Steve Jobs blu-ray anmeldelse

 
Steve Jobs blu-ray anmeldelse

Steve Jobs blu-ray anmeldelse

Anmeldelse skrevet af Rasmus Krarup
 
 Steve Jobs blu-ray anmeldelse
 
Zone: A-B-C = kodefri (DK udgave)
Spilletid: 2 timer og 2 minutter
Lyd: DTS HD Master Audio 5,1
Undertekster: Dansk, Svensk, Norsk, Finsk
Aspect Ration: MPEG-4 AVC 2.40:1 High Definition 1080/24p

Blu-ray udgivelsesdato: 16. juni 2016
Distributør: 
Universal Sony Pictures Home Entertainment
Antal disc: 1 = blu-ray

Genre: Drama/Biografi
Biograf premiere: 21. januar 2016

Instruktør: Danny Boyle
Manuskript: Aaron Sorkin & Walter Isaacson
Producere: bl.a. Danny Boyle, Eli Bush & Scott Rudin
Fotograf: Alwin H. Küchler
Klip: Elliot Graham
Musik: Daniel Pemberton

Skuespiller:
Michael Fassbender som Steve Jobs
Kate Winslet som Joanna Hoffman
Seth Rogen som Steve Wozniak
Jeff Daniels som John Sculley

Beskrivelse: 
Kort efter Steve Jobs’ alt for tidlige død blev det hurtigt en nødvendighed at få fortalt hans historie på det store lærred. I 2013 blev den første film produceret, Jobs, som blev en fatal skuffelse. Heldigvis tog Hollywoods dygtigste manuskriptforfatter i øjeblikket, Aaron Sorkin, sagen i egen hånd og lavede et projekt med Danny Boyle som instruktør.
 
 Steve Jobs blu-ray anmeldelse 
 
En midaldrende Jobs står på nippet til at afsløre sin største sensation nogensinde – problemet er bare, at den ikke er færdig endnu. Med en horde af håbefulde tech-genier samt diverse journalister blandt publikum er Jobs få sekunder fra at skyde sin karriere afsted med raketfart eller få ballonen til at briste, før den overhovedet er blevet pustet op.

Filmen fokuserer på en krydsklippende fortælling om Steve Jobs, hvor man i en formidabel velskrevet historie får fortalt den famøse Apple-historie på godt og ondt. Filmen fokuserer primært på Jobs finurlige og til tider umenneskelige attitude over for sine medmennesker, samt den meget turbulente vej til tops. I stedet for blot at være en glamouriserende fortælling om legenden formår historien at blive dyb, mørk og ikke mindst en måde at vise de rå kanter, der nu engang er på virkeligheden.

Filmen går til klingen på Jobs-legenden med en legende frihed og ikke mindst evnen til at fortælle tingene råt for usødet. Aaron Sorkin er fænomenal til at skrue en filmisk fortælling sammen og formår på mest fantastisk vis at gøre historien om en mærkværdig og ubehagelig mandsperson til en intens, orkestral fortælling. Det er nærmest som at se en opera eller et stykke klassisk musik – filmen indeholder både lyden derfra og formår desuden at strikke historien sammen med lige så stor slagskraft og pompøsitet.

Det største trækplaster udover det nøje velovervejede handlingsmønster er selvfølgelig Michael Fassbender. Hvor Ashton Kutcher i Jobs blot kunne skabe sig lidt og opføre sig bizart på en kluntet måde, formår Fassbender i stedet at ramme sømmet på hovedet og levere en person, man både elsker og hader. Han formår at fange essensen af hans gale genialitet og er desuden en bragende dygtig skuespiller på mange andre punkter. Derudover bør også Kate Winslett nævnes, som har smurt en østrigsk accent på stemmebåndet og desuden oppet sine skuespilevner til et niveau, som man sidst så i The Reader i 2009.

Overordnet set er det en masse små, vigtige elementer, som formår at bygge en stor film op. Hele filmen er bundet op på det velbalancerede skelet af et manuskript, hvor Fassbender, musikken og resten af rollebesætningen hiver underholdningen op på et nyt niveau. Man skal selvfølgelig være interesseret i at høre om Jobs og hans kamp med Apple, men hvis man giver sig selv tid til at se en interessant fortælling fra virkeligheden, kan Steve Jobs på det varmeste anbefales – specielt hvis du var så uheldig at se Jobs i første omgang.
 
 Steve Jobs blu-ray anmeldelse
 
Billedmæssigt formår filmen både at være en velkomponeret række af stærke billeder og en fin tidslig effekt på optagelserne. I de tidlige begyndelser af Jobs’ karriere er filmen mere grynet, for at skabe en mere gammeldags og datidig effekt, mens mere moderne scenarier er skudt i normal kvalitet. Dette giver i starten lidt forvirring, men går i sidste ende ind og giver et ekstra pift til fortællingens troværdighed. Filmen går utroligt meget op i detaljer, og efter den spæde begyndelse får man for alvor stærkt detaljerede billeder for alle pengene. Samlet set en solid billedside.
 
Lydmæssigt er filmen helt perfekt. Den har nogle meget subtile og alligevel magtfulde dialoger blandet med en stærkt påvirkende underlægningsmusik. Underlægningsmusikken gør hele filmen til en eventyrlig rejse, hvor man gennem de stærke toner får udtrykt de voldsomme følelser og indestængte tanker til sit fulde. Samlet set en lydside i topklasse.
 

Tak til Universal Sony Pictures Home Entertainment.

Anmeldelse skrevet august 2016.

Tilbage til Blu-ray anmeldelser