Baseret på Blizzards kendte online-spil ’World of Warcraft’, er den her endelig filmen over det kendte og magiske eventyr univers, der forsøger at bryde den negative forbandelse der altid har været kendetegnet ved spil der går til filmen. Og for første gang er det faktisk lykkedes, men der var også store krav at leve op til. Men de bliver heldigvis indfriet i ’Warcraft’.
Tag med på en rejse til Azeroth
I eventyrfilmen ’Warcraft’ tager vi på en rejse til det magiske rige Azeroth, der pludselig står under angreb, da en tidsportal åbner sig og horder af orker invadere riget. Troldmændene der overvåger riget er nu ikke længere i stand til at beskytte det. Så kongen af Stormwind må samle alle sine styrker, og indgå nye alliancer for at stoppe fjenden. Der opstår dog interne uroligheder blandt orkernes klaner, en strid der måske kan komme til gavn for menneskeheden.
Selvom ’Warcraft’ har meget at leve op til som film, og de fleste nok har en mening om hvad filmen skal kunne levere, så er det ENORMT svært ikke at tage hatten af for Duncan Jones store arbejde med filmen og materialet. Historien i ’Warcraft’ lyder måske ikke af så meget, hvis man ikke har kendskab til universet. Ikke desto mindre leverer den imponerende special effekter, som nærmest tryllebinder en på en måde som var det ’Ringenes Herre’ man så, og selvom special effekter ikke betyder ret meget, hvis man ikke har en god historie at fortælle, så har de store betydninger for ’Warcraft’. Denne film havde ikke været mulig at lave for bare fem år siden – og med et budget på næsten en milliard er der ikke noget at sige til at det er vellykket.
Fantastisk fantasy univers
De smukt filmede scener har en dybde og visuel fremtoning, der virker helt dragende og fanger en i ’Warcraft’s tryllebindende univers. Man kan vist roligt sige at Duncan Jones har skabt en vellykket fantasy film, og har brudt den negative arv der altid har været med spilfilmatiseringer. Skuepillet i ’Warcraft’ bliver solidt leveret af Travis Fimmel, Ben Foster og Dominic Cooper som de menneskelige aspekter i filmen, og med Toby Kebell og Paula Patton sminket nærmest uigenkendeligt som stærke orker. Det er imponerende hvordan de har gjort det, og ikke mindst den tid der må være lagt i sminken på denne film.
Sidder du også tilbage og tænker, nå ja det er vel bare en film der forsøger at sælge billetter til fans af ’Warcraft’ der kender universet på kryds og tværs, og hvad er der egentligt at komme for mig som udefrakommende. Så er svaret meget, dette fantasy univers er ikke kun skabt til hardcore fans, det henvender sig ligeså meget til alle der elsker eventyr og fantasy film, og hvis det lige er dig så kommer du til at elske ’Warcraft’.