Scouts Guide to the Zombie Apocalypse blu-ray anmeldelse

 
Scouts Guide to the Zombie Apocalypse blu-ray anmeldelse

Anmeldelse skrevet af Rasmus Krarup
 
Scouts Guide to the Zombie Apocalypse blu-ray anmeldelse
 
Zone A-B-C = kodefri (DK udgave)
Spilletid: 1 time og 33 minutter
Lyd: DTS HD Master Audio 5,1
Undertekster: Dansk, Svensk, Norsk, Finsk, Engelsk.
Aspect Ration: MPEG-4 AVC 2.39:1 High Definition 1080/24p

Blu-ray udgivelsesdato: 7. april 2016
Distributør: FOX-Paramount
Antal disk: 1  = Blu-ray.

Genre: Komedie/Action
Biograf premiere: 5 november 2015.

Instruktør: Christopher Landon
Manuskript: bl.a. Carrie Lee Wilson, Emi Mochizuki og Christopher Landon
Producere: bl.a. Bryan Brucks, Todd Garner og Sean Robins
Fotograf: Brandon Trost
Klip: Jim Page
Musik: Matthew Margeson
 
Skuespiller:
Tye Sheridan som Ben
Logan Miller som Carter
Joey Morgan som Augie
David Koechner som spejderleder Rogers
Sarah Dumont som Denise Russo

Beskrivelse: 
Zombiefilm har siden George A. Romeros klassiske Night of the Living Dead I 1968 haft en enorm stor succes på markedet. Konceptet i sig selv lokker en trofast fanskare i biografen, men problematikken ligger i måden, hvorpå man fornyer konceptet, da selve den apokalyptiske verdensepidemi er blevet vendt og drejet utallige gange. Jeg har kigget nærmere på en lidt alternativ tilgang til zombieuniverset, og det ser ud til at være en succes.
 
 Scouts Guide to the Zombie Apocalypse blu-ray anmeldelse
 
Filmen følger tre spejdere Ben (Tye Sheridan), Carter (Logan Miller) og Augie (Joey Morgan), som fejrer deres årlige tradition med at overnatte i skoven med bål og hygge. Dog er Ben og Carter ved at være ovre spejder-fasen, og beslutter sig for at snige væk fra den spejderpassionerede Augie og liste ind til den populære 3.g-fest. Dog finder de hurtigt ud af, at verden er blevet invaderet af en mystisk virus og inden længe bliver festmentaliteten skiftet ud med tricks, knob og færdigheder.

Filmen formår at lave en ret niche-orienteret tilgang til zombieuniverset, hvor man tager udgangspunkt i en flok spejdere. Det er en meget sjov og skæv tanke at sætte en flok dygtige spejdere til at være frontmænd for en bevægelse mod zombierne, og det giver afkast i form af nogle opfindsomme handlingstiltag og skarpe dialoger. Filmens unikke skævhed lægger sig lunt op ad andre filmkoncepter såsom Zombieland og Shaun of the Dead, men lidt mere fokuseret på den drengerøvsmæssige vinkel.

Handlingen fokuserer meget på den komiske vinkel, men formår alligevel at presse lidt morale ind mellem linjerne. Spejderdrengene er bange for deres image og er nærmest villige til at sætte deres unikke venskab over styr for at være til fest med de seje – det formår filmen at få vendt til noget positivt og den moraliserende tilgang bliver leveret med et solidt slag humor og feelgood. Instruktøren bag filmen Christopher Landon har tidligere været manuskriptforfatter på over halvdelen af efterfølgerne til Paranormal Activity fra 2007, så det er interessant at se, hvordan han har formået at forene sin evne til at formidle uhygge med en skingrende skør omgang humor.

Det største trækplaster i filmen er figuren Aguie spillet af Joey Morgan. Augie er den lettere akavede fyr med rødt hår, der hele tiden kommer med mystiske bemærkninger, men i sidste ende er den, man holder mest med. Dynamikken i drengegruppen er helt fænomenal og man kan mærke en stærk samhørighed i filmens elementer på grund af dette stærke bånd hos hovedrollerne. Filmen overrasker på utroligt mange punkter og giver et godt eksempel på, hvorfor man ikke skal bedømme en film ud fra dets cover. Den kommer på banen med sprudlende humor svøbt ind i en tragikomisk atmosfære med konstant dynamik mellem skræmmefaktorer og grinagtig galskab.

En af de vigtigste ting ved en zombiefilm er jo selvfølgelig zombierne. I denne film har de fået et lidt mere ’friskt’ udseende, hvilket er med til at understrege begyndelsen af epidemien. Figurerne er tydeligt inficerede med blå blodårer og udskudte øjne, men deres ’ikke-forrådnede’ tilstand giver fri mulighed for at aflive dem på de mest bestialske, grinagtige og ikke mindst splatterspændstige måder. Samlet set er Scouts Guide to the Zombie Apocalypse en ganske underholdende film, som byder ind på zombiemarkedet med en ny tilgang til universet og ikke mindst et solidt skud humor og drengerøvsmentalitet.
 
 Scouts Guide to the Zombie Apocalypse blu-ray anmeldelse

Billedmæssigt er filmen ganske fortrinlig og formår at bygge et realistisk og dog fremmed verdensbillede op omkring spejderne og deres kamp mod zombieepidemien. Den visuelle side er på trods af filmens lidt mere B-films-orienterede tilgang ganske overbevisende og formår at udnytte potentialet i den farverige og abstrakte zombieslagtning. Der er kælet for detaljerne i universet og alt fra spejdernes opfindsomme kreationer til de zombier i alskens afskygninger kommer til sin ret i filmens fremstilling. Filmen er klippet fantastisk sammen og tempoet fortsætter nonstop fra start til slut på grund af den fine billedkomposition. Samlet set en solid billedside.

På den lydmæssige side trumfer filmen i gennem og formår at levere den perfekte cocktail af velovervejede jokes og skræmmende øjeblikke. Dialogen er knivskarp og ikke mindst atmosfæren i både bylivet og skoven bliver illustreret fornemt gennem nogle skarpe klipninger i lydsekvenserne. Underlægningsmusikken er snedigt skruet sammen og formår både at være en stemningsskaber i baggrunden men samtidig også en drivkraft for filmens fortælling. Lydsiden overrasket positivt hele vejen i gennem filmen, og formår på fornemmeste vis af teame sammen med billedsiden i en lækker symbiose af zombier, hormoner og humor.
 

Tak til FOX-Paramount / PR Nordic 

Anmeldelse skrevet maj 2016.  

Tilbage til Blu-ray anmeldelser