The End of the Tour blu-ray anmeldelse
Anmeldelse skrevet af Rasmus Krarup
Zone: A-B-C = kodefri (DK udgave)
Spilletid: 1 time og 46 minutter
Lyd: DTS HD Master Audio 5,1
Undertekster: Dansk, Svensk, Norsk, Finsk Aspect Ration: MPEG-4 AVC 2.40:1 High Definition 1080/24p
Blu-ray udgivelsesdato: 18. marts 2016 Distributør: Universal Sony Pictures Home Entertainment
Antal disc: 1 = blu-ray
Genre: Drama
Biograf premiere: Ikke vist i de danske biografer.
Instruktør: James Ponsoldt. Manuskript: Donald Margulies & David Lipsky. Producere: bl.a. William Colling, David Kanter & Paul Green. Fotograf: Jakob Ihre. Klip: Darrin Navarro. Musik: Danny Elfman.
Skuespiller:
Jesse Eisenberg som David Lipsky Jason Segel som David Foster Wallace Joan Cusack som Patty
Beskrivelse: Tilbage i 90’erne kom forfatter David Foster Wallace på banen med romanen ‘Infinite Jest’, som blev et kæmpehit. David Lipsky spottede en mulighed for at interviewe Wallace og opnå en solid artikel såvel som personlig indsigt i, hvordan hjernen fungerer hos et geni. Deres samtaler danner grundlaget for denne film.
David Lipsky (Jesse Eisenberg) får i 2008 at vide, at forfatter David Foster Wallace (Jason Segel) har begået selvmord. Denne nyhed bringer ham tilbage på tankerne fra 1996, hvor han over en 5-dages periode kom ind på livet af Wallace i et interview for The Rolling Stones. Sammen forsøgte de at finde meningen med kunsten og livet og oplevelsen lærte dem begge nogle aspekter af livets op- og nedture.
Ved første øjekast er filmen lidt af en tørvetriller, som man virkelig skal mande sig op til at se. Den fokuserer på samtaler mellem stort set kun to personer fordelt over 5 dage. Men hvis man lige giver filmen en chance, så beviser den, at man ikke behøver heftige plot-twists eller eksplosioner for at underholde. Samtalens ædle kunst kan nogle gange være nok til at danne en underholdningsgrundlag, og det gør sig gældende for mange aspekter i filmen.
Eisenberg og Segel er et dynamisk par, som man mest af alt kender fra skæve komedie-film, og denne lettere skæve attitude passer solidt ind i dette tragikomiske drama og to personers forskellige tilgange til livet og kunsten. Deres evne til at balancere mellem komik og filosofiske overvejelser overrasker på utroligt mange punkter, og man bliver fascineret over, hvordan de virkelige personers særheder og ideologier bliver leveret gennem disse to dygtige skuespillere.
Man bliver overrasket over, hvor meget underholdningsværdi der egentlig gemmer sig bag et menneske, der forsøger at komme ind på livet af et andet menneske. De skarpe interviewspørgsmål og den mystiske forfatter giver sprudlende dialoger, som brillerer på intelligensen, men forklaret på en måde, så almindelige mennesker kan forstå det.
Det skal dog også lige understreges, at The End of the Tour ikke er en film for alle. Den er meget ‘tør’ i sine grundprincipper, og man skal være forberedt på en cirka 104-minutters lang samtale. Jeg vil dog anbefale, at man giver filmen en chance. Den har sine skavanker og sløve perioder, men alt i alt er jeg positivt overrasket over, hvor meget filmen har fået ud af et ‘simpelt’ interview.
Den visuelle side er ikke så meget i fokus på denne film, men alligevel kommer der nogle ret solide klipninger i spil. Filmen fokuserer meget på filosofiske overvejelser, og det kræver absolut nogle smukke og lettere kunstneriske omgivelser omkring sig. Filmen er fyldt med flotte vinkler og skarpe landskabsbilleder, og på trods af at filmen ikke fokuserer så meget på den visuelle fremstilling af et narrativ, så er der kælet for ret mange detaljer. Samlet set en billedside i topform.
Lydmæssigt er filmen selvfølgelig også afskåret fra vilde eksplosioner og diverse lydeffekter, da den fokuserer på dialog mellem to mennesker. Her er vokalen heldigvis finpudset til perfektion, og de helt specielle talemåder, udtalelser og dialekter bliver leveret med knivskarpe lyd-kompositioner. Underlægningsmusikken understreger følelserne i scenen og giver en solid sparringspartner til forståelsen af, hvordan samtalen har udviklet sig. Samlet set en fornem lydside.
Tak til Universal Sony Pictures Home Entertainment.
Anmeldelse skrevet april 2016.
Tilbage til Blu-ray anmeldelser
|