The walk blu-ray anmeldelse
Anmeldelse skrevet af Rasmus Krarup
Zone: A-B-C = kodefri (DK udgave)
Spilletid: 2 timer og 3 minutter
Lyd: DTS HD Master Audio 5,1
Undertekster: Dansk, Svensk, Norsk, Finsk Aspect Ration: MPEG-4 AVC 2.40:1 High Definition 1080/24p
Blu-ray udgivelsesdato: 11. marts 2016 Distributør: Universal Sony Pictures Home Entertainment
Antal disc: 1 = blu-ray
Genre: Drama
Biograf premiere: 2. oktober 2015
Instruktør: Robert Zemeckis Manuskript: Robert Zemeckis, Christopher Browne & Philippe Petit. Producere: bl.a. Jack Rapke, Steve Starkey & Robert Zemeckis. Fotograf: Dariusz Wolski Klip: Jeremiah O’Driscoll Musik: Alan Silvestri
Skuespiller:
Joseph Gordon-Levitt som Philippe Petit Ben Kingsley som Papa Rudy Charlotte Le Bon som Annie
Beskrivelse: Tilbage i 70’erne lavede gadekunstneren Phillippe Petit et af verdens mest vanvittige optræder i USA. Han formåede at gå på line mellem de to nybyggede højhuse på World Trade Center. Historien der næsten lyder for til at være sand er nu blevet filmatiseret af Robert Zemeckis i filmen, The Walk.
Filmen følger en ung gadegøgler Philippe (Joseph Gordon-Levitt), som i en tidlig alder opdagede sin passion for at gå på line. Langsomt begyndte han at prøve kræfter med højere og højere liner, indtil han en dag beslutter sig for at gå på line mellem kirketårnene i Notre Dame. Det er dog ikke helt nok. En dag ser han byggeplanerne til de kommende Twin Towers i USA, og pludselig har han nu et nyt mål i livet.
Ved første øjekast virker filmen en smule overflødig, da der i forvejen er lavet en anmelderrost dokumentar om Petits stunt. Filmen bliver derfor i første omgang set lidt som en gentagelse af samme projekt, dog med nogle lidt mere fiktive fremstillinger. Den første halvdel af filmen fangede mig ikke rigtig og jeg frygtede at resten af oplevelsen ville blive lige så triviel og langtrukkent. Heldigvis var den kedsommelige start blot nogle grundlæggende elementer, som skulle på plads inden alvoren satte ind og fik underholdningen på bordet igen.
Når man kommer helt tæt på hans fænomenale stunt, så får man virkelig nogle sug i maven. Man oplever en del af den højdeskræksfornemmelse, som filmen efter sigende skulle kunne levere. Den visuelle side er på dette punkt helt eminent, da man får en meget realistisk vinkel på tingene.Spændingen i den sidste halve time er hele filmen værd og man sidder på kanten af sædet - selv når man ved, hvordan det endte i virkeligheden.
De visuelle effekter i andre scenarier er derimod lidt uheldige. Det er måske meningen at det hele skal se lidt kunstigt ud, men det fungerer bare ikke rigtig for mig. Der er brugt alt for meget greenscreen og lidt for meget CGI til at jeg kan se det som en underholdende storfilmsfortælling i disse scener. Man kan tydeligt se, at denne film er designet til at blive vist i 3D. Heldigvis har disse scener ikke et overtal i filmen, og resten af den filmiske oplevelse bruges på at se de skarpe billedredigeringer og spændingen på toppen af højhuset.
Den skuespilmæssige front er der ikke så meget at sige til. De gør det hverken dårligt eller helt i gennem fantastisk. Gordon-Levitt er meget solid som den excentriske franskmand, men ellers er der ikke rigtig brugt til på nogen brugbar karakteropbygning. Ben Kingsley får nogle få bemærkninger i gennem, men ellers er det historien, der driver filmens udvikling frem for karaktererne.
Samlet set er The Walk en ganske interessant film, som dog ikke kan måle sig med Zemeckis’ andre storfilm såsom Cast Away, Forrest Gump eller Tilbage til Fremtiden. Man kan spotte samme charme og fortællestil, men historien har ikke nok power og interessant indhold til, at man kan kalde The Walk en klassiker.
På den billedmæssige front er oplevelsen lidt ambivalent, da man på den ene side nyder godt af de realistiske effekter og fremstillingen af den skræmmende højde på linen - men på den anden side bliver det hele en smule for meget. Man når aldrig helt at vænne sig til den enorme brug af visuelle effekter, så derfor bliver der lidt for meget overflod af billedredigering. Klipningen er ganske solid og formår at indkapsle scenerne fra alle de rigtige vinkler og selve kvaliteten på den billedmæssige front fejler heller ikke noget i de fleste tilfælde. Samlet set en fin lille billedside.
Lyden er på den anden side noget bedre end billedsiden, da den formår at illustrere mange af filmens vigtigste temaer gennem musik. Den franske oprindelse, det hektiske kærlighedsliv og ikke mindst den nervepirrende balancegang på linen. Meget af filmen er præget af fortællerstemme, og denne tilføjelse til filmen er redigeret til perfektion - volumen af stemmen er nøje tilpasset til situationen, og giver den rigtige dybde i filmen. Samlet set en solid lydside.
Tak til Universal Sony Pictures Home Entertainment.
Anmeldelse skrevet marts 2016.
Tilbage til Blu-ray anmeldelser
|