|
Anmeldelse skrevet af Kristian Fuglsang
Skuespiller:
Patrick Wilson som Lou Solverson
Cristin Milioti som Betsy Solverson
Ted Danson som Hank Larsson
Kirsten Dunst som Peggy Blumquist
Jesse Plemons som Ed Blumquist
Bokeem Woodbine som Mike Milligan
Brad Mann som Gale Kitchen
Zahn McClarnon som Hanzee Dent
Jeffrey Donovan som Dodd Gerhardt
Jean Smart som Floyd Gerhardt
Angus Sampson som Bear Gerhardt
Rachel Keller som Simone Gerhardt
Kieran Culkin som Rye Gerhardt
Beskrivelse:
Spoiler alert!
Året er 1979 og vi møder ægteparret Lou og Betsy Solversen. Betsy har kræft og går derhjemme og passer deres datter og huset når hun har overskuddet til det. Lou arbejder som betjent i en lille søvnig by i Nordamerika hvor der stort set aldrig sker noget. Dette ændres på et splitsekund da der sker tre brutale mord i den lille lokale diner i byen. Det er Rye Gerhardt, søn af en stor forbryder organisation i byen, der går i panik og skyder vildt omkring sig. Han stikker af men bliver ramt af en bil som føres af Peggy som er frisør i byen. I stedet for at Peggy melder det til politiet,fortæller hun det til hendes mand, som er slagter i byen. Han gør stik modsat af hvad enhver anden havde gjort. Han putter Rye i slagterbutikkens kødkværn, og så er der ingen vej tilbage for de to.
Anmeldelse:
Fargo er en serie der er skabt ud fra spillefilmen med samme navn, som blev lavet af Coen brødrene i 1996. Sæson 2 har kun meget lidt tilfælles med sæson 1, så man kan godt se denne først. Men hvis tiden og muligheden er for at se dem begge to anbefales det at tage dem i den rigtige rækkefølge. Sæson 1 er fantastisk.
Lou Solverson som er en af hovedpersonerne, der spillede med i sæson 1 som den pensionerede betjent (Keith Carradine). Han havde en restaurant hvorfra han rådgav hans datter med politisager. Der blev hele tiden talt om en speciel sag i 1979 og det er faktisk denne sag som vi nu ser her i sæson 2. Så det er Lou Solverson som ung betjent vi følger. Lou arbejder sammen med hans svigerfar Hank Larsson (Ted Danson) men der skal en del hjælp til fra Lou's kone før de finder ud af hvordan det hele hænger sammen.
Det er et stort persongalleri vi ser i Fargo, som er ligefra Gerhardt familien som er forbrydere allesammen. De er tre brødre hvor den ene er mere dum end den anden og de styres alle med hård hånd af deres far, Otto (Michael Hogan). Lige indtil han en dag falder om og ender som en grøntsag. Derefter overtager moderen Floyd (Jean Smart) rollen som hårdkogt leder af forbryder kartellet og det til stor ærgrelse for den ældste søn Dodd (Jeffrey Donovan). Familien styrer al kriminalitet i byen, men efter rygtet om faderen ikke længere reagere kommer nye og endnu farligere fjender til. Gangstere fra Kansas City vil købe Gerhardt ud og reagere. De sender Mike Milligan (Bokeem Woodbine) og hans to stille håndlangere ud og det ender selvfølgelig helt galt. Pga nogle misforståelser vikles slagteren Ed Blumquist (Jesse Plemons) og hans kone Peggy (Kirsten Dunst) ind i historien og så går det hele ned af bakke for de to.
 Især Kirsten Dunst og Bokeem Woodbine er værd at nævne, da de hver især spiller helt igennem fantastisk. Bokeem Woodbine er ikke kendt for de helt store blockbustere, men her i Fargo har han vist hvad han duer til, så tror vi kommer til at se meget mere til ham i fremtiden. Mange flere kunne nævnes og alle leverer et fantastisk godt skuespil og serien er både hamrende alvorlig samtidig med at den er krydret med total sort humor. Det samme var sæson 1 og det har Noah Hawley som er skaberen af serien formået at holde hele serien igennem. Fra afsnit 1 og frem til afsnit 10 da bygges spændingen mere og mere op, men det hele kulminere i afsnit 9 hvor man bare sidder med svedige hænder og håber på at ens egen helt overlever.
Da det foregår i 1979 ved mange jo hvordan det så ud dengang, det er ihvertfald vist i mange film efterhånden. Brunt, orange og generelt ret så skrækkeligt var det ligefra indretningen af deres huse til deres tøjstil og frisure. Alt dette har Fargo med og den er filmet i de helt rigtige farver som gør at man lever sig helt ind i 70'erne. Der bruges rigtig meget split screen når de forskellige familier vises og selvom det måske lige er i overkanten så går det lidt i glemmebogen alligevel fordi det bare passer så fint ind til denne serie. Der er allerede planlagt en sæson 3 og bliver den krydret med ligeså meget sort humor, rå vold og det kæmpestore persongalleri, ja så kan det næsten ikke gå galt.
Anmeldelse skrevet januar 2016.
|
