Kill the Messenger blu-ray anmeldelse

 
Kill the Messenger blu-ray anmeldelse

Anmeldelse skrevet af Rasmus Krarup

Kill the Messenger blu-ray anmeldelse  
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Zone: A-B-C = kodefri (DK udgave)
Spilletid: 1 time & 52 minutter
Lyd: DTS HD Master Audio 5,1: Engelsk
Undertekster: Dansk, Svensk, Norsk, Finsk, Engelsk
Aspect Ration: MPEG-4 AVC 2.40:1 High Definition 1080/24p

Blu-ray udgivelsesdato: 18. september 2015
Distributør: 
Universal Sony Pictures Home Entertainment
Antal disc: 1 = blu-ray

Genre: Thriller/biografi
Biograf premiere: 30. april 2015.

Instruktør: Michael Cuesta
Manuskript: Peter Landesman, Gary Webb & Nick Schou
Producere: B.la. Pamela Abdy, Michael Bederman & Naomi Despres
Fotograf: Sean Bobbitt
Klip: Brian A. Kates
Musik: Nathan Johnson

Skuespiller:
Jeremy Renner som Gary Webb
Robert Patrick som Ronald J. Quail
Mary Elizabeth Winstead som Anna Simons
Ted Huckabee som Bob

Beskrivelse: 
Politiske historier om korruption og en moderne fortolkning af David vs. Goliat er ikke en mangelvare på det amerikanske filmmarked, og senest fik historien om Gary Webb nyt liv på det store lærred. Webb var en journalist, der opdagede konspirationer og ulovlige samarbejder mellem CIA og udenlandske krigsorganisationer i forhold til narkodistrubition og ulovlig krigsførelse, og denne film fortæller den sande historie om hændelsen.
 
Kill the Messenger blu-ray anmeldelse 
 
Filmen følger den dygtige journalist Gary Webb (Jeremy Renner), som arbejder for en lille lokal avis San Jose Mercury News. Han har blod på tanden efter at komme længere op i herarkiet, og pludselig får han muligheden for det. En række beviser og indicier for, at den amerikanske regering har stået i ledtog med en anti-rebelstyrke i Nicaragua lander på hans skrivebord, og nu skal beslutningen tages – vil han leve et almindeligt og sikkert familieliv, eller skal han skyde højt og leve resten af sine dage med at kigge over skulderen?

Den sande historie om Gary Webb er ganske interessant og er en af de få konspirationsteorier om den amerikanske regering, som man stort set ikke kan andet end at tro på. Den er underbygget af en række konkrete beviser, som kommer til udtryk i filmen, og man får en solid vinkel på Webbs umulige kamp mod CIA. Filmen giver et solidt billede af, hvordan magtkampe i samfundet og i medierne nærmest bliver en decideret mudderkamp, hvor det handler om at tilsvine og besudle modstanderen, frem for at benytte retfærdighed og fornuft til at finde en løsning på problemet.

Det er dog en historie, som rummer utallige vinkler, detaljer og elementer, som måske ikke helt kommer til udtryk i filmen. Jeg havde personligt svært ved at finde hoved og hale i fortællingen i starten af filmen, da man bliver kastet hovedkulds ind i projektet uden nogen former for forberedelse – andet end en montage med nyhedsoverskrifter og forklarende baggrundshistorie, som man aldrig rigtig når at samle ind. Der måtte gerne have været lidt mere grundlæggende arbejde på filmen i starten, så man fik fastlagt nogle vigtige elementer, som derefter kunne bygges videre på. Det bliver lidt en historie for de ’indviede’, og dem som ikke lige læste de amerikanske aviser på daværende tidspunkt er lidt haltende i forståelsen.

Jeremy Renner er ret solid i sin rolle som Webb, da han for en stund har lagt helterollen på hylden og vist sig som et ganske almindeligt menneske, der søger efter retfærdighed i hverdagen. Han er en vigtig brik i fortællingen og de forskellige krydsklipninger og dialoger mellem karaktererne i løbet af handlingen er med til at danne det nødvendige overblik, som heldigvis så småt begynder at komme på plads midt i filmen. Der sker meget på kort tid, og hvis man først er kommet ind i stemningen og tempoet, så er filmen også ganske velfortalt. Den har dog også nogle gråzoner, hvor betydelige familieøjeblikke eller kedelige dialoger ikke ligefrem fremhæver filmens underholdningsværdi, men i stedet trækker tilskueren rundt i manegen og glemmer lidt det overordnede fokus.

Samlet set er Kill the Messenger en interessant fortælling, som på trods af en lidt hurtig introduktion formår at fortælle en virkelig historie på solid vis. Skuespillet er gennemført og med en interessant vinkel på sagen lander filmens karakter en tak over middel på skalaen.
 
Kill the Messenger blu-ray anmeldelse
 
Billedsiden er en ganske almindelig en af slagsen, hvor en fin kombination mellem hverdagsbilleder og hektiske efterforskningsbilleder skaber den nødvendige dynamik i fortællingen. Man kommer helt tæt på personerne og kameravinklerne sørger for at booste fortællingens vigtighed i de situationer, hvor handlingen spidser til. Der er sat skarpt fokus på detaljer og kontraster og filmen får både en tidslig atmosfære fra 90’erne samtidig med en flot fremhævning af de vigtigste elementer for historiens udvikling. Samlet set et fint arbejde på billedsiden.
 
Lyden er lidt en blanding af dybdeborende underlægningsmusik og masser af dialog, og det bliver strikket sammen med et velfungerende overblik og et skarpt øje for detaljer. Man kommer fornemt ind i stemningen gennem lydens intensivering i de vigtigstev klimakspunkter, og den generelle underlægningsmusik sørger for, at kommer i den rette stemning, som langsomt bliver større og vildere. Samlet set en ganske positiv lydside.
 

Tak til Universal Sony Pictures Home Entertainment.

Anmeldelse skrevet oktober 2015.

Tilbage til Blu-ray anmeldelser