Foxcatcher blu-ray anmeldelse

Foxcatcher blu-ray anmeldelse

Anmeldelse skrevet af Rasmus Krarup

Genre: Drama

Biograf premiere:15. januar 2015 

Instruktør: Bennett Miller.
Manuskript: E. Max Frye og Dan Futterman.

Producere: B.la. Mark Bakshi, Chelsea Barnard og Hank Bedford.
Fotograf: Greig Fraser.
Klip: Jay Cassidy, Stuart Levy oog Conor O’Neill.
Musik: Rob Simonsen.

Skuespiller:
Steve Carell som John du Pont
Channing Tatum som Mark Schultz
Mark Ruffalo som David Schultz
Sienna Moller som Nancy Schultz

Beskrivelse: 
Når film tager udgangspunkt i virkeligheden, så oplever man ofte en ekstra styrke i fortællingen – det er en uvirkelig fortælling, men alligevel noget, der er sket i virkeligheden. Dette danner ofte et godt grundlag for en solid fortælling, og det er instruktør Bennett Miller en stor fan af. Jeg har kigget nærmere på hans seneste kreation, Foxcatcher.

 

 

 

Handlingen følger brødrene Mark (Channing Tatum) og David Schultz (Mark Ruffalo), som lever af at være et professionelt wrestling-hold. Da Mark ikke rigtig kan få den samme gennemslagskraft som David, beslutter han sig for at søge mod nye muligheder – her kommer den mystiske John du Pont (Steve Carell) ind i billedet, som lokker ham til at være med på Team Foxcatcher. Vejen til succes virker til at være klarlagt, men en række uheldige omstændigheder ødelægger illusionen og drømmen.

Bennett Miller er bestemt en instruktør, man skal kende til, inden man giver sig i kast med hans filmiske kreationer – han bærer meget præg af utroligt realistiske fortællinger, som enten går helt tæt på en virkelig historie, eller blot fokuserer på mennesket. Moneyball (2011) er min helt store favorit med instruktøren, og den formår at bevare en mystisk, nærmest hypnotiserende spænding hele vejen i gennem – på trods af, at der faktisk ikke sker det helt store i handlingen. Denne fortællestil forsøger Miller at fortsætte i Foxcatcher, men den rammer ikke helt de rigtige tangenter. Filmen bevæger sig langsommeligt gennem de tre vigtigste hovedpersoners interaktioner, men der sker for lidt til, at man kan sidde helt ude på kanten af sædet. Den dvæler for meget ved alt for monotone øjeblikke, og man bliver hurtigt en smule rastløs.

Da filmen er baseret på en virkelig historie, vidste jeg på forhånd, hvilken katastrofe der ville ske med de involverede – det gav mig alligevel en drivkraft til at lægge ekstra meget mærke til detaljerne og hændelserne, som går forud for katastrofen. Det kan være, at Miller har tænkt, at folk i forvejen kendte til historien, og derved kunne få tilskueren til at fokusere på vejen i stedet for målet – det er blot en lidt uheldig forståelse, da mange uden for USA nok ikke har hørt det store til denne sag. Der hvor filmens langsommelighed derimod trækker gode point i land, er i de forskellige montager, hvor brødrene Schultz træner sammen og virkelig engagerer sig i den hektiske sport – det giver en vis autentisk stemning over filmen, og både Channing Tatum og Mark Ruffalo har virkelig læst på lektien.

Den karakter der tager flest kegler, er dog Steve Carell, som er helt uden for sin normale komfortzone – man havde til at starte med frygtet, at hans komiske skikkelse ville ødelægge rollen, men tværtimod. Han formår at portrættere den mystiske John du Pont til punkt og prikke, og man bliver virkelig forkælet med en komediestjernes alsidighed. Med de virkelighedstro sminkninger kommer Carell til at være helt uigenkendelig, og hans evne til at bryde sit image og være alvor fortjener virkelig meget ros. Sammenspillet med disse tre karakterer er helt fænomenalt, og man skal bestemt se Foxcatcher på grund af skuespillet – taget i betragtning af handlingens manglende tempo leder det også tilskueren til at tro, at det er de små detaljer omkring personerne som er den reelle drivkraft – hvordan følelser, storhedsvanvid og en håb om at nå til tops kan ende i tragiske konsekvenser.

Samlet set er Foxcatcher ikke en film for sarte sjæle – man skal ikke forvente et tempopræget plot og hektiske udviklinger, men derimod sætte pris på den langsommelige proces i at fortælle en historie. Dog bliver tempoet ofte lidt for langsomt, men karaktererne og skuespillernes bragende præstationer holder niveauet fra start til slut.

 

 

Den mest positive side af udgivelsen finder man i scenografien og de flotte visuelle effekter, hvilket gør billedsiden til en overraskende oplevelse i denne film. Selve kompositionen i billedet giver en fornem dybde til den interessante handling og billedsiden virker utroligt realistisk i sine farvevalg og omgivelser. Ansigtstrækkene og personernes detaljer kommer for alvor til sin ret i den skarpe kvalitet, og man kommer helt tæt på personerne – både fysisk og psykisk. Scenografien går virkelig all-in på alle punkter og man få både det realistiske indtryk af virkelighedens afspejling på denne film. Der er ikke rigtig noget negativt at sige om denne billedside.

 

Som jeg nævnte tidligere, så sker der ikke vanvittigt meget i denne handling, og det afspejles også på lydsiden – den er fritaget fra dybe baslyde og voldsomme effekter, men kører i stedet en sikker, glasklar og gennemarbejdet lydside i gennem filmen. Der er sat meget fokus på dialog, og det kommer virkelig til sin ret – lydmixet sørger for, at man bl.a. får alle detaljerne med i John du Ponts fisefornemme udtalelser. Underlægningsmusikken er med til at skabe den rette stemning i filmen, men meget af handlingen er nærmest blot dialog – det fungerer eminent og er med til at gøre situationen mere virkelighedstro.

 

Her finder man nogle få slettede scener og selve den virkelige historie bag Foxcatcher - meget lavmælt omgang men alligevel interessant på trods af de sparsomme muligheder.