The Breakfast Club blu-ray anmeldelse

The Breakfast Club blu-ray anmeldelse

Anmeldelse skrevet af Rasmus Krarup

Genre: Drama/Ugdomsfilm

Biograf premiere: 5. juli 1985

Instruktør: John Hughes
Manuskript: John Hughes

Producere: B.la. Gil Friesen, John Hughes og Ned Tanen.
Fotograf: Thomas Del Ruth.
Klip: Dede Allen.
Musik: Keith Forsey.

Skuespiller:
Emilio Estevez som Andrew Clark
Paul Gleason som Richard Vernon
Anthony Michael Hall som Brian Johnson
Judd Nelson som John Bender
Molly Ringwald som Claire Standish
Ally Sheedy som Allison Reynolds

Beskrivelse: 
Hvis man forsøger at lave en liste over nogle af de mest legendariske ungdomsfilm nogensinde, så finder man ofte The Breakfast Club yderst højt på listen. Filmen er netop blevet udgivet på blu-ray i anledning af filmens 30-års jubilæum og jeg har kigget nærmere på, hvorvidt filmen stadigvæk fungerer den dag i dag.

 

 

 

Vi følger de fem forskellige elever på en amerikansk skole, som alle bliver smidt til eftersidning i skolens bibliotek på en lørdag. Fra morgenen af har de fem vidt forskellige typer intet til fælles, men jo tættere de kommer på hinanden i denne kedelige trummerum, jo mere går det op for dem, hvor meget de minder om hinanden i sidste ende. I løbet af eftersidningen blusser nye venskaber op og de klassiske stereotyper bliver for alvor smidt væk, når følelserne skærer helt ind til benet.

Filmen er i sig selv en fantastisk klassiker, og det skyldes uden tvivl, at alle tingene bare spiller sammen. Hvis man forsøgte at lave en remake nu, eller havde lavet den på et senere tidspunkt, så ville den slet ikke have samme slagkraft. Den er et resultat af en heldigt eksperiment, og udfaldet bliver en velafbalanceret fornøjelse på underholdningsfronten. Instruktøren John Hughes skrev manuskriptet direkte til filmen, og hele strukturen emmer af originalitet og hjertevarme. Den er den perfekte kulmination af 80’er-charme og stereotyper, ungdomsstemning og klassiske retro-lignende tøjstile og grimme frisurer. Filmen rammer tidsalderen spot-on, og derfor bliver denne klassiske komediefilm en udødelig filmoplevelse.

Der sker egentlig ikke særligt meget i filmens forløb, men det er heller ikke en film, man forbinder med et hektisk handlingsplot eller eksploderende udviklinger. Her går man helt ned på skoleniveau og kigger på de forskellige typer, som ofte skaber kliker og grupper i skolegården – hvad sker der, når man sætter dem sammen med hinanden over en længere periode? Filmen giver et ganske interessant billede af high-school-mentaliteten og man kan nikke genkendende til typerne uanset hvilket år, man er født – disse stereotyper er nedarvet fra generation til generation med visse forandringer, men i bund og grund er de magen til. Derfor er filmen udødelig, da man mindes sin skoletid gennem de fem venners fantastiske interaktion med hinanden.

Filmen er mindst lige så underholdende 30 år efter, og man kommer helt tæt på et fantastisk stykke skuespil leveret af de fem formidable ungdomsskuespillere, som for alvor har redefineret ungdomskomediegenren. Filmen fortælles gennem en montage af de forskellige personers kendetegn, og dette skaber den komiske front, mens de intense samtaler og inderlige afsløringer virkelig skærer ind til benet af de turbulente følelser, som forbindes med teenager-mentaliteten. På trods af deres ukendte skikkelser og unge sind, så formår de fem forskellige skuespillere virkelig at give sig selv 100 procent ind i karakteren, hvilket tydeligt skinner i gennem den fantastiske fortælling.

Samlet set er The Breakfast Club en fantastisk klassiker, som på trods af 30 år på bagen sagtens kan underholde det moderne publikum med sin uregerlige charme, underholdende tidsfortælling og betagende fortælling om stereotype teenagere og deres følelser.

 

 

Billedsiden er helt sikkert et af de mere fantastiske aspekter af filmen, da de rustikke optagelser og de skarpe kontraster i datidens stil giver en lækker retro-fornemmelse. Selve farvevalget er meget nedtonet, hvilket giver det rette indtryk af den deprimerende stemning i eftersidningen, men understreger også den nede-på-jorden-attitude, som filmen leverer. Ansigtsdetaljerne er desuden meget flotte, og videoredigeringen giver en god dybde i landskabet. Det kan dog tydeligt ses, at filmen er lavet tilbage i 80’erne, men det bidrager blot til charmen – der er faktisk ganske lidt gryn i optagelserne, hvilket er overraskende i forhold til samtiden. Samlet set er billedsiden utrolig positiv og uden tvivl den del af udgivelsen, som bringer skuespillerne og underholdningen frem i lyset.

 

Lydsiden minder meget om billedsiden på det punkt, at hele opsætningen fungerer rigtig godt. Der er et lækkert samarbejde mellem bas- og diskantelementerne i filmen, som leveres gennem den herlige baggrundsmusik i det stille klasselokale. Filmen er uden tvivl mest af alt spækket med dialoger samt masser af materiale, hvor skuespillerne kommer frem i lyset, og opsætningen samt kvaliteten af vokalerne fungerer heldigvis helt sublimt. Der er absolut ingen interferens eller forstyrrelser i kombinationen af billede- og lydside, hvilket er en fryd for ørerne hele filmen igennem. Samlet set også en lydside i topklasse.

 

Her får man heldigvis lidt et retrospektivt syn tilbage på 80’erne med henblik på, hvordan tingene blev til. Det giver en lækker kontrast mellem fortid og nutid, men man havde måske alligevel håbet lidt mere spot på bonusfronten, når nu udgivelsen er en jubilæumsudgivelse.