The Good Wife sæson 5 dvd anmeldelse

 
The Good Wife sæson 5 dvd anmeldelse

Anmeldelse skrevet af Steffen Schiller

The Good Wife sæson 5 dvd anmeldelse
 
Tid: 15 timer 10 minutter
Lyd: Dolby Digital 5.1 English
Undertekster: Dansk, Svensk, Norsk, Finsk 
Aspect Ration: 1.78:1

Udgivelsesdato: 19. februar 2014
Distributør: FOX-Paramount
Antal disk: 6  = dvd
 
Genre: drama / krimi
 
Skuespiller:
Julianna Margulies som Alicia Florrick
Matt Czuchry som Cary Agos
Archie Panjabi som Kalinda Sharma
Christine Baranski som Diane Lockhart
Josh Charles som Will Gardner

Beskrivelse: 
Da Alicia Florrick grundlægger sit eget advokatfirma sammen med Cary Agos, kommer hun på kant med sine omgivelser, og det påvirker alle hendes vigtige relationer. I denne sæson ændrer Alicia sig fra den gode hustru til stjerneadvokat, med rigeligt at se til efter bruddet med Lockhart & Gardner.
 
The Good Wife sæson 5 dvd anmeldelse
 
Så er dramaet om den gode hustru Alicia Florrick nået til sin femte sæson. I denne sæson har Michelle og Robert King, parret bag den populære tv-serie, valgt at lade Alicia stå på egne ben, sammen med Cary Agos og en flok yngre kollegaer i deres nystartede advokatfirma Florrick & Agos. Sidst jeg så en dramaserie baseret på et advokatfirma, var da L.A. Law, med Jimmy Smits, kørte på dansk tv tilbage i slut-firserne. Dengang fulgte jeg interesseret med i dramaet, fordi der ikke var lige så stort et udvalg i tv-serier, som i dag. Dagens udvalg af tv-serier gør det dog en del sværere for dramaserier i denne genre, hvis man vil lave det så realistisk som muligt. For at fange sit publikum, har Michelle og Robert King valgt at skrue op for dramaet på bekostning af troværdigheden i tv-seriens retssale.

The Good Wife har dog, som så mange andre tv-serier et tempo, som holder de interesserede fast foran tv´et. Hvis man synes om advokatmiljøet, så byder denne tv-serie ind med en del interessant underholdning. Jeg kender ikke noget til det amerikanske retssystem, så jeg skal ikke gøre mig klog på om de sager, som advokaterne arbejder på i Lockhart & Gardner eller Florrick & Agos, er realistiske, men de er helt sikkert dramatiske. Femte sæson er kraftigt domineret af opgøret og bruddet mellem Will Gardner og Alicia Florrick og deres to advokatfirmaer.

Der er naturligvis smurt tykt på, for at gøre tv-serien interessant. Mange af seriens advokater opfører sig som små fornærmede børn og virker mildest talt meget uprofessionelle, men alt dette gøres for at det hele fremstår mere dramatisk. Denne sæson virker mest af alt som en uregerlig børnehave. Specielt det længe ventede brud med Lockhart & Gardner og opstarten af Alicia og Carys nye firma, sætter gang i adskillige afsnit med mudderkastning i verdens måske dyreste børnehave. Jeg er godt klar over, at man er nødt til at tilføre et advokatkontor en hvis mængde dramatik, for at det skal kunne fange folks interesse, men jeg synes, at det kommer til at virke en smule irriterende med al den useriøse mudderkastning og uprofessionelle personoptræden.

De fremtrædende skuespillere i tv-serien, ser dog ud til at fungerer godt sammen og det virker som om, at der er en god kemi imellem dem. Med undtagelse af et par enkelte mindre roller, så synes jeg, at skuespillet fungerer fint. At man fra instruktørens side har valgt at fokuserer meget på konsekvenserne af Alicias brud med Will og Diana, efter at de i tidligere sæsoner tog sig af hende, da hun havde mest brug for dem, virker lidt forstyrrende i de afsluttende historier i hvert afsnit.
 
The Good Wife sæson 5 dvd anmeldelse
 
Femte sæson består af 22 afsnit, som har en gennemgående historie, hvor vi naturligvis følger Alicia Florrick, hendes familieliv og hendes arbejde og de forviklinger som det bringer hende ud i. I næsten alle afsnit er der en afsluttende historie i form af en sag, som Alicia skal føre i retten. Tempoet er hurtigt, så publikum bliver fastholdt i historien og nogle af afsnittene er derfor meget intense. På trods af hurtigt skiftende situationer, så er det ikke noget stort problem at følge med i dramaet, om end det kan være lidt forvirrende. Det virker dog som om, at man ikke har noget imod at retssagerne er lidt urealistiske, når selve historien i det pågældende afsnit er underholdende. Kald mig en lyseslukker eller kedelig, men jeg havde godt set, at advokatarbejdet var en smule mere seriøst. Der er for meget ”smart i en fart” over ”The Good Wife”, som efter min mening godt kunne tåle at få skruet tempoet en smule ned og få tilført lidt flere troværdige og mere jordnære retssager.

Jeg synes at femte sæson af The Good Wife er flot og virkelig toptunet, men desværre også en tand for urealistisk til at blive taget seriøst som et advokat og familiedrama. De ledende hovedroller virker overfladiske og fjerne. Jeg føler ikke, at de er rigtige mennesker, som jeg kan forholde mig til, eller sætte mig ind i. Den første halvdel af sæsonen virker desuden noget rodet og kræver, at man har fulgt godt med i de foregående fire sæsoner. Der sker rigtig meget i femte sæson og jeg er sikker på, at dedikerede fans af tv-serien vil elske denne sæson. Jeg mener, at der er andre tv-serier på markedet, som er langt mere interessante og med langt bedre historier.

Tak til FOX-Paramount / PR Nordic

Anmeldelse skrevet marts 2015.

Tilbage til serie anmeldelser