The Defenders: sæson 1 dvd anmeldelse

 
The Defenders: sæson 1 dvd anmeldelse

Anmeldelse skrevet af Rasmus Krarup

The Defenders: sæson 1 dvd anmeldelse
 
Tid: 12 timer 29 minutter
Lyd: Dolby Digital 5.1 English
Undertekster: Dansk, Svensk, Norsk, Finsk 
Aspect Ration: 1.78:1

Udgivelsesdato: 5. februar 2014
Distributør: FOX-Paramount
Antal disk: 6  = dvd
 
Genre: drama
 
Skuespiller:
James Belushi som Nick Morelli
Jerry O'Connell som Pete Kaczmarek
Jurnee Smollett-Bell som Lisa Tyler
Tanya Fischer som Zoey Waters
Teddy Sears som ADA Thomas Cole
Monnae Michaell som Judge Bass

Beskrivelse: 
Retssager har altid været en stor del af amerikanske film, da man ofte kan bygge en fint koncept op med dette grundlag – enten i form af korruption, uheldige ofre eller den klassiske jagt efter beviser og modbeviser. Ofte har produktioner af denne kaliber en meget alvorlig tone, men det er ikke gældende i denne serie – her har retssagstematikken fået sig en makeover, og følger i stedet nogle ret kække og morsomme advokatskikkelse.
 
The Defenders: sæson 1 dvd anmeldelse
 
Serien følger to kæphøje og kølige forsvarsadvokater i Las Vegas, Nick (James Belushi) og Pete (Jerry O’Conell), som forsøger at få deres advokatfirma til at blive et af de helt store. Med lidt uortodokse metoder og en meget skødesløs tilgang til sagerne kaster de to hanhunde sig ud i alskens scenarier, hvor de anklagede personer for alvor får sig noget af en oplevelse før, under og efter deres retssag.

Et af de mere positive aspekter af serien er den gode klipning med hastige udviklinger, som puster den nødvendige gnist ind i handlingen. Hvis konceptet bare fulgte et sløvt udviklingsforløb og fokuserede alt for meget på dybe samtaler og intense møder mellem forskellige karakterer, ville serien falde helt og aldeles i gennem – med et genrekoncept, som denne serie er en del af, har man brug for fart over feltet og et skud adrenalin til at gøre handlingen seværdig og fængende. Serien har desuden en ganske fed mulighed for at gøre afsnittene meget farverige og eksplosive, da de netop gør brug af den fede placering i Les Vegas.

James Belushi er efter min smag en meget enfoldig skuespiller, som for det meste kun kan levere en god blanding af kække, platte og slapstick-lignende jokes. Det skal man heller ikke kimse af, da han alligevel har formået at opbygge en ret så stor fanskare gennem tiden. Man ved bare, hvad klokken har slået, når hans ansigt er på coveret af produktionen, og derfor skal man lige finjustere sine forventninger derefter – med det mener jeg, at man ikke skal forvente storslået drama eller banebrydende, nytænkende elementer, men i stedet sætte næsen op efter en klassisk personpræget-humor med simple virkemidler. Jeg vil dog alligevel sige, at Belushi har oppet sig en del fra den meget middelmådige komedieform, og formår at give en mere alvorlig vinkel på sin karakter.
 
The Defenders: sæson 1 dvd anmeldelse
 
Serien byder som sådan ikke ind med noget nyt, men formår blot at køre på nogle ret almindelige humornuancer leveret af nogle hastige, skarpe replikker. Serien forsøger at balancere en masse elementer på én gang, og det er lidt en negativ ting i denne omgang. Den forsøger at fokusere på jobbet, retssagerne, små biroller og ikke mindst de hektiske forhold mellem folkene på én gang, hvilket bliver en overgearet omgang makværk af og til. Karakterne er selvfølgelig den største drivkraft i konceptet, men alligevel har tingene en tendens til at blive lidt for karikerede. Serien skal gerne fange tilskueren allerede efter de første afsnit, da den følger nogenlunde det samme spor hele vejen i gennem. Man skal være fan af denne meget afslappede tilgang til seriens alvor, og selvfølgelig også have en speciel kærlighed til Belushi og hans underspillede arrogance.

Denne type serie passer ind under betegnelsen ’hjernedød underholdning’, da man i løbet af første sæson ikke rigtig oplever nogen decideret udvikling eller forandring. Den forsøger heller ikke at skabe et stort persongalleri eller en hektisk foranderlig handling, men giver blot et skud underholdning afsnit til afsnit med en enkeltstående sag krydret med lidt problematiske konsekvenser. Man kan lige sætte et afsnit på maskinen i ny og næ, hvis man ligger trænger til en afbræk fra hverdagen, og det er sådan set også ganske godt. Nogle gange kan man have lidt svært ved at sætte sig op til at se et afsnit af de helt store dramaserier, og i den situation er det godt at have serier såsom The Defenders i baghånden.

Tak til FOX-Paramount / PR Nordic

Anmeldelse skrevet februar 2015.

Tilbage til serie anmeldelser