Modern Family Sæson 5 dvd anmeldelse
Anmeldelse skrevet af Steffen Schiller
Tid: 8 timer og 37 minutter Lyd: Dolby Digital 5.1 English
Undertekster: Dansk, Svensk, Norsk, Finsk Aspect Ration: 1.78:1
Udgivelsesdato: 13. november 2014 Distributør: FOX-Paramount
Antal disk: 3 = dvd Genre: komedie
Skuespiller:
Ed O'Neill som Jay Pritchett Sofía Vergara som Gloria Delgado-Pritchett Julie Bowen som Claire Dunphy Ty Burrell som Phil Dunphy Jesse Tyler Ferguson som Mitchell Pritchett Eric Stonestreet som Cameron Tucker Rico Rodriguez som Manny Delgado
Beskrivelse: Mitchell og Cameron får endelig mulighed for at få papir på deres forhold. Men intet er nogensinde nemt for disse to fyre, og det betyder, at alt lige fra frieriet til forberedelserne med bryllupsplanlæggeren Pepper, beder om at ende i kaos.
Men det er ikke mindre kaotisk for resten af Pritchett-klanen. Gloria tvinges til at hyre en barnepige, Claire starter som manager i Jays firma, hvilket leder til pinlige situationer, Manny og Luke begynder i High School og skal finde nye venner. Alex og Haley er forelskede i den samme pizza-dreng. Lily er pinligt berørt af sine to fædre…. Livet i den sjove familie er aldrig nemt, men altid kærligt.
Den elskede Ed O´Neill, kendt som Al Bundy i Vore Værste År (Married with Children), er blevet en moden herre, men han har absolut ikke mistet evnen til at få folk til at grine. Han er overhovedet Jay Pritchett i den småskøre familie Pritchett, en familie som har rigeligt at se til i hverdagen. Han er i godt selskab med sin datter Claire (Julie Bowen), som får masser af se til, da hun starter op i Jays klædeskabsfirma. Sønnen Mitchell (Jesse Tyler Ferguson) og hans forlovede Cameron (Eric Stonestreet) bliver ellevilde, da det endelig bliver tilladt for homoseksuelle at gifte sig lovligt. Det meste af familien står foran nye udfordringer og det skaber naturligvis en masse morsomme situationer.
Som nybegynder i den muntre Modern Family verden, skal man lige vænne sig til interviewstilen, som af og til bliver klippet ind i handlingen. Heldigvis byder disse små interviews på en del oneliners og et, for nogen, hyle sjovt kropssprog, når karaktererne bliver uenige. Derfor gik der heller ikke andet end to afsnit, før jeg havde vænnet mig til stilen. Tv-serier i denne genre har næsten altid en eller to karakterer, som opfører sig pinligt, for at fremkalde de morsomme situationer. Nogle gange bliver det så pinligt, at det godt kan blive for meget og så ender det tit med ikke at være særlig morsomt. Heldigvis når de få pinlige episoder, som Modern Family trods alt har, aldrig at miste deres morsomme vinkel. Jo, der er nogle af familiemedlemmerne, som er lidt overspillede, men det bliver aldrig uudholdeligt og de efterfølgende situationer er ret morsomme.
Jeg synes, at der er en rigtig god humor i serien, som fordeler sig godt ud på de forskellige karaktertyper og deres aldersgruppe. Her er sjov og spas for alle aldre og det gør Modern Family ideel til fælles familieunderholdning. Pritchetts har så mange forskellige morsomme øjeblikke, at det forekommer mig umuligt, at de fleste ikke vil kunne sidde og grine, mens de ser et af femte sæsons afsnit. Det gjorde jeg i hvert fald flere gange. Den gode afstemning mellem oneliners, platte jokes og tør humor er lige i øjet og jeg nåede aldrig at krumme tær på grund af de få pinlige og overdrevne fjollerier. Mitchell og Camerons adoptivdatter Lily, fik mig til at grine adskillige gange. Hendes hovedrysten og de kvikke bemærkninger, som sætter hendes fædre på plads, når de blev for pinlige, virker bare rigtig godt for mig. Claire og Phils hus er ret kaotisk med tre hjemmeboende teenagere, som tilmed er så forskellige, at det alene skaber masser af komiske øjeblikke. Det virker som om, at der er rigtig god kemi imellem skuespillerne i Modern Family. De formår i hvert fald, at tage mig med igennem cirka tyve minutters sjov og et hyggeligt familiecirkus, mens jeg må overgive mig til fnis og grin flere gange undervejs. I rette dosis, bliver det aldrig trættende at følge den lille families skæve hverdag.
Modern Family sæson 5 ser slet ikke ud til at have tabt pusten og suser derudaf med Ed O´Neill ved roret. Det er et stykke tid siden, jeg sidst har grinet så meget af en tv-serie og jeg kan slet ikke forstå, hvordan jeg har kunnet overse denne morsomme Sitcom. Tv-serien ligger helt i top på morskabsbarometeret og er stærkt vanedannende. Det er helt sikkert en tv-serie, som jeg skal se mere af. En serie, som emmer af fed humor, vel og mærke af god kvalitet, vil jeg meget gerne se mere af og så er det jo dejligt, at der er fire tidligere sæsoner at kaste sig over. Familien Pritchett kan absolut anbefales som et supplement til at få løftet sit humør i den mørke og kolde vinter.
Tak til FOX-Paramount / PR Nordic
Anmeldelse skrevet januar 2015.
Tilbage til serie anmeldelser
|