Bad Neighbours blu-ray anmeldelse

 
Bad Neighbours blu-ray anmeldelse
 
Bad Neighbours blu-ray anmeldelse

Anmeldelse skrevet af Michael Sørensen

Bad Neighbours blu-ray anmeldelse  

Zone A-B-C = kodefri (DK udgave) 
Spilletid: 1 time & 37 minutter 
Lyd: DTS HD Master Audio 5,1 : Engelsk 
Undertekster: Dansk, Svensk, Norsk, Finsk. Engelsk + 7 andre sprog
Aspect Ration: 2.40:1 High Definition 1080/24p

Blu-ray udgivelsesdato: 12. december 2014
Distributør: Universal Sony Pictures Home Entertainment 
Antal disk: 1 = blu-ray

Genre: Komedie

Instruktør: Nicholas Stoller
Manuskript: Andrew J. Cohen, Brendan O'Brien
Producere: B.la. Brian Bell, Andrew J. Cohen, Joseph Drake
Fotograf: Brandon Trost
Klip: Zene Baker
Musik: Michael Andrews

Skuespiller:
Seth Rogen som Mac Radner
Rose Byrne som Kelly Radner
Elise Vargas som Stella
Zoey Vargas som Stella
Brian Huskey som Bill Wazowkowski
Zac Efron som Teddy Sanders
Dave Franco som Pete
 
Beskrivelse: 
Kelly og Mac slår sig ned i et roligt kvarter med deres nyfødte barn, men der går ikke længe før de finder ud af at deres naboer er et broderskab af universitetsstuderende. De forsøger alle at få det bedste ud af situationen, men festerne begynder at tage mere og mere overhånd, og Mac beder nat efter nat broderskabet om at dæmpe støjen. Begge parter begynder at kæmpe deres sag, så en episk nabokrig starter for alvor, når sabotagen af hinanden ingen ende vil tage.
 
Bad Neighbours blu-ray anmeldelse
 
Der er ikke nogen, der skal minde mig om, at jeg er ved at blive gammel. Slet ikke Hollywood med deres evigt unge superstjerner, der midt i halvtredserne stadig spiller roller, hvor de skal forestille at være femogtyve. Det bliver ikke bedre, når folk i trediverne skal forestille at være High Schooler, for så minder de bare os andre (især mig) om, at vi er blevet meget gamle. Derfor tillader jeg mig også, at brokke mig over at Zac Efron i en alder af syvogtyve skal spille en studerende på college. Ikke fordi, at jeg ikke forstår, at man er nødt til at have noget erfaring som skuespiller, men mest af alt fordi, at Hollywood ikke skal minde mig om, at jeg er gammel. Så er det ligesom på plads.

Jeg kunne ellers godt lide præmissen for filmen. Det var en sjov idé, at flytte et frathouse ind på privatlivets enemærker. Desværre fungerer det kun i den første del af filmen, for pludselig forsvinder den sjove idé – og bliver erstattet af platheder, der overhovedet ikke er morsomme og fuldkommen forlader den originale præmis. Pludselig bliver hele området en krigszone, der falder ud af tråd med idéen om en nabokrig, der specifikt skal udstille parret, der en enkelt gang tillod sig at ringe en klage ind til politiet. Man siger at overdrivelse fremmer forståelsen, så der er ikke meget, som man ikke kan forstå, når man se Bad Neighbours.

Zac Efron og Dave Franco fungerer rigtig godt som plageånder for det unge ægtepar, der til gengæld overhovedet ikke fungerer på noget som helst niveau. Seth Rogen kan KUN spille en rolle, hvilket han så gør glimrende, hvis han skal spille en uansvarlig potrygende hængerøv uden ambitioner i tilværelsen. Hvis man maser ham i et forhold med den ellers glimrende Rose Byrne, giver dem en baby og beder ham om at spille ansvarlig far – ja, så rækker Seth Rogens talent simpelthen ikke til målstregen. I stedet bliver det tåkrummende, ligegyldigt og helt igennem åndssvagt at se Rogen ryge fede, æde svampe og opføre sig tåbeligt, som var han i en af de andre hjernedøde film, som han normalt dukker op i. Det medfører også, at man på INTET tidspunkt sympatiserer med parret, som får præcis som fortjent. Ikke at man sympatiserer med unge festaber heller og cirka en time inde i den syvoghalvfems minutter lange film, vil man bare gerne have at den ender.

Så har du ikke set ungdomsfilm fra firserne og halvfemserne, kan du med garanti få mere ud af Bad Neighbours end de par grin, som jeg fik ud af forestillingen. Jeg er bare blevet for gammel, hvilket jeg gerne indrømmer, inden næste gang jeg ser en trediveårig spille en femten år yngre rolle.
 Bad Neighbours blu-ray anmeldelse
Bad Neighbours har præcis den billedkvalitet som man måtte forvente af en digitalt indspillet film anno 2014. Der er et knivskarpt billede med masser af varme farver og et fint kontrastniveau. Det er svært at klage over meget, da sortniveauet fungerer rigtig godt i natte og aftenscener, hvilket giver et billede, der absolut er godkendt.
 
Lyden er ligesom billedet helt i top. Der er masser af bund i DTS-HD MA 5.1 lydsporet, der leverer lyd i samtlige enheder, når festerne går allermest amok. Lydsporet er behageligt mikset, så scenerne med høj musik falder fint i tråd med dialog og de mere stille scener – uden at man behøver at justere for volumen i hjemmebiografen igen og igen.
 
--Alternate Opening
-Deleted Scenes
-An Unlikely Pair
-Partying with the Bad Neighbours
-The Frat
-On the Set With

Anmeldelse skrevet december 2014.

Tak til Universal Sony Pictures Home Entertainment

Tilbage til blu-ray anmeldelser