Bad words blu-ray anmeldelse
Anmeldelse skrevet af Michael Sørensen
Zone A-B-C = kodefri (DK udgave)
Spilletid: 1 time & 29 minutter Lyd: DTS HD Master Audio 5,1 : Engelsk
Undertekster: Dansk, Svensk, Norsk, Finsk. Engelsk + 9 andre sprog
Aspect Ration: 2.40:1 High Definition 1080/24p
Blu-ray udgivelsesdato: 14. november 2014 Distributør: Universal Sony Pictures Home Entertainment Antal disk: 1 = blu-ray
Genre: komedie
Instruktør: Jason Bateman Manuskript: Andrew Dodge Producere: B.la. Jason Bateman, Jeff Culotta, Darren M. Demetre Fotograf: Ken Seng Klip: Tatiana S. Riegel Musik: Rolfe Kent
Skuespiller: Jason Bateman som Guy Trilby Kathryn Hahn som Jenny Widgeon Rohan Chand som Chaitanya Chopra Philip Baker Hall som Dr. Bowman Allison Janney som Dr. Bernice Deagan
Jason Bateman debuterer som filminstruktør med den undergravende komedie Bad Words. Bateman spiller Guy Trilby, en 40-årig, der finder et smuthul i reglerne for den nationale stavekonkurrence The Golden Quill og beslutter sig for at skabe problemer ved at kapre konkurrencen. Konkurrenceofficials, forargede forældre og overambitiøse 8.-klasser er ikke noget problem for Guy, mens han hensynsløst knuser deres drømme om sejr og berømmelse. Da en reporter (Kathryn Hahn) forsøger at finde ud af, hvad der virkelig driver ham, er Guy i færd med at indgå en usandsynlig alliance med en konkurrent, den akavede 10-årige Chaitanya (Rohan Chand), der er fuldstændig upåvirket af Guys fandenivoldske tilgang til livet.
Hvis der er en ting, som de bare elsker i guds eget land, så er det konkurrencer. Intet er for ligegyldigt eller underligt for dem. Derfor kan man tit og ofte opleve ting på det amerikanske net af sportskanaler ESPN, der gerne bistår tanken om at al konkurrence er sund, ved at vise alt fra hotdogspisning til stavekonkurrencer. Da jeg, under mine år i USA, faldt over den første stavekonkurrence, troede jeg ikke mine egne øjne og ører. En maraton konkurrence, der varede flere dage, og hvor man blev ved indtil der kun stod en tilbage – til trods for reglen om, at en enkelt stavefejl kostede deltagelsen i konkurrencen. Det afholdt ikke de unge børn fra at stave sig igennem bunkevis af ord i flere timer dagligt, hvilket var fascinerende og underligt på en og samme tid.
Bad Words er Jason Bateman for fuld skrue. Resten af castet fylder ingenting, så hvis man ikke kan med Bateman, så er der intet at komme efter. Han fylder rollen og filmen helt ud og selv om det hele er ganske gennemskueligt, så bliver det aldrig rigtig kedeligt. Kemien mellem Bateman og den unge Rohan Chand er ekstra krølle på halen, der gør det hele endnu bedre, selv om filmen egentlig ikke har brug for den slags. Bad Words er nemlig en rigtig underholdende film. Grovhederne ud af Batemans mund står i kø, hvilket er en dejlig forfriskende tone i forhold til den ellers puritanske del af den amerikanske filmkultur, som vi støder på i halvfems procent af alle produktioner i Hollywood. Derfor irriterer slutningen mig også grusomt. For her falder instruktør Bateman, skuespiller Bateman og forfatter Andrew Dodge lidt til patten, for naturligvis ender hele denne provokation med en sødsuppe slutning, for selv om man gerne vil provokere, vil man også gerne sælge billetter. Det er rigtig ærgerligt, for indtil den sidste fjerdedel af filmen, turde man være anderledes, modig og direkte ligesom rigtig mange andre smalle film, der heldigvis stadig kommer ud af USA.
Det trækker også lidt ned at Kathryn Hahn virker underlig ligegyldig for historien. Hun fylder absolut intet, og virker mere som en undskyldning for vinklen til historien end som en egentlig del af selvsamme.
Hvis man elsker provokerende film som Bad Santa, om folk der bare er blevet ligeglade med det hele, så skal man absolut se Bad Words. Den er ikke lige så grov som filmen om den grumme julemand, men der er stadig elementer, der gør at de to kan tåle sammenligning. Er man samtidig til smalle indiefilm, så er der også noget at komme efter her. For historien, plottet og skuespillet er absolut i top. Hvis de så bare havde turde være mere modige omkring slutningen.
Her får man præcis, hvad man måtte forvente af et komediedrama fra 2014. Et fint og klart billede, der dog har en ganske mørk palet af farver, der passer rigtig godt med filmens stemning. Sortniveauet er fint i de få mørke scener, der er i filmen, som ganske enkelt er en rigtig pæn film.
Bad Words er en film udelukkende baseret på dialog. Det gør også, at der er ganske lidt liv i højtalerne, der absolut ikke kommer på arbejde i et DTS HD-MA 5.1 lydspor, der er meget langt fra sprudlende. Det ville så heller ikke stemme overens med filmens tone, hvis der var mere knald på, men man savner alligevel lidt mere liv, især i baghøjtalerne. Dialogen er dog fin og tydelig, hvilket er alfa omega for denne type film.
- Deleted and Extende Scenes - The minds and mouths behind Bad Words - Feature Commentary with Jason Bateman
Anmeldelse skrevet november 2014. Tak til Universal Sony Pictures Home Entertainment Tilbage til blu-ray anmeldelser
|