En flænge i himlen blu-ray anmeldelse

En flænge i himlen blu-ray anmeldelse

Anmeldelse skrevet af Michael Sørensen

Manuskript: Scott Neustadter, Michael H. Weber

Producere: B.la Marty Bowen, Wyck Godfrey, Michele Imperato

Klip: Robb Sullivan
Musik: Mike Mogis, Nate Walcott

 

Shailene Woodley som Hazel
Ansel Elgort som Gus
Nat Wolff som Isaac
Laura Dern som Frannie
Sam Trammell som Michael

Beskrivelse: 
Hazel og Gus mødes i en støttegruppe for kræftpatienter. På trods af disse mindre heldige omstændigheder udvikler de to teenagere hurtigt et forhold, som langt hen ad vejen er baseret på deres bitre humor og deres fælles foragt for det konventionelle. Deres kærlighed bliver en uforglemmelig rejse, der udforsker livet og det at være forelsket, med alle de op- og nedture som må forventes. En Flænge i Himlen er baseret på bestseller romanen af samme navn, hvor forfatteren John Green tager os igennem hele følelsesregistret, fra det tragiske til det sjove og spændende ved at være i live og forelsket.

 

 

Mange mænd vil påstå, at det er en svaghed når de græder. Det synes jeg nu ikke. Jeg kan sagtens blive ked af det og fælde en tåre, hvis noget rammer mig eller folk omkring mig. Jeg har derimod kun grædt til en enkelt film. Jeg kan endda huske dato, tid og sted. Det var den 26. December 1982, for at være helt præcis. Jeg var til premiere på E.T. i Imperial og jeg græd snot over det lille rumvæsen og hans ubetingende kærlighed til drengen, som hovedparten af alle børn af firserne har identificeret sig med. Siden da har jeg ikke fældet tårer over film som sådan. Ikke fordi at film ikke kan røre mig, men fordi distancen mellem virkelighed og oplevelserne af film bare er blevet for lang. Derfor var jeg på forhånd alvorligt bagud på point i forhold til En Flænge i Himlen, der i den grad er en historie, der er designet til, at publikum får udløsning i form af gråd, når filmen når sidste akt.

Film om dødelige sygdomme er efterhånden en genre for sig. Film om folk med dødelig kræft er så lidt mere sjældne. Måske fordi at vi alle har haft sygdommen tæt på os, da den efterhånden er så udbredt, at en eller anden i familien eller vennekredsen har mistet livet. Vi bliver advaret om kræftsymptomer eller årsager til sygdommen næsten dagligt, så når man pludselig skal forholde sig til to timers underholdning (og jo, alle film ER underholdning), så bliver det hele lige pludselig en smule distanceret og besynderligt.

En Flænge i Himlen er en enorm sød og livsbekræftende historie. Den handler om at leve på trods af sin sygdom, og om hvordan man bør leve hver dag, som var det den sidste. Vi får ikke de brugte dage tilbage. Carpe Diem! Det er alt sammen enormt sukkersødt pakket ind, og det er ikke svært at forelske sig i Hazel, der kæmper sig igennem livet for at opnå de få gode øjeblikke, som hun trods alt har at kæmpe for. Idéen om at kærlighed overvinder alting bliver alvorligt skudt ned, men det er også hele formålet med filmen. Forfatter John Green vil nemlig gerne fortælle en historie om, hvor vigtigt det er at elske hele livet, uanset hvor kort og sygdomsramt det enkelte liv kan være. Det er smukt, poetisk og helt igennem forudsigeligt. Der gik derfor heller ikke meget mere end tyve minutter, før min bedre halvdel lige lagde de sidste 100 minutters plot ud på bordet, så man ligesom vidste, hvad man havde i vente. Det trækker ned, når en film bliver så anlagt på følelser – og på idéen om, at hvis man kan få sit publikum til at græde, så har man vundet en lille sejr. Kynismen sætter ind hos sådan en gammel sur mand som jeg, så jeg nægter at lade mig forføre af en historie, der sigter efter folk, der allerede har smerte i hjertet. Som var det porno for folk med sorg i sindet, bliver hver eneste udpint følelse forstørret hundrede gange, men det bider bare ikke på. For der mangler moment. Der mangler ærlighed. Der mangler den knap, der bevirker, at vi ikke længere føler os som følelsesmæssige gidsler i en forudsigelig historie, og derfor umuligt kan regne næste scene ud. Det kan man desværre og derfor bliver sidste akt en ørkenvandring af format. De sidste scener fungerer kun, hvis man som publikum er villig til at græde snot i spandevis, fordi vi nødvendigvis er nødt til at få udløsning for alt det smukke og alt den kærlighed, som hele filmen har gejlet os op til at hoppe på.

Har man brug for at slå hjernen fra, tude i et par timer og køre et par kasser Kleenex af i ansigtet, så er En Flænge i Himlen noget af det allerbedste man kan bruge sin tid på. Har man derimod brug for noget, der med en smule mere oprigtighed beskriver alle sider af sygdom – og kampen mod selvsamme, så skal man bare springe denne lille æske følelsesporno helt og holdent over.

 

En Flænge i Himlen er skudt digitalt og billedet er helt generelt enormt behageligt. Der er mange farver i spil og især de udendørs scener er ufattelig smukke. Der er et par scener, der virker en smule overbelyste, men det virker mere som instruktørens valg end et teknisk problem.

Ligesom billedet har lyden heller ingen fejl overhovedet. Der foregår måske ikke det helt store i filmens 5.1. DTS HD MA lydspor, men det er jo sådan filmen er skabt. Soundtracket er dejligt melankolsk og falder fint i tråd med resten af filmens udtryk. Dialogen står dejligt skarp, hvilket giver en smuk balance mellem lyd og billede.

 

- Audio Commentary
- Scribe on Set
- The Cast
- The Making of
- The Transformation
- Literature to Life
- The Music Behind the Movie
- Still gallery