Enough said blu-ray anmeldelse

 
Enough said blu-ray anmeldelse

Enough said blu-ray anmeldelse

Anmeldelse skrevet af Rasmus Krarup

Enough said blu-ray anmeldelse  
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 


Zone A-B-C = kodefri (DK udgave)
Spilletid: 1 time og 33 minutter
Lyd: DTS HD Master Audio 5.1 English
Undertekster: Dansk, Svensk, Norsk, Finsk, Engelsk
Aspect Ration: MPEG-4 AVC 1.85:1 High Definition 1080/24p

Blu-ray udgivelsesdato: 30. oktober 2014
Distributør: FOX-Paramount
Antal disk: 1  = Blu-ray.

Genre: Komedie/drama
Biograf premiere: 26. juni 2014.

Instruktør: Nicole Holofcener
Manuskript: Nicole Holofcener
Producere: Stefanie Azpiazu, Anthony Bregman og Chrisann Verges
Fotograf: Xavier Grobet
Klip: Robert Frazen og Nick Moore
Musik: Marcelo Zarvos
 
Skuespiller:
Julia Louis-Dreyfus som Eva
James Gandolfini som Albert
Toni Collette som Sarah
Bert Falcone som Will
Catherine Keener som Marianne

Beskrivelse: 
Kærlighedsfilm er bestemt et meget velbevandret medie på filmens univers, og det resulterer ofte i nogle drabeligt kedelige klichéproduktioner, som hvert år bliver spyttet ud til fordel for en masse hormonforstyrrede teenagere – heldigvis er man også heldig en gang i mellem, da fantastiske produktioner dukker op i horden af uheldige klichesupper. Enough Said bryder stimen.
 
Enough said blu-ray anmeldelse
 
Vi følger den fraskilte Eva (Julia Louis-Dreyfus), som næsten har opgivet at finde kærligheden og blot fokuserer på sit arbejde som massør. Da hun ved et tilfælde møder dem charmerende Albert (James Gandolfini), kommer der pludselig andre boller på suppen og kemien blomstrer. En af hendes kvindelige klienter i massørbranchen viser sig pludselig at være Alberts ekskone, og hun begynder så småt at få en masse sladder om hans dårlige sider – kommer de til at påvirke deres forhold og er han i sidste ende den rigtige?

Jeg er altid lidt urolig, når jeg skal kigge nærmere på en kærlighedsfilm, da jeg op til flere gange bliver yderst skuffet over det uopfindsomme plot – det skete heldigvis ikke under denne film, da jeg med det samme blev grebet af stemningen og virkelig levede mig ind i denne lille, herlige komedieperle. Den rummer en fantastisk gnist, som med det samme kaster seeren ind i et realistisk univers i hverdagens turbulente omgivelser. Den forsøger ikke at vælte indover skærmen med storslåede kærlighedserklæringer, men beskæftiger sig i stedet med et utroligt sammentræf på flere punkter, som leder til både gode og dårlige tider for parforholdet. Man føler virkelig, at man kan være afslappet og nyde øjeblikkene i filmen, netop fordi den ikke forsøger at være bedre, end den er. Den holder lav profil, lader skuespillerne klare ærterne og ellers sætte sin lid til den realistiske handling.

Skuespillerne er derfor også en vigtig brik i filmen, da de to hovedpersoner på sin er hele omdrejningspunktet. James Gandolfini i hans næstsidste rolle er helt formidabelt som en ganske almindelig mand med normale skavanker og et hjerte af guld – overfor ham ser man også den velspillende og djævelsk autentiske Julia Louis-Dreyfus, som virkelig formår at være en god sparringspartner til Gandolfini. Sammen skaber de en uforudset kemi, som trækker seeren til som fluer. Dialogerne er skarpe og deres indbyrdes interaktioner bringer virkelig følelserne i front for både tilskuere og involverede. Selve konceptet minder lidt om dialogtaktikken, som man tidligere har set i instruktøren Richard Linklaters storfilm Before Sunrise, Before Sunset og Before Midnight.

Jeg har altid været fan af film som Enough Said, da den beskæftiger sig med parforholdet i en meget sen alder, hvilket skaber en uventet kemi og et forhold på helt andre præmisser. Den minder handlingsmæssigt lidt om principperne i David Frankels ’Hope Springs’, hvor ældre mennesker arbejder på deres parforhold. Det skaber bare en lækker umiddelbarhed, renhed og hverdagsagtigt præg, hvilket jeg virkelig sætter pris på frem for de urealistiske præmisser i de ungdommelige kærlighedsfilm.

Samlet set er Enough Said en lille lækker dramaperle, som ikke forsøger at overvælde os med storslået pragt og ynde, men i stedet fortæller en djævelsk realistisk og let tilgængelig historie om kærlighed og parforhold. Skuespillet er i top, handlingen er fængende og hele atmosfæren i filmen gør den overordnet set til en formidabel oplevelse.
 
Enough said blu-ray anmeldelse

Med minimal fokus på effekter og visuelle indtryk er billedsiden nødt til at skærpe bearbejdningen af personernes mimik og udseende. Det formår filmen at gøre til punkt og prikke! Den er præget af utroligt varme og hyggelige farver og kameraoptagelserne panorerer oftest i mellem close-up billeder af skuespillerne og afstands-optagelser af landskabsbilledet, hvilket sætter fokus på de rette elementer i filmen. Der er ikke spor af forstyrrelser i billedet og farvevalget er yderst realistisk hele filmen i gennem. Det mest positive ved billedsiden er uden tvivl den intenst detaljerede krops- og ansigtsfokusering, som virkelig giver dybde i personernes individuelle udseende. En udgivelse som denne kan virkelig stå som strålende eksempel på, hvorfor man skal vælge Blu-ray frem for alt andet. Det er en sand fornøjelse at se filmens gennemarbejdede billedredigering, nøje udvalgte farveskala og ikke mindst en knivskarp detaljering - der er intet negativt at sige om denne del af udgivelsen.

Der er absolut ingen bemærkelsesværdige effekter, dybe baslyde eller andre lydmæssige virkemidler på skiven, da filmen er meget dialog og musikpræget – men det fungerer helt sublimt i forhold til handlingens ’nede-på-jorden’-opbygning og rolige stemning. Det meste af filmen foregår gennem skuespillernes interaktioner blandet med en stemningsskabende underlægningsmusik. Det fungerer rigtig godt sammen og man får en skarp kant på stemmernes distinktive lyde. Musikken og de små lydredigerings-montager er yderst veludførte og formår at skabe en dybde i filmens helhed. Der er absolut ingen former for interferens i lydoptagelserne, men derimod en meget mere skarp og gennemarbejdet tone, som skubber seeren tættere på livet af skuespillerne.
 
Her finder man et på sjove grin i form af nogle ret fantastiske, fraklippede scener samt nogle få interviews med skaberne og stjernerne – ikke det helt store udvalg men passende i forhold til filmen og forventningerne af en udgivelse som denne.
 

Tak til FOX-Paramount / PR Nordic 

Anmeldelse skrevet oktober 2014.  

Tilbage til Blu-ray anmeldelser