Herkules blu-ray anmeldelse

 
Herkules blu-ray anmeldelse

Anmeldelse skrevet af Rasmus Krarup


Herkules blu-ray anmeldelse Biojensen Anbefaler
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Zone A-B-C = kodefri (DK udgave
Spilletid: 1 time og  33 minutter
Lyd: DTS-HD Master Audio 5.1 English
Dolby Digital 5.1, Dansk, Fransk, Italensk.
Undertekster: Dansk, Svensk, Norsk, Finsk, Engelsk
Aspect Ration: MPEG-4 AVC 1.78:1 High Definition 1080/24p

Blu-ray udgivelsesdato: 25. september 2014
Distributør: Walt Disney studios home entertainment A/S.
Antal disk: 1  = Blu-ray

Genre: Animation.
Biograf premiere: 14. november 1997.

Crew:

Instruktør: Ron Clements, John Musker
Manuskript: B.la. Ron Clements, John Musker, Don McEnery
Producere: B.la. Ron Clements, Alice Dewey, Kendra Haaland
Klip: Tom Finan, Robert W. Hedland

Musik: Alan Menken

Beskrivelse: 
Hvad sker der, når man blander græsk mytologi med Disney? A Star Is Born! Herkules er en af mine helt store favoritter og vælter ind på skærmen med så stærkt et gåpåmod, at jeg var mindst lige så underholdt nu, som jeg var helt tilbage i min pure ungdom.
 
Herkules blu-ray anmeldelse
©Disney
 
Vi følger den unge Herkules, som netop er blevet født af Zeus og Hera. Hans skæbne byder på et herligt liv på Olympen sammen med alle de andre guder, men underverdenens hersker Hades har andre planer. Han får sine trofaste tjenere Pine & Plage til at gøre ham dødelig med en eliksir, som kaster ham ned på jorden som et almineligt menneske. Herkules er nu tvunget til at leve resten af sine dage som en mellemting mellem menneske og gud, med mindre han viser, at han kan blive en rigtig helt.

Man bliver med det samme bidt af historien og de sjove figurer, som efterhånden bygger mere og mere på fornøjelsen af deres selskab. Hele ideen er forfriskende ny og bringer endnu en gang en historie på banen, som fejer benene væk under os. Filmen er et overflødighedshorn af farverige animationer taget direkte ud fra fantasien af et barn og plantet i midten af en fantastisk historie om identitet, venskab og klassiske op- og nedture på livets vej. Når filmen ikke kækt fremviser en række velkendte figurer gennem snedige indfletninger i historien, formår den at brillere i sin opbygning af morsomme jokes og dygtige animationer.

Filmen er opfindsom, sjov, interessant og ikke mindst uhyre medrivende på alle punkter. Handlingen tager sit udgangspunkt i den charmerende Herkules og udvikler sig til et overvældende univers af liv bag skærmen. Opfindsomheden er utroligt stor og giver nogle hidtil usete animationer, som man for alvor vil huske tilbage på. Musikalsk er filmen også gennemgående overvældende, da den byder ind med musikstykker, som virkelig får rørende og hyggelige øjeblikke frem på skærmen.

Herkules vil altid være min helt store favorit i Disney-universet, da den byder ind med nogle usædvanligt flotte animationer, fantastiske moraler og ikke mindst Disneys største og mest mindeværdige, mandlige helteskikkelser nogensinde. Hele konceptet vækker nostalgiske minder fra barndommen og med denne nyrestaurerede udgave er det blevet en dobbelt så stor fornøjelse at se denne fantastiske film – den er måske ikke Disneys bedste film nogensinde, men jeg vil alligevel altid have den i tankerne som min helt egen personlige favorit.
 
Herkules blu-ray anmeldelse
©Disney

Billedsiden præsenteres fornemt i et MPEG-4 AVC 1080p 1.78:1 aspect ratio, som er det helt rette valg til en film af denne kaliber. Ikke nok med at handlingen og effekterne skal være overdådige, men kvaliteten på skiven skal også kunne følge med. Blu-ray er derfor den eneste, og jeg understreger, den eneste vej frem for denne film! De visuelle aspekter kommer så fantastisk flot frem på skærmen og giver en formidabel dybde i billedet. Effekterne får fuldstændig frit løb og animationerne har aldrig set skarpere ud. Desuden er detaljerne så uhyre skarpe, at man kan se hver eneste detalje i filmen, både forrest i synvinklen men også i omgivelserne. Der er ikke sparet en eneste øre på opsætningen af billedsiden, og selve redigeringen af handlingen er yderst professionelt, og giver ikke nogen former for forstyrrelser på kvaliteten eller sammenhængen.

Lydsiden præsenteres i et English: DTS-HD Master Audio 7.1, som virkelig formår at brænde igennem. De visuelt overrumplende billeder bliver fornemt suppleret af mindst ligeså smukke, musikalske lydeffekter, og giver derfor en mere intens oplevelse af filmen. Lydredigeringen er glasklar i kvaliteten og der er absolut ingen form for forstyrrelser på lydsiden. Lyden er afrundet, behersket, men også tilpas voldsom, og giver den helt rette stemning til filmens hastige og hårdtslående handling. Igen er der absolut intet negativt at sige om filmen, og kombinationen af billed- og lydside giver hele filmen et præg af professionalitet. Lydsiden sørger for, at man får en mindst ligeså god oplevelse i hjemmet, som man gjorde i biografen. Musikken er overvældende fantastisk og kommer fornemt til sin ret på dette mesterlige lydspor.

En lille kort dokumentar og en musikvideo – desværre et meget kortfattet bonusmateriale med få lyspunkter.
 

Tak til Walt Disney studios home entertainment A/S.

Anmeldelse skrevet den 13. oktober 2014.

Tilbage til Disney oversigten eller blu-ray anmeldelser