Maleficent blu-ray anmeldelse

 
Maleficent blu-ray anmeldelse

Anmeldelse skrevet af Michael Sørensen

Maleficent blu-ray anmeldelse
Zone A-B-C = kodefri (DK udgave) 
Spilletid: 1 time & 33 minutter 
Lyd: DTS HD Master Audio 7,1 : Engelsk
DTS 5.1 Italiensk
Undertekster: Dansk, Svensk, Norsk, Finsk. Islandsk, Engelsk. Italiensk
Aspect Ration: MPEG-4 AVC 2.40:1 High Definition 1080/24p

Blu-ray udgivelsesdato: 13. oktober 2014
Distributør: Walt Disney studios home entertainment A/S.
Antal disk: 1 = blu-ray

Genre: eventyr 

Instruktør: Robert Stromberg
Manuskript: Linda Woolverton
Producere: bl.a. Sarah Bradshaw,Don Hahn, Angelina Jolie
Fotograf: Dean Semler
Klip: Chris Lebenzon, Richard Pearson
Musik: James Newton Howard

Skuespiller:
Angelina Jolie som Maleficenta
Elle Fanning som Aurora
Sharlto Copley som Stefan
Lesley Manville som Flittle
Imelda Staunton som knotgrass
Juno Temple som Thistletwit
 
Beskrivelse: 
Den gode konge er måske ikke altid helt så uskyldig, og den onde skurk er måske ikke altid helt så ond. Maleficent er filmen der fortæller historien bag eventyret om Tornerose. Der bliver fortalt, hvordan heksen engang var en fe, der fik stjålet sine vinger. Maleficent vil hævne sig over sine stjålne vinger og kaster derfor en forbandelse over kongehusets lille nye prinsesse Aurora. Aurora vokser op i skoven sammen med sine fegudmødre, men Maleficent finder pigen og fortæller hende sin side af sagen. Aurora bliver nu snart fanget i et magtspil mellem sin far, kongen, og skovens mørke dronning...
 
Maleficent blu-ray anmeldelse
©Disney 
 
Jeg er en gammel sur mand. Gamle sure mænd, som jeg, er oftest fyldt med fordomme og meninger, der ikke nødvendigvis er forkerte, men som måske er sat en smule på spidsen. En af mine klare meninger er, at det moderne Hollywood ikke længere er innovativ. Man koger suppe på de samme idéer og behandler oftest sit publikum, som små børn, der accepterer at gensynsglæde er vigtigere og bedre end nye oplevelser. Når man endelig får en original idé, bliver den som regel pakket ind i formler, der gør de originale idéer lige så uoriginale triste i deres udtryk, når det færdige produkt ligger klar. Når man samtidig er nået så langt i udviklingen af effekter, at udseende bliver vigtigere end indhold – ja, så er denne sure mand ved at opgive Hollywood helt og holdent.

Maleficent er gammel vin på nye flasker. Om end flaskerne er funklende smukke og er sprængfyldt med effekter, der ser guddommelige ud, så er det stadig den gamle kedelige vin, som man skal skylle ned når alt kommer til alt. Historien om Tornerose er af brødrene Grimm, men blev for alvor udødeliggjort i 1959, da Disney brød lydmuren med den animerede klassiker, der er set og elsket af millioner af børn og voksne verden over. Derfor var det, som udgangspunkt, en spøjs og anderledes idé, at lave en film set fra den anden side. En film om Malavia, der forhekser den unge prinsesse Aurora som spæd, for at tage grusom hævn over Kong Stefan, der stjal Malavias vinger og skabte ondskaben i hende.

Historien lyder, i princippet, som en original idé, der umulig kan gå galt. Men det kan det sagtens – og det gjorde det. For selv om vi har med en original tanke at gøre, ender det hele i noget sjusk og vrøvl, der slet ikke når originalhistorien til sokkeholderne. For det første er historien underligt usammenhængende, hvor plottet mangler punkter, der skal drive historien frem. Det bevirker at mange scener virker forvirrende og ligegyldige, og hvad værre er – får man aldrig rigtig sat tingene sammen, når plot og historie først sejle deres helt egen sø. Det er ærgerligt, og man tænker, at der har foregået en del omskrivninger af historien, for mange ting fungerer slet ikke i en sammenhæng, hvilket gør dele af historien kedelig og triviel.

Der er dog ting der fungerer rigtig godt. Idéen med at sætte en sort og dyster historie i et farvefyldt og visuelt overflødighedshorn af varme og smukke billeder, er helt genial og virker fra første færd. Det er nærmest helt Tim Burton-agtigt, når man oplever uhyggelige scener i de varme omgivelser, men det har helt sikkert en virksom effekt, der rammer lige midt i hjertet af alt det, der trods alt stadig er godt ved Hollywood. Det samme kan man i øvrigt sige om skuespillet, hvor stjernerne skinner om kap. Det er godt nok Angelina Jolies show, men der er plads til de andre skuespillere, der alene hiver en af mine to stjerner hjem.

Maleficent er intet mesterværk, men i stedet et klasseeksempel på, at en rigtig god idé sagtens kan gå rigtig galt, hvis man taber overblikket over de scener i plottet, der skal binde resten sammen. Det er ærgerligt for potentialet var til stede. Man bør dog stadig undgå Maleficent, hvis man vil se en rigtig god film, men der har vi da heldigvis den originale tegnefilm, som ikke engang en gammel sur mand kan sige noget som helst grimt om.
 Maleficent blu-ray anmeldelse
©Disney

Maleficent er det helt store farveladeshow. Her er hentet samtlige varme farver fra Flüggers farveskema og det ser buldrende godt ud. Når filmen skifter karakter til grå/sort hænger billedet med. Klare og tydelige scener med masser af detalje er dagens ret i en film, der knap kan betegnes som en forret.
 
Vi bliver velsignet med et DTS-HD MA 7.1 lydspor, der er særdeles livligt. Der er gang i hele opsætningen og effekterne er generelt helt i top. Der er dog et par småproblemer under dialog, der i de mere effektfulde scener helt drukner.

- From Fairy Tale to Feature Film
- Building an Epic Battle
- Classic Couture
- Maleficent Revealed
- Deleted Scenes
- Aurora: Becoming a Beauty

Anmeldelse skrevet oktober 2014.

Tak til Walt Disney studios home entertainment A/S.

Tilbage til Disney oversigten eller blu-ray anmeldelser