The Amazing Spider-Man 2 blu-ray anmeldelse
Anmeldelse skrevet af Michael Sørensen
Zone A-B-C = kodefri (DK udgave)
Spilletid: 2 timer & 21 minutter Lyd: DTS HD Master Audio 5,1 : Engelsk
Undertekster: Dansk, Svensk, Norsk, Finsk. Engelsk + 4 andre sprog
Aspect Ration: 2.40:1 High Definition 1080/24p
Blu-ray udgivelsesdato: 29 august 2014 Distributør: Universal Sony Pictures Home Entertainment Antal disk: 1 = blu-ray
Genre: Action Biograf premiere: 17. april 2014
Instruktør: Marc Webb Manuskript: Alex Kurtzman, Roberto Orci Producere: Bla. Avi Arad, Alex Kurtzman, Stan Lee Fotograf: Daniel Mindel Klip: Pietro Scalia Musik: Johnny Marr, Pharrell Williams, Hans Zimmer
Skuespiller:
Andrew Garfield som Spider-Man / Peter Parker Emma Stone som Gwen Stacy Jamie Foxx som Electro / Max Dillon Dane DeHaan som Green Goblin / Harry Osborn Colm Feore som Donald Menken
Det er fedt at være Spider-Man! For Peter Parker er der intet som den følelse han får når han sviger sig rundt oppe mellem skyskraberne, følelsen af at være helten og tilbringe sin tid med Gwen.
Men det at være Spider-Man har også sin pris: Kun Spider-Man kan beskytte sine medborgere i New York fra der frygtindgydende skurke der truer byen... Electro dukker op, og Peter skal nu konfrontere en fjende der er langt mere magtfuld end han. Og da hans gamle ven Harry Osborn vender tilbage, finder Peter ud af, at alle hans fjender har én ting til fælles: Oscorp.
Det var klogt, at Sony ventede fem år fra 2007 til 2012, før de relancerede en reboot af Spider-Man. Figuren med Tobey McGuire ved roret var simpelthen blevet for udvandet ,og hele charmen ved den første film var væk og forsvundet. Da Andrew Garfield fem år senere overtog masken, var der nye toner at spore. Spider-Man universet var blevet opgraderet og selv om det hele stadig var i tråd med tegneserien, havde alting fået en anelse mere dybde og mørke. Her snakker vi ikke Nolans Batman, men bare en anelse mere dystert end hvad vi ellers genkender Spider-Man for at være.
Med film nummer to, vender frygten tilbage fra McGuire tiden. Pludselig er det hele lidt mere fjollet, knap så godt fortalt og knap så dystert. Vi har ondt af superskurken, som ellers skulle være den ultimative fjende, som enhver superhelt behøver for at bevare sit omdømme. Det udvander hurtigt en film, der ud over et underligt plot, byder på et par halve superskurke mere, der ikke rigtig får foldet sig ud og ender som underlige bifigurer. Samtidig vender Spider-Mans kærlighedsliv tilbage i fuld flor, hvilket igen giver en mistanke om, at vi er på vej tilbage til McGuire-æraen for Spider-Man. Det irriterende forhold til Gwen Stacy, bliver yderligere kompliceret – og snart befinder man sig i et slags Twilight univers for teenagere, der bare ikke kan få tilværelsen til at være ulidelig nok. Det er ærgerligt, for det hele tager overhånd på en måde, hvor man som tilskuer bliver ligeglad med selve historien – og egentlig kun venter på de store kampe.
Apropos store kampe, så mangler de egentlig også. Der er actionscener, men de udgør en ganske ubetydelig del af filmen og får aldrig rigtig pulsen op på de mere hårdføre actionfans. Andrew Garfield og resten af skuespillerne er alle rigtig dygtige, men de kæmper mod overmagten, når tingene i historien aldrig rigtig kommer til at hænge sammen. Overordnet set bliver det en skuffende omgang, der efterlader en bismag i munden, som var det Spider-Man 2 med Tobey McGuire i hovedrollen. Øv
Hvis man har ledt efter en ny skive, når man skal blære sig med den nye projektor, så behøver man ikke at lede længere. Billedet er simpelthen sublimt. Kald mig bare romantisk, men når man stadig laver denne type film med rigtige kameraet indeholdende rigtig film, så bliver jeg rigtig glad. Farverne er fantastiske og komplimenterer effekterne ned til sidste nuance. Sortniveauet er lige i øjet og skarpheden generelt er af ekstrem høj kvalitet. Bravo Sony!
Ikke nok med at billedet er reference. Det samme gælder for lyden. Her er vi godt nok begrænset af et 5.1 DTS HD Lossless soundtrack, men tag ikke fejl. Her er smæk for skillingen i actionscenerne, klar og tydelig dialog og et helt igennem sublim gengivelse af omgivelser, når der ikke foregår meget andet i højttalerne.
Anmeldelse skrevet 10. september 2014. Tak til Universal Sony Pictures Home Entertainment Tilbage til blu-ray anmeldelser
|