Anmeldelse: Lucy
Handling
Filmen tager sit udgangspunkt i Taiwan, hvor den unge amerikanske kvinde Lucy bliver narret til at aflevere en kuffert med ukendt indhold, til en narkosmugler. I kufferten viser der sig at være gemt fire kilo nyligt udviklet stof, kaldet CPH4. Lucy bliver tvunget til at værer kurerer, og får indopereret ét ud af de fire kilo stof i maven, mens tre andre, ligeledes udlændinge, bærer på de sidste 3 kilo. Planen er så at de 4 skal vende tilbage til deres eget land, og smugle stoffet ind. Men da Lucy er en køn pige, når hun ikke engang til lufthavnen, før næste kidnapning byder sig. Da hun gør modstand overfor de seksuelle tilnærmelser der bliver gjort overfor hende, får hun en solid omgang tæsk, hvilket river hul på posen med stoffet, gemt i hendes mave. Stoffet mikses hurtigt i hendes system, og viser sig at arbejde sammen med hendes hjerne på forunderlig vis. Faktisk bliver hun pludselig i stand til at bruge væsentligt mere af sin hjerne end det normale menneske, og det har ikke så lidt betydning endda.
Anmeldelse
Helt kort sagt, så er filmen bestemt værd at se. Handlingen er tilnærmelsesvis original, selvom der dog for nyligt udkom en film med et lignende plot, nemlig filmen ”Transcendence” med Johnny Depp i hovedrollen. Filmen arbejder med emner såsom menneskelig intelligens, teorier om evolution, samt den videnskabelige forbindelse mellem forstand og følelse. Alt sammen emner, der vil kunne vække interesse hos de fleste med en smule nysgerrighed for egen eksistens.
Manuskriptet er godt, og instruktøren Luc Besson har ligeledes gjort et godt stykke arbejde. Filmens speciel-effects er betagende, og virker så naturligt inkorporerede, at det egentlig ikke rigtig føles som værende speciel-effects.
Filmen er selvfølgelig ikke en dokumentarfilm, og derfor behøver den heller ikke være videnskabelig korrekt – men når det så er sagt, så ville det hive filmen op på et endnu højere niveu, hvis filmens teori om menneskets intelligens blev bygget på korrekte fakta – og det er desværre ikke helt tilfældet. En helt essentiel ting som filmen arbejder ud fra, er skrønnen om at det normale menneske kun bruger ca. 10 % af hjernen. Filmens hovedperson Lucy er således speciel, fordi hun begynder at kunne bruge henholdsvis 20 %, 30 %, 40 %, osv. Fakta er dog, at myten om at mennesket kun bruger ca. 10 % af hjernen, netop kun er en myte. Da filmen generelt lader til at arbejde med virkelighedens aktuelle teorier og aktuel viden, synes det underligt at netop denne viden er blevet behandlet ordentligt, eftersom det er så væsentlig en del af filmens plot. Filmens instruktør Luc Besson har i et interview i marts 2014 (aftennyhederne på France 2) udtalt, at han var klar over denne fejlagtige myte, men at han synes den gav et godt udgangspunkt for en science fiction film. Tja, måske nok – men det virker umiddelbart lidt forvirrende at blande sandfærdig fakta med myter i en film som denne. Det betyder ihvertfald at denne anmelder ikke går ud af biografen overvældet af spørgsmål og tanker om hvorvidt filmens teorier virkelig kan have noget på sig, og det er ærgerligt. Halvdelen af en biografoplevelse er jo netop oplevelsen af, hvordan filmen hænger i dig efterfølgende, og får dig til at tænke.
Helt generelt er der et godt flow i filmen, dog med visse langtrukne eller overflødige scener. Det stabile tempo er dog med til at sikre, at seeren kan følge med i handlingens udvikling, hvilket naturligvis er vigtigt, i en film som denne.
Scarlett Johansson gør det super godt i rollen som Lucy, og spiller meget overbevisende. Én ting der dog forstyrrer lidt (hvilket nok nærmere er instruktørens skyld fremfor Scarlett Johanssons), er den monotone stemmeføring karakteren Lucy pådrager sig, da hendes forstand udvikler sig. Det virker unaturligt, da de evner hun med tiden udvikler, måske nærmere burde gøre hende i stand til at udvikle sin stemmeføring yderligere fremfor at gøre den så monoton. En forklaring kan måske være at hendes menneskelighed synes at træde mere og mere i baggrunden, des mere viden hun opnår, og stemmeføring påvirkes til dels af følelser. Ikke desto mindre er det faktisk en smule forstyrrende for øret, da man let kan begynde at fokusere mere på hendes stemmeføring, fremfor hvad hun faktisk siger.
Også Morgan Freeman gør det (som sædvanligt) godt i rollen som Professor Norman, en professor indenfor neurovidenskab, som hjælper Lucy med at håndtere og udnytte hendes evner og viden. Det kan vel efterhånden siges at de fleste film som Morgan Freeman optræder i, er af en vis standard, og denne film er ingen undtagelse, selvom det ville klæde Mr. Freeman snart at påtage sig nogle roller, med lidt mere karakter og lidt mere udfordring.
Som sagt helt i starten, så er denne film værd at se, til trods for visse mangler hist og her. Handlingen er god, skuespillet er godt, og filmen er flot sat sammen. Tag ind og se den hvis du er til drama og action, og forbered dig på en film, der får dig til at sætte spørgsmålstegn ved næsten alt hvad du tror du ved!
Anmeldt af Julie Bjørn Klausen den. 14/8-2014
|