Hjælp! VI Skal Passes blu-ray anmeldelse
Anmeldelse skrevet af Michael Sørensen
Zone B
Spilletid: 1 time og 44 minutter Lyd: DTS HD Master audio 5.1 English
Undertekster: Dansk, Svensk, Norsk, Finsk Aspect Ration: 1.85:1 High Definition 1080/24p
Blu-ray udgivelsesdato: 26. juni 2014 Distributør: FOX-Paramount
Antal disk: 1 = Blu-ray
Genre: Familie, komedie
Instruktør: Andy Fickman
Manuskript: Lisa Addario & Joe Syracuse
Producere: bl.a. Peter Chernin, Dylan Clark, Billy Crystal
Fotograf: Dean Semler Klip: Kent Beyda Musik: Marc Shaiman
Skuespiller:
Billy Crystal som Artie Decker Bette Midler som Diane Decker Marisa Tomei som Alice Simmons Tom Everett Scott som Phil Simmons Bailee Madison som Harper Simmons Joshua Rush som Turner Simmons Kyle Harrison Breitkopf som Barker Simmons
Beskrivelse: De gammeldags bedsteforældre Artie (Crystal) og Diane (Midler) får mere end de regnede med, da de skal passe deres ambitiøse datters (Tomei) overbeskyttede børn. Men situationen udvikler sig fra hektisk til hysterisk, da Artie indser, at børnene styrer huset med deres nymodens teknologi. Ved at følge sine egne regler, som både omfatter sukkerholdige snacks, gammeldags spil og hård kærlighed, lykkes det Artie at snyde børnene og opnå det umulige - at bringe familien tættere sammen!
Folkekomedien er bestemt ikke et ukendt begreb på vore breddegrader. Vi har i Danmark en filmhistorie fyldt med disse uskadelige historier, der med naiv livsanskuelse manøvrerer gennem livets udfordringer. Man præsenterer en utopisk tilværelse, der er lyserød og behagelig - og hvor problemer er til for at blive løst. Oftest er moralen helt i top og dens prædiken er eneste underlæggende tanke i et univers, der ellers er blottet for dybsindighed overhovedet. I Hollywood er denne type film blevet et slags fænomen, som skylder ind med tidevandet. De er en slags vraggods, der med en ironi undertone oftest holder liv i tidligere stjerners karrierer, som en bus for slagne cykleryttere på høje bjerge i Tour De France.
Hjælp! Vi Skal Passes er en sådan komedie. Humoren er fladpandet, moralen taler til lavest fællesnævner og historien er blottet for overraskelser. Billy Crystal betaler regningerne med en indsats, der mest af alt ligner en alibihistorie for skuespil end noget andet. Han manøvrerer ganske harmløst gennem en slags Min Søsters Børn, der humørforladt banker morale og sensible værdier ind i panden på sit publikum i en uendelig ørkenvandring af en film. Her mangler nerve, tilstedeværelse og drama, hvilket gør hele affæren enormt forudsigelig og meget lidt interessant.
Skulle man mangle stjernestøv fra en svunden tid, er der skam også blevet plads til både Bette Midler og Marisa Tomei. Sidstnævnte har nu medvirket i en god håndfuld fornuftige film det seneste årti, men det har været langt fra hovedrollerne - og jeg tvivler på, at denne film vil gøre hendes telefon rødglødende.
Skulle jeg få en pistol på panden, vil jeg da gerne indrømme, at en historie om at bygge broer mellem generation i en verden fyldt med sociale medier, der oftest er ganske asociale, sagtens kan være sød og tidsvarende. Der var da også enkelte sjove scener, selv om fleste var overspillede og konstruerede. Derfor ender jeg også i den lave ende af skalaen, for selv om Hjælp! Vi Skal Passes er ganske harmløs og uskadelig, så er den med garanti også glemt i morgen.
Her er ingen smukke scener, der kræver det helt store visuelle fyrværkeri. Her er ingen effekter, der tordner over skærmen med lynets hast. Der er til gengæld præcis hvad man måtte vente for en moderne komedie fra 2012. Et skarpt billede. Fine detaljer og et stabilt niveau på farver og sortniveau.
Ligesom med billedet foregår der intet spektakulært med lyden. Vi har et fint 5.1 DTS HD MA lydspor, som sjældent kommer i brug. Baghøjtalerne er stort set stille gennem hele filmen, der til gengæld har et meget fint placeret niveau for dialogen. Alt i alt hvad man kan forvente af en komedie af denne type.
• Deleted Scenes • Gag Real • Optional commentary by Andy Fickman • Optional commentary by Andy Fickman & Billy Crystal
Tak til FOX-Paramount / PR Nordic
Anmeldelse skrevet 24 juli 2014.
Tilbage til Blu-ray anmeldelser
|