All is lost blu-ray anmeldelse

 
All is lost blu-ray anmeldelse
 
All is lost blu-ray anmeldelse

Anmeldelse skrevet af Rasmus Krarup

All is lost blu-ray anmeldelse
Zone A-B-C = kodefri (DK udgave) 
Spilletid: 1 time og 46 minutter
Lyd: DTS HD Master Audio 5,1 : Engelsk
Undertekster: Dansk, Svensk, Norsk, Fransk, Finsk, Engelsk, Spansk, Italiensk
Aspect Ration: MPEG-4 AVC 2.40:1 High Definition 1080/24p

Blu-ray udgivelsesdato: 18. juli 2014
Distributør: Universal Sony Pictures Home Entertainment 
Antal disk: 1 = blu-ray

Genre: Drama
Biograf premiere: 6. marts 2014

Crew:     
Instruktør: J.C. Chandor
Manuskript: J.C. Chandor
Producere: bl.a. Sean Akers, Robert Ogden og Glen Basner
Fotograf: Frank G. DeMarco og Peter Zuccarini
Klip: Pete Beaudreau
Musik: Alex Ebert

Skuespiller:
Robert Redford som Our Man
 
Beskrivelse: 
Vi befinder os i en tid, hvor film på det store lærred ofte er præget af alt for mange effekter og alt for meget tillid såvel som fokus på de visuelle effekter frem for handlingen. Det fungerer også ganske godt til tider, men ofte kan det kamme over. Derfor er det herligt at se en old-school-film, hvor effekterne er behersket og en minimalistisk tilgang til handlingen tvinger seeren til at fokusere på noget andet. Det sker i denne film All is Lost, hvor en aldrende Robert Redford for alvor leverer en pragtpræstation.
 
All is lost blu-ray anmeldelse
 
Denne film følger et anderledes portræt af Robert Redford, som normalt benytter sig af sine velartikulerede taleevner til at illustrere sin rolle. Men denne gang er han overladt til sin mimik og den stumme hovedperson, hvor skuespillere for alvor kommer på prøve. Redford viser sig dog at være overraskende vel tilpas i denne specielle rolle, og han bringer rigtig meget liv og gnist ind i karakteren og dennes univers. Han formår virkelig at udvikle sig på den skuespilmæssige front, og på trods hans relativt høje alder for en skuespiller, så formår han virkelig at påpege, hvorfor han er en af de helt store skuespillere gennem tiden.

Konceptet er meget minimalistisk, da handlingen kun drejer sig om én enkelt skuespiller på én bestemt beliggenhed, men det kan faktisk have en meget positiv effekt på underholdningen. Man tvinges til at lægge mærke til alle detaljerne, og kommer på den meget tæt på personerne og universet. Filmen har dog ikke ligeså meget hjerte og storslået fortællestil som film i samme genre såsom Cast Away, men fortæller alligevel en lille, interessant, anonym historie, hvor en mand for alvor bliver sat på prøve mod naturens til tider barske adfærd.

Man tænker hele tiden, hvad ville man selv gøre i den givne situation? I stedet for et overdrevent plot, hvor Redford spiller en alvidende helt, kan man i stedet nyde en mere realistisk og til tider uvidende hovedperson, som blot forsøger at overleve på fornuft og instinkter. Det giver filmen en uhyre stor mængde uforudsigelighed, og når man ikke kan gætte personernes næste træk, så er man ofte midt i en rigtig god film. Det skal filmen have stor ros for og underholdningsniveauet ryger lige en stor tak op i forhold til den handlingsmæssige udvikling.

Filmen er en lille dramatisk, indelukket historie som for alvor viser, hvordan man kan lave filmkunst og underholdning ud fra en meget indskrænket og enkelt handling. Man skal ikke se denne film, hvis man forventer det vildeste action med hajer, vanvittige lynnedslag eller andre virkemidler, da man i princippet ’kun’ får en historie om en mand, som er kommet i voldsom knibe på havet. Historien skrider af sted i et roligt tempo, men den realistiske tilgang til handling gør, at det hele virker utroligt intenst. Filmen lader de visuelle og lydmæssige detaljer tale for sig selv, samtidig med at Robert Redford viser sig fra sin helt nye side. Samlet set er filmen ganske underholdende og fremragende lavet, og man kan ikke andet at tage hatten af for både Redford og instruktøren, da de i fællesskab virkelig har kreeret en lille underholdende filmperle.
 All is lost blu-ray anmeldelse
På visse aspekter af udgivelsen kan man godt se, at budgettet ikke har været i den højeste ende og at mange af havoptagelserne sikkert har foregået inde i et lukket studie, men med de midler, som instruktøren har haft til rådighed, bliver filmen faktisk ganske overbevisende og yderst velskabt på billedfronten. Udgivelsen er præget af meget snedige klipninger, som gør hele oplevelsen langt mere realistisk og ganske velkreerede. Kvaliteten på billedsiden er desuden også helt fantastisk, da man virkelig får et skarpt billede af livet på havet i krisetiden. Farvekombinationerne og kontrasterne mellem lys og mørke er sat sammen på en rigtig solid måde, hvor man kan få hele historien fortalt gennem den visuelle integrering i handlingsmønsteret. Samlet set er ganske fremragende billedside.
 
Lydmæssigt er denne film helt i gennem fantastisk, da man på grund af den minimalistiske tilgang er nødt til at fokusere meget på effekterne omkring hovedpersonen. Man får et utroligt realistisk lydunivers på havet, hvor både vind og vejr spiller ind i mandens kamp mod elementerne Vindstyrken, vandsprøjten og bådens knirke bidrager alle til en fantastisk lydmæssig oplevelse, som for alvor bringer filmen på i de højere luftlag. Man kan gennem lydsiden mærke og føle den klaustrofobiske fornemmelse inde i skibet under stormen såvel som den meget stille og smukke tur gennem et spejlblankt hav. Samlet set er lydsiden helt i top og passer perfekt sammen med handlingens skiftende intensitet.
 
Her finder man et par klip, som går i dybden med selve historien bag filmen, og hvordan Robert Redford forberedte sig til sin rolle som en mand i havsnød. Derudover får man også et enkelt interview med instruktøren J.C. Chandor, som fortæller om filmen fra sit synspunkt. Samlet set er lidt tynd omgang, men alligevel den mængde bonusmateriale, man havde forventet af denne produktion.
 

Anmeldelse skrevet den 21. juli 2014.

Tak til Universal Sony Pictures Home Entertainment

Tilbage til blu-ray anmeldelser