Last vegas blu-ray anmeldelse

 
Last vegas blu-ray anmeldelse
 
Last vegas blu-ray anmeldelse

Anmeldelse skrevet af Rasmus Krarup

Last vegas blu-ray anmeldelse
Zone A-B-C = kodefri (DK udgave
Spilletid: 1 time og 45 minutter
Lyd: DTS HD Master Audio 5,1 : Engelsk
Undertekster: Dansk, Svensk, Norsk, Finsk, Engelsk, Spansk, Tysk.
Aspect Ration: MPEG-4 AVC 2.40:1 High Definition 1080/24p

Blu-ray udgivelsesdato: 2 april 2014
Distributør: Universal Sony Pictures Home Entertainment 
Antal disk: 1 = blu-ray

Genre: Komedie
Biograf premiere:
20. februar 2013 

Crew:     
Instruktør: Jon Turteltaub
Manuskript: Dan Fogelman
Producere: bl.a. Amy Baer, Nicole Brown og Ted Gidlow

Fotograf: David Hennings
Klip: David Rennie
Musik: Mark Mothersbaugh


Skuespiller:
Michael Douglas som Billy
Robert De Niro som Paddy
Morgan Freeman som Archie
Kevin Kline som Sam
Mary Steenburgen som Diana
Romany Malco som Lonnie
 
Beskrivelse: 
Filmmarkedet er for tiden præget af en trend, som går ud på at bringe gamle, aldrende skuespillere sammen i kliker på det store lærred, hvor de tager pis på deres egen alder og ikke mindst understreger, at der stadig er krudt i de gamle hofter. Det så man bl.a. med Sylvester Stallones The Expendables og nu er tiden kommet til en ny gruppe af klassiske skuespillere – denne gang er fokusset dog på humoren, og en flok gamle kendige er klar til at svinge træbenet i ungdommelige omgivelser.
 
Last vegas blu-ray anmeldelse
 
Filmen følger fire barndomsvenner, som befinder sig midt i deres gyldne tider som 60-årige. Selvom tiden for længst har overhalet dem, så virker deres sind og humor stadigvæk ligeså godt som i deres barndomsår. Da Billy (Douglas) skal giftes med en kvinde halvt så gammel som sig selv, finder gutterne hurtigt frem til den konklusion, at de kan flygte fra deres kedelige otium en sidste gang og fyre den af til Billys polterabend. Sammen drager de alle sammen til Las Vegas, hvor deres ungdommelige virilitet for alvor bliver sat på prøve og de gamle gutter må give alt, hvad de har for at følge med de nye tider.

Selve filmen er hyggelig og bringer et skævt smil frem på læberne, men den er langt fra opfindsom eller skarp nok til, at man kan kalde det en solid komediefilm. Selve humoren er lige en tand for ungdommeligt i forhold til skuespillerne, og på trods af at instruktøren forsøger at spille på disse kontraster, så fungerer det ikke helt efter planen. Humoren er meget plat og overfladisk, og derfor bliver filmen blot en lille, interessant fest-pakke, hvor man pludselig kan se sine yndlingsskuespillere ryste røv til LMFAO eller den nyeste diskoteksbasker.

Den virker mest af alt som en undskyldning for de gamle kammesjukker, så de kan komme ud og lufte træbenet med en masse unge damer og solrige omgivelser – alle skuespillerne kører lidt i frigear og virker til at være på en badeferie frem for at brillere med nogle skarpe præstationer. Filmen er spækket til med store bryster og house-musik, som uden tvivl skal skabe en god kontrast mellem de gamle kendinge og det ungdommelige miljø, som præger det store lærred for tiden. Det giver en soleklar opskrift på en film, som man ser til en forfest for at komme stemning til tant og fjas.

Skuespillerne er langt uden for deres komfortzone, og det er altid spændende at se, hvordan folk agerer udenfor deres vante rammer. De gør det også godt i mange situationer, men instruktøren har bundet dem alt for tæt op af stereotype karakterskikkelser, og de får slet ikke nok frirum til at boltre sig. Det er en smule ærgerligt, da filmen på den måde læner sig lidt for meget op af en kliché. Det er tydeligt at se, at instruktøren har forsøgt at gøre kunsten efter The Hangover-filmene, men de gamle, klassiske skuespillere fortjente dog lidt mere spidsfindig og passende omgivelser.

Selve konceptet rummer en god gnist, men tempoet i filmens forløb går en smule for langsomt og man mangler lidt mere hårdtslående øjeblikke i stedet for en masse sammenklippede montager af bryster, sprut og solskin. Samlet set er Last Vegas ikke en storfilm eller banebrydende indenfor komediegenren, men rummer alligevel en herlig humor og klassiske skuespillere, som fyrer den af som aldrig før. Den passer perfekt til en god ’tømmermændssøndag’ eller en lørdag aften med drengene.
 Last vegas blu-ray anmeldelse
Billedsiden er helt sikkert en af de mest positive oplevelser ved udgivelsen, da HD-kvaliteten virkelig bringer det bedste frem i filmen. Ansigterne og mimikken kommer virkelig til sin fulde ret og man kan se hver eneste detalje på skuespillerne, som gør deres udseende unikke. Desuden er hele billedopsætningen skabt til at lave en meget farverig stemning i handlingen gennem en MPEG-4 AVC 1080p 2.40:1 aspect ratio billedside, og man bemærker den festlige attitude til deres mærkelige livsstil gennem det visuelle. Filmen fokuserer meget på fester og druk i Las Vegas, og den visuelle side fungerer helt sublimt i forhold til den handlingsmæssige kontekst. Konceptet er præget af et overflødighedshorn af visuelle virkemidler, og samlet set er billedsiden utrolig positiv og uden tvivl den del af udgivelsen, som bringer skuespillerne og underholdningen frem i lyset.
 
Lydsiden minder meget om billedsiden på det punkt, at hele opsætningen fungerer rigtig godt. Der er et lækkert samarbejde mellem bas- og diskantelementerne i filmen, som leverer solide lydoplevelser til surroundsound-systemet. Lydsiden fremføres i et English: DTS-HD Master Audio 5.1 og på trods af denne Master Audio-teknologi som så småt befinder sig på størstedelen af alle Blu-ray-udgivelser, så værdsætter man den alligevel nærmest hver eneste gang. Filmen er uden tvivl mest af alt spækket med dialoger samt masser af materiale, hvor skuespillerne kommer frem i lyset, og opsætningen samt kvaliteten af vokalerne fungerer heldigvis helt sublimt. Der er absolut ingen interferens eller forstyrrelser i kombinationen af billede- og lydside, hvilket er en fryd for ørerne hele filmen igennem. Lydredigeringen er spækket med overvældende effekter, og der er også sat ekstra stor fokus på underlægningsmusikken, som på fornemmeste vis skaber den rigtige stemning i den givne scene. Samlet set er der heller ikke meget negativt at sige om lydsiden, som virkelig giver en god filmoplevelse for alle pengene.

På bonusområdet finder man en masse små dokumentarer, som går i dybden med filmens forskellige koncepter. Man kommer f.eks. med en dag på jobbet, hvor man følger optagelserne i Las Vegas. Derudover kan man følge en lille interview-serie, som går i dybden med, hvordan disse fire legender kom frem til denne komediefilm. Samlet set er der en masse sjove ekstra klip til at brede smilet i stuerne, men der er ikke overvældende meget værdifuldt at finde.


Anmeldelse skrevet den 22. april 2014. 

Tak til Universal Sony Pictures Home Entertainment

Tilbage til blu-ray anmeldelser