The Best Exotic Marigold Hotel dvd anmeldelse

 
The Best Exotic Marigold Hotel
 
Anmeldelse skrevet af Michael Sørensen 

The Best Exotic Marigold Hotel dvd anmeldelse  

 
 

















Dvd udgivelsesdato: marts 2014
Distributør: FOX-Paramount
Genre: komdie, drama

Instruktør: John Madden

Skuespiller:
Judi Dench som Evelyn Greenslade
Tom Wilkinson som Graham Dashwood
Patrick Pearson som Graham's Colleague
Hugh Dickson som Judge
James Rawlings som Estate Agent
 
Beskrivelse: 
I forbindelse med Fox Searchlight Pictures har 20 års jubilæum, har vi valgt at fokusere på nogle af deres største titler. Denne gang tager vi en tur til Indien. For hvad gør man, når man bliver gammel? Sætter man sig i sit hjem og møder alderdommen skridt for skridt? Flytter man i plejebolig, hvor man kan få hjælp til det daglige – og have socialt samvær med de andre beboere? ELLER – flytter man på hotel i Indien og lader sydens sol, varme og eksotiske himmelstrøg flyde gennem sin aldrende krop? Det sidste er præcis hvad syv britiske pensionister lader sig forføre af. En alderdom væk fra triste familiemedlemmer, utaknemmelige børn og børnebørn og langt væk fra det grå og kedelige vejr over de engelske øer. Men er alting som i reklamerne og er Indien virkelig det paradis på jord, som man forestillede sig fra sofaen eller foran computeren. 
 
The Best Exotic Marigold Hotel dvd anmeldelse
 
Anmeldelse:
Nogle instruktører kan bare det dér. Det med at sætte et helt ensemble af dygtige skuespillere sammen. Det med at få dem til at fungere som en samlet enhed, hvor ingen skuespiller overstråler en anden. Det med at skabe en symbiose blandt et stort cast, der formår at levere en præstation, hvor man som tilskuer tænker, at det må kræve den rigtige mand/kvinde at instruere disse dygtige mennesker på en måde, hvor alle yder deres ypperste – og ingen falder igennem. Sådan en instruktør er John Madden. Han gjorde det med Shakespeare in Love – og gør det igen med denne film, der er et skoleeksempel på, hvordan dygtige karakterskuespillere kan levere præstationer, der er så fornemme og enestående, at de bærer en historie der er slidt, tynd og set mange gange før.

Historien om mennesker, der i deres livs efterår aldrig har følt sig mere levende er efterhånden set mange gange før. Eksempelvis var Matthau og Lemmon med deres Grumpy Old Men et eksempel på at komedier både kan være dramatiske og romantiske uden at være for meget af det gode. Andre film som The Bucket List var også et eksempel på, hvordan man kunne tage et alvorligt emne som døden og gøre det til et festligt indslag om at livet er noget, som man bør hylde mere end man bør sørge over.

The Best Exotic Marigold Hotel er en sød historie om en ung hotelejer, der er fyldt med håbløse drømme, mål og forventninger til et nedslidt hotel, som skal fungere som et slags refugium for ældre mennesker fra hele verden. Et slags sidste ophold i midten af travle Indien, hvor gaderne er fyldt med farver, dufte og eksotisk stemning. De syv britiske gæster udspiller forskellige situationer med grobund i tanken om at blive gammel. Der er alle typer repræsenteret fra den eventyrlystne mand til den sure gamle racist, der frygter alt, som er fremmed og ubritisk. Det hele er strikket fint sammen, men sødsuppen sniger sig alligevel ind i den sidste tredjedel af filmen, der bliver en slags samlingspunkt for romantiske komediers mest typisk klichéer. Det ændrer dog ikke ved, at det er en smuk og sød film om det at være gammel, erfaren og klogere – og om hvordan man bør hylde livet inden det er for sent


Anmeldelse skrevet april 2014. 

Tak til FOX-Paramount / PR Nordic