Spinal Tap 2 UHD 4K blu ray anmeldelse

Spinal Tap 2 UHD 4K blu ray anmeldelse

Anmeldelse skrevet af Rasmus Jensen

Antal disk:  1 = 1 x UHD 4K blu-ray

Genre: Komedie, Mockumentary

Biograf premiere: Ikke vist i de Danske biografer

 

Instruktør: Rob Reiner

Manuskript: Christopher Guest, Michael McKean, Rob Reiner, Harry Shearer
Producere: bl.a. Christopher Guest, Michael McKean, Rob Reiner, Harry Shearer

Fotograf: Lincoln Else

Klip: Bob Joyce

 

Christopher Guest som Nigel Tufnel
Michael McKean som David St. Hubbins
Harry Shearer som Derek Smalls
Rob Reiner som Martin DiBergi
Valerie Franco som Didi Crockett
Kerry Godliman som Hope Faith

 

Beskrivelse: 
Hvordan følger man op på en af filmhistoriens mest elskede mockumentary komedier? Svaret er heldigvis enkelt: Man lader være med at prøve at overgå den. Spinal Tap II: The End Continues føles derfor ikke som et anstrengt comeback, men snarere som et gensyn, hvor vi træder direkte ind i universet, som om de næsten 40 år mellem filmene aldrig rigtig er gået. Samtidig har filmen den varme fornemmelse af at se gamle venner hygge sig sammen igen, naturligvis i fuld karakter.

 

Handlingen er, som man forventer af en mockumentary, enkel og effektiv. Nigel Tufnel, David St. Hubbins og Derek Smalls har ikke spillet sammen i over 15 år efter et bittert brud, hvis detaljer forbliver passende uklare. Skæbnen, i form af en kontraktklausul, tvinger dem dog til at gendanne Spinal Tap for én sidste genforeningskoncert i New Orleans. Med kun få dage til rådighed skal bandet øve, genoplive gamle konflikter, finde fælles fodslag igen og sidste ikke mindst, finde en trommeslager, der ikke er bange for den notoriske risiko ved jobbet. Alt sammen mens Marty DiBergi igen står klar med kameraet for at dokumentere kaosset.

Intet kan eller bør måles direkte op imod originalen, og det forsøger denne fortsættelse heldigvis heller ikke. Mit eneste håb var, at den ikke ville føles som en træt gentagelse og at jeg kunne få et godt grin. Begge dele blev indfriet. Filmen er langt fra fejlfri, men den er oprigtigt morsom, og dens største styrke er stadig karaktererne. Guest, McKean og Shearer glider ubesværet tilbage i rollerne som de godhjertede, lettere tungnemme rocklegender, og kemien mellem dem er intakt. Rob Reiner er også stadig forrygende som den let forvirrede og evigt undrende dokumentarist.

Mockumentary genren er notorisk svær. Den kræver en særlig form for autenticitet, hvor figurerne skal føles helt ægte, og de absurde situationer skal opleves, som om de faktisk har fundet sted. Spinal Tap II: The End Continues rammer ofte plet, men ikke hele tiden. Nogle sidehistorier og gentagende jokes fungerer mindre godt og bryder til tider illusionen. Til gengæld er der masser af øjeblikke, der lykkes. Cameos fra blandt andre Paul McCartney og Elton John er underholdende og velplacerede, og det er en fornøjelse kort at gense figurer som Bobbi Fleckman og Artie Fufkin. Ikke alle bipersoner rammer dog den rette tone, og enkelte virker lidt for bevidste om, at de er med i en joke, hvilket svækker scenerne.

Alt i alt er Spinal Tap II: The End Continues en særdeles underholdende og værdig fortsættelse. Den når ikke originalens ikoniske højder, men det behøver den heller ikke. Det er et charmerende gensyn med figurer, der stadig kan rocke og stadig kan få os til at grine.

 

Jeg var i tvivl om, hvor meget en 4K-udgave af Spinal Tap II: The End Continues reelt kunne tilføre oplevelsen, men svaret er heldigvis: en del. Den højere bitrate og HDR giver filmen et mærkbart løft. Det er ikke en film, der absolut kræver 4K, men formatet kommer den klart til gode. Forbedringerne viser sig især i den generelle skarphed og detaljegrad også i de mere afdæmpede scener som øvelokalet, interviews og Nigels Cheese & Guitar-butik. HDR bidrager med bedre sortniveauer, mere præcis kontrast og mere levende farver. Hudtoner fremstår mere naturlige, og farverne har fået ekstra punch. Visuelt er filmen sjældent spektakulær, men trommeslager auditionerne og den store finalekoncert står stærkere og mere helstøbte. Det er ikke en referenceudgivelse i 4K, men et solidt og tydeligt kvalitetsløft, som vil tilfredsstille de fleste.

 

Lydsiden byder på et stærkt Dolby Atmos lydspor, der passer godt til filmens mockumentary stil. Da store dele af filmen består af korte interviewsekvenser, er lydbilledet ofte koncentreret i fronten og centerkanalen, hvilket fungerer helt som forventet. Surroundkanalerne tages dog i brug med fin effekt i de mere livlige passager, især når der er musik på programmet. Øvescenerne, trommeslager auditionerne og ikke mindst den store afsluttende koncert er klart de mest engagerende øjeblikke, hvor mixet folder sig ud og giver god rummelighed. Det er her, lydsporet for alvor leverer. Samlet set er det et velafbalanceret og kompetent surroundmix, som måske ikke imponerer konstant, men som løser opgaven effektivt og understøtter filmens humor og energi på fornem vis.