Anmeldelse: Sorg og glæde

'Sorg og Glæde'
Af Nils Malmros

Det er vinter 1984. Filmen starter med at hovedpersonen, filminstruktøren Johannes, vender hjem fra et møde på Fyn og får overrakt tragedien om den ni måneder gamle datter, Marias død. Hun er blevet dræbt med en køkkenkniv af Johannes’ kone Signe i en psykose. Signe er en køn og højt elsket skolelærer af både børn og forældre. Alle forældre i Signes klasse skriver under på, at de vil have hende tilbage som lærer for deres børn - selvom hun slog sin egen datter ihjel.
Johannes forsøger at beskytte Signe mod et retssystem uden forståelse for, hvad der vil gavne hende videre i livet. En dom med indespærring på ubestemt tid vil hendes mørke sind ikke kunne klare. Overfor Signes retspsykiater fortæller Johannes nu historien om han og Signes liv sammen, siden de mødte hinanden for første gang 2 år tidligere..

Et ærligt portræt
Filmen er en skildring af filminstruktøren Nils Malmros og hans hustrus eget liv. Malmros har igennem en årrække lavet film om sin egen opvækst, og hvis man ikke har læst sig til det i forvejen, bliver det klart for enhver som kender det mindste til Malmros’ tidligere film, at nogle scener i ”Sorg og glæde” indeholder tilbageblik fra optagelserne af ”Kundskabens træ” og ”Skønheden og udyret”, og derfor kun kan handle om Nils Malmros selv.
Hovedpersonen Johannes, spillet af Jacob Cedergren, er en dominerende, flirtende og dragende mand, mens Signe, spillet af Helle Fagralid, er en kærlig men forstyrret og jaloux kvinde.
Signe lader Johannes’ meninger om hendes hjem, familie og hende selv have stor betydning for hende. Blot pga. Johannes kommentarer om hendes småborgerlige indretningsstil, kan Signe slet ikke holde ud at være i sin egen lejlighed og det bliver hurtigt klart, at hun har brug for hans anerkendelse konstant. Hun bliver jaloux på de som flirter med Johannes - så jaloux at hun ikke kan tænke på andet. Hun er et følsomt menneske som langt hen ad vejen har følelserne for Johannes ude af kontrol. Og ud fra min tolkning af filmen med rette. Johannes taler ned om hendes stil og flirter tilbage til de kvindelige hovedpersoner i hans film. Han sætter sit arbejde over hende og med et manisk-depressivt sind er det svært at tage let på, ligesom han gør. Han reagerer ikke på de signaler hun sender, selvom han klar over hendes sindstilstand. Dermed ikke sagt at han er ren ondskab, tværtimod, for han elsker hende. Men det er et klart billede på hvor forskellig tilgang man kan have til livet, ud fra hvilket menneske man er.

En vanvittig kærlighedshistorie
Det er en kærlighedshistorie udover det sædvanlige. At kunne tilgive et andet menneske for at slå et fælles barn ihjel, det kan ikke være andet end kærlighed. Nuvel, hun var ikke rask da hun gjorde det, men alligevel! Johannes giver ingen skyld til Signe og bebrejder kun sig selv at han ikke passede bedre på hende. Han fjernede øksen fra hukkeblokken lige inden han kørte til mødet på Fyn, fordi han havde en fornemmelse af, at noget ville gå galt – og det gjorde det ganske rigtigt også.
Det er en spændende film hvor kærligheden imellem de to står stærkt, og datterens død bliver nedtonet. Marias død er omdrejningspunktet for hele filmens tragedie, men filmen handler ikke om død - men om ubrydelig kærlighed.

(For) smuk historie uden ondskab
Endelig en film fra Nils Malmros uden gennemgående tunge, jyske dialekter og den har kun et ren og smukt spil hele vejen igennem!
Men nu går jeg dog mod strømmen af andre anmeldere. Filmen er efter min mening næsten for pæn og ordentlig. Jeg sad tilbage og følte jeg manglede noget, men jeg har svært ved at sætte en finger på hvad det er. Det er nemlig som sagt smukt skuespil, gode scener, smuk musik osv. Måske mangler man en at skyde skylden på? Johannes er i filmen ikke Signe utro, selvom han ligger med ”Skønheden og dyrets” kvindelige hovedrolle i en hotelseng alene i Berlin. Signe har slået deres barn ihjel, og han bebrejder hende ikke. Han kæmper hendes sag og overvejer ikke at gå fra hende..
Det er jo en autentisk film, og derfor kan den ikke være anderledes. Og det er en god film, som man ikke bliver snydt ved at se… Men ikke god nok til 6 stjerner.

Jeg giver den 4 ud af 6 stjerner.