Zombeavers dvd anmeldelse

 
Zombeavers dvd anmeldelse

Anmeldelse skrevet af Steffen Schiller

Zombeavers dvd anmeldelse  
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Spilletid: 1 time & 21 minutter
Lyd: Dolby Digital 5.1 English
Undertekster: Dansk, Svensk, Norsk, Finsk, Engelsk.
Aspect Ration: 1,78:1

Distributør: Universal Sony Pictures Home Entertainment
Antal disc: 1

Genre: Gyser / Action

Beskrivelse: 
Da en gruppe unge fra college holder ferie i en hytte ved en skovsø, har de ingen anelse om, at en mængde dødsensfarlige zombiebævere plager området og angriber alt levende. Snart bliver en weekend med sex og orgier til et mareridt, efterhånden som bæverne omringer de unge, der må kæmpe for livet og finde en måde at fordrive flokken af nådesløse, blodtørstige og skamferede bævere.
 
Zombeavers dvd anmeldelse
 
I denne film tager Zombie-genren en anderledes drejning mod det amerikanske dyreliv, nemlig de nuttede bævere. Vi er i splattergenren, hvor en kemisk forurening af bævernes område, forvandler de små søde gnavere til en flok vilde og uforudsigelige bæster. Det idylliske skovområde er pludselig omdannet til et makabert slagtehus, hvor ingen kan føle sig sikre.

Zombeavers er proppet med alle de ingredienser, som kræves af en splatterfilm. Tre frække teenagepiger med et meget minimalt forbrug af tøj. Tre unge hormonfyldte teenagedrenge som gør alt for at komme i bukserne på deres kærester. Nysgerrige naboer og en yderst skummel jæger, som virker fuldstændig ustabil. Sidst men ikke mindst, en flok bævere med en smag for andet end træstammer.

Det er lykkedes instruktør og manuskriptforfatter Jordan Rubin at lave en rimelig debutfilm, på trods af hans sparsomme instruktørerfaring. Han har forud for Zombeavers kun instrueret nogle få afsnit i en tv-serie, så dette er hans første større opgave som instruktør. De forholdsvis ukendte skuespillere spiller deres roller rimelig godt og ser ud til at fungerer fint sammen. Det er kun Cortney Palm (Zoe), der har en del erfaring fra film og tv, hvor resten af skuespillerne er ret ukendte. Deres karakterer har alle de egenskaber, som man forventer at finde i en film som denne. En ung naive blondine, Jenn, som føler sig bedraget af sin ansvarsløse fyr. Den sportstrænede heltetype Tommy, som mander sig op, når de andre fyre ikke har nosser nok. Ultra frække Zoe, som hele tiden flasher sine bryster og kun tænker på sex. Jægeren Smyth, der lusker rundt i nærheden af de unge pigers hytte, hvor han ikke holder sig tilbage, for at lure på pigernes minimale beklædning. Generelt for karaktererne, må man sige, at de ikke tænker ret meget over, hvordan de skal tackle zombie-bæverne.

Selve historien er en tynd omgang, hvor mange af elementerne desværre er set før i andre af genrens film. Derfor er det heller ikke ret svært at gætte på filmens næste skridt og det er småt med overraskelser undervejs. Det er absolut de små gnavere, som tilfører filmen nyt blod i et ellers tyndt plot. Der er en del sjove replikker og ordspil i filmen. Spillet ” Whack a Mole” får pludselig en helt ny betydning og udtrykket ”beaver” bliver visuelt forklaret på en komisk måde, som måske vil få nogle drenge til at blive hed om ørene. Selv om der er en del blodige splatterscener undervejs, så er det de morsomme indslag, der dominere filmen, specielt effekterne af bævernes bid, fik mig til at trække på smilebåndet. Det lave budget, ser ud til at være brugt på de mekaniske dræberbævere, som ikke ser særlig farlige ud, snarere ret komiske. Lysende blå øjne? Det virker altså ikke særlig skræmmende.
 
Zombeavers dvd anmeldelse
 
Splatter B-film er ikke en genre, som jeg har brugt så meget tid på og de siger mig egentlig ikke særlig meget. På trods af det, så synes jeg, at det er en rimelig film, der gør sit for at være med på zombie-bølgen, som vi snart har set i alle afskygninger. Optagelserne er af god kvalitet, og de giver filmen et tydelig og detaljeret billede, med masser af livlige farver i dagtimerne og indendørs i aftentimerne. Desværre går det ud over uhyggen undervejs, da der ikke er ret mange scener, hvor man sidder og venter spændt på dræberbævernes næste angreb. Instruktøren vil hellere vise sine mekaniske bæster frem hele tiden, i stedet for at lade dem jagte teenagerne i det skjulte, indtil sidste øjeblik og dermed bevare uhyggen i filmen.

Fans af splattergenren, som gerne vil have en sjov aften, bør sætte Zombeavers i afspilleren. Filmen er dog ikke noget man skal tænke alt for meget over, men i stedet for skal man bare læne sig tilbage og hygge sig med overfloden af platte jokes, nøgne teenagepiger med sex på hjernen og blodtørstige bævere.

Tak til Universal Sony Pictures Home Entertainment.

Anmeldelse skrevet februar 2015.

Tilbage til Dvd anmeldelser