The Alto Knights blu ray anmeldelse

 
The Alto Knights blu ray anmeldelse

Anmeldelse skrevet af Jan Vilhelmsen

The Alto Knights blu ray anmeldelse

Zone B
Spilletid: 2 timer & 3 minutter 
Lyd: DTS HD-MA 7.1: Engelsk, Dolby digital 5.1: Dansk, norsk, svensk, finsk
Undertekster: Dansk, Norsk, Svensk, Finsk, Engelsk
Aspect Ration: MPEG-4 AVC 2.39:1

Blu-ray udgivelsesdato: 5. juni 2025
Distributør: SF Studios / Warner Bros
Antal disk: 1 = Blu-ray

Genre: Dokudrama, gangster
Biografpremiere: Ikke vist i de Danske biografer

Instruktør: Barry Levinson
Manuskript: Nicholas Pileggi
Producer: John A. Amicarella, Pete Chiappetta, Mike Drake
Fotograf: Dante Spinotti
Klip: David Fleming
Musik: Douglas Crise

Skuspiller:
Robert De Niro som Frank Costello/Vito Genovese
Debra Messing som Bobbie Costello
Kathrine Narducci som Anna Genovese
Cosmo Jarvis som Vincent Gigante
Michael Rispoli som Albert Anastasia
Robert Uricola som Tony Bender
 
Beskrivelse:
The Alto Knights fortæller den sande historie om to af USA’s mest berygtede mafiabosser Frank Costello og Vito Genovese. De starter deres forretning op i 1930’ernes USA under spiritusforbuddet, men da myndighederne begynder at interessere sig for Vito i forbindelse med et dobbeltmord, tager han flugten til Sicilien. I mellemtiden bryder 2. verdenskrig ud og Vitos ophold i Europa bliver noget længere end beregnet, og i Vitos fravær udbygger Frank Costello forretningen til en landsdækkende forbryderorganisation. Da Vito endeligt vender tilbage til USA i 1950’erne, forventer han at modtage hans del af forretningen på et sølvfad, men Frank der har forsøgt at ændre forretningen i en mere lovlydig retning, og som kan se hvilket uforsigtigt brushoved Vito er blevet, tøver med at dele lederskabet. Den utålmodige Vito starter, mod deres aftale, nu for sig selv og gifter sig blandt andet med den fraskilte natklubindehaver Anna for at få del i hendes forretning. Konflikten mellem de to tidligere venner optrappes og efter et mislykkes mordforsøg indser Frank at han må trække sig tilbage mens tid er.
 
The Alto Knights blu ray anmeldelse
Billedet er ikke et screen shot fra blu-ray 
 
The Alto Knights er seneste film fra mesterinstruktøren Barry Levinson, som står bag flere af Hollywoods største kassesucceser, som Rain Man og Good Morning Vietnam og trods han har rundet de 80 år har han langt fra mistet grebet. Samtidigt er han her teamet op med manuskriptforfatteren Nicholas Pileggi, manden bag gangsterfilmklassikere som Goodfellas og Casino. The Alto Knights er en udmærket og medrivende gangsterfilm, på trods af den lidt underlige lejlighedsvise dramadokumentarstil: Her taler Frank, spillet af de Niro, af og til direkte til kameraet kombineret med klip fra sort/hvide dokumentarfilm. Denne fortællende stil trækker noget tempo ud af filmen, men historien er stadig interessant, ikke mindst fordi den bygger på virkelighedens mafia i USA. Ideen med at Robert de Niro skulle spille begge hovedroller, fungerer overraskende godt, hvor masser af make-up effekter og ændret stemmeføring bruges til at adskille de to, men det forbliver en unødvendig gimmick. Filmen er udover de Niro i den altdominerende dobbelthovedrolle, castet med semikendte skuespillere, som Debra Messing og Cosmo Jarvis (kendt fra Shogun), men alle medvirkende skuespillere spiller absolut overbevisende.

Billedsiden på Blu-ray udgaven af The Alto Knights i formatet 2.39:1, er intet mindre ens fremragende, med fantastisk flotte og farvemættede billeder. Farvepaletten er naturlig og afdæmpet og lidt til den varmere side, hvilket ikke gør noget. Detaljerigdommen er stor og små ansigtsdetaljer og andre teksturer fremstår klart og tydeligt i nærbilleder. Der er god dybde og kontrast i de scener, der foregår i aftenmørket og der er ikke spor af kompressionsfejl nogen steder, så samlet set en absolut godkendt billedside.
 
The Alto Knights er udstyret med et solidt Dolby Atmos soundtrack, hvor dialogen, som er det bærende element i filmen, i alle scener fremstår perfekt integreret, højtopløst og centreret i lydbilledet. Da actionscener ikke er det der er mest af i filmen, kommer atmoshøjttalerne mest i funktion til at formidle baggrundsstøj ved de store forsamlinger eller det summende gadeliv i New York, men lydbilledet bidrager i høj grad til realismen. Lydeffekter fra bilmotorerne fra de tunge 50’er biler, som gangsterbosserne kører rundt i, går dejligt dybt og udnytter LFE lydsporet, mens skudvekslinger og andre actionsekvenser formidles på glimrende vis.
 
Ingen ekstramateriale på denne udgivelse.
 

Anmeldelse skrevet juni 2025

Tak til SF Studios / Warner Bros