Star Wars The rise of Skywalker blu-ray anmeldelse

 
Star Wars The rise of Skywalker blu-ray anmeldelse
 
Star Wars The rise of Skywalker blu-ray anmeldelse

Anmeldelse skrevet af Jan Vilhelmsen

Star Wars The rise of Skywalker blu-ray anmeldelse

Zone A-B-C = kodefri (Nordisk udgave) 
Spilletid: 2 timer & 21 minutter 
Lyd: DTS HD Master 7.1 Audio
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk
Aspect Ration: 2.39:1

Blu-ray udgivelsesdato: 4 maj 2020
Distributør: Walt Disney studios home entertainment A/S.
Antal disk: 2 = Blu-ray

Genre: Sci-fi, action, eventyr
Biografpremiere: 18. december 2019

Instruktør: J.J. Abrams
Manuskript: Derek Connolly, Colin Trevorrow, Chris Terrio, J.J. Abrams
Producer: B.la. J.J. Abrams, Pippa Anderson, Candice D. Campos
Fotograf: Dan Mindel
Klip: Maryann Brandon, Stefan Grube
Musik: John Williams
 
Skuespiller:
Carrie Fisher som Leia Organa
Mark Hamill som Luke Skywalker
Adam Driver som Kylo Ren
Daisy Ridley som Rey
John Boyega som Finn
Oscar Isaac som Poe Dameron
Anthony Daniels som C-3PO
Domhnall Gleeson som General Hux
Lupita Nyong'o som Maz Kanata
Joonas Suotamo som Chewbacca
Ian McDiarmid som Kejser Palpatine
Billy Dee Williams som Lando Calrissian
 
Beskrivelse:
I den afsluttende episode af den 9 film lange Star Wars- eller Skywalker saga venter det endelige opgør mellem det gode og det onde, eller mellem the Light and the Dark side of the Force. Kejser Palpatine er genopstået fra de døde, som en sand sithlord, og han får lokket Kylo Ren til sig på sit skjulested på planeten Exegol. Palpatine tilbyder Kylo Ren en hel armada af Final Order krigsskibe, klar til at udrydde al modstand fra oprørerne i galaksen og gøre Kylo Ren til kejser. Samtidigt leder Rey også efter Exegol for at udrydde the Dark side, en opgave som Luke Skywalker måtte opgive at fuldføre, men som en af oprøreres spioner fortæller stadig er uhyre vigtig efter Palpatines tilbagevenden. Rey tager nu afsked med oprørenes base for sammen med Finn, Poe Dameron, Chewbacca m.fl. at finde Exegol, dræbe Palpatine og afslutte krigen en gang for alle.
 
Star Wars The rise of Skywalker blu-ray anmeldelse
 
 
Star Wars Episode IX: The Rise of Skywalker er et sandt festfyrværkeri for enhver Star Wars fans. Alle vore gamle helte (Leia, Luke, Lando, Chewbacca, C-3PO, tusindårsfalken m.fl.) får skærmtid, mens Han Solo og Yoda lægger stemme til. Effekterne og de fantastiske universer på de forskellige planeter, som vores helte besøger, er vanvittigt flot udførte f.eks. karnevallet på ørkenplaneten Pasaana eller de vilde bølgescener på havplaneten Kef Bir. Alligevel mangler der lidt originalitet for at man kommer helt op at ringe, for det er mere eller mindre den samme historie der er blevet fortalt, måske ikke 9 gange, men alligevel en del gange. Mellemfilmene ’Solo’ og ’Rogue One’ havde en langt mere forfriskende originalitet over sig, hvor man aldrig helt vidste hvad der ville ske. I episode VIII fik Kylo Ren og Rey et særlig bånd mellem sig, der gør at de kan kommunikere (og kæmpe) med hinanden via tankerne og ja det er muligvis et af præmisserne for en fortælling om jedier, men ligesom Lukes og Palpatines genopstandelse, så synes jeg det tager noget af spændingen ud af historien, når man ikke dør rigtigt og kan kæmpe pr. remote. Endeligt kan dialogen til tider virke noget kunstig, værst i den afsluttende scene med oprørerne, hvor alle forsøger at sige noget bevinget og det falder tungt til jorden. Men samlet set er The Rise of Skywalker stadig en utrolig flot eventyrfilm, der på forrygende vis får rundet Skywalker sagaen af og bundet alle løse ender sammen, og så håber jeg blot Disney igen får lyst til at lave en ny mellemfilm, for Star Wars universet er og bliver fantastisk.
 
 Star Wars The rise of Skywalker blu-ray anmeldelse

The Rise of Skywalker på Blu-ray er igen en førsteklasses udgivelse fra Disney med ekstremt skarpe og detaljerede og farvemættede billeder, hvad enten det er ansigterne på skuespillerne eller de computeranimerede karakterer, kostumedetaljer, eller de enorme settings på de forskellige planeter. Alt er perfekt og overbevisende lavet med tydelige spor af slid og alder, der giver billedsiden en fed ’Old school’ troværdighed. De flotte lyseffekter fra kampene med lyssværd eller laserkanoner oplyser de mørkere kampscener, mens sammensmeltningen af levende billeder og CGI er fuldstændig usynlig. Et forbilledligt godt sortniveau giver god dybde i både de indendørs og udendørs scener og der var ingen synlige komprimeringsfejl i billedet.

 
The Rise of Skywalker på blu-ray leveres med et forrygende DTS-HD Master Audio 7.1 lossless soundtrack, som lige skal justeres en anelse op for at man opnår det normale lydtryk i sin hjemmebio. Når det først er gjort, får man til gengæld et fremragende soundtrack, som både har de atmosfæreskabende detaljer i de mere fredelige scener med, samt overvældende surroundeffekter i kampscenerne mellem Kylo Ren og Rey på havplaneten Kef Bir, med det frådende hav i baggrunden. Ellers skal fremhæves de eminent gode lydpanoreringer i samtlige surroundhøjttalere i den store kampscene mellem oprørernes små jagerfly og Palpatines flåde af krigsskibe i luftrummet over Exegol. Dialogen fremstår i alle scener klart og tydeligt samt centreret i lydbilledet.
 
På et marked, hvor mange premium titler som ’1917 ’eller ’Terminator: Dark fate’ udgives på single BD disk uden ekstramateriale, så er det en fornøjelse at Disney her har flottet sig med hele 2 BD diske, heraf den ene fyldt med masser af ekstramateriale:
 
• The Skywalker Legacy (1080p, 2:06:11): Dokumentar om tilblivelsen af ‘The Rise of Skywalker’ men som også dykker ned i Skywalker sagaen som helhed
• Pasaana Pursuit: Creating the Speeder Chase (1080p, 14:16)
• Aliens in the Desert (1080p, 5:59)
• D-O: Key to the Past (1080p, 5:33)
• Warwick & Son (1080p, 5:37)
• Cast of Creatures (1080p, 7:46)
 

Anmeldelse skrevet juni 2020.

Tak til The Walt Disney Company Nordic..

Tilbage til Disney oversigten eller blu-ray anmeldelser