|
Primate blu-ray anmeldelse
Anmeldelse skrevet af Rasmus Jensen
Zone A-B-C = kodefri Spilletid: 1 timer og 29 minutter Lyd: Dolby Atmos
Undertekster: Dansk, Norsk, Svensk, Finsk, Engelsk
Aspect Ration: MPEG-4 AVC 2.39:1
Blu-ray udgivelsesdato: 22. april 2026
Distributør: SF Studios / Paramount Pictures Antal disk: 1 = Blu-ray
Genre: Gyser Biografpremiere: 22. januar 2026
Instruktør: Johannes Roberts Manuskript: Johannes Roberts, Ernest Riera Producer: bl.a. Johannes Roberts, Nathan Samdahl, Anthony Tittanegro
Fotograf: Stephen Murphy
Klip: Peter Gvozdas
Musik: Adrian Johnston
Skuspiller:
Johnny Sequoyah som Lucy Jess Alexander som Hannah Troy Kotsur som Adam Victoria Wyant som Kate Gia Hunter som Erin Benjamin Cheng som Nick
Beskrivelse:
Der er blevet gjort utallige forsøg på at gøre gysergenren så uhyggelig som muligt. Forfattere og instruktører har trukket på både det overnaturlige og det helt hverdagsagtige for at skræmme publikum. Vi har set alt fra ustoppelige maskerede mordere og groteske mutationer til rumvæsener, klovne og endda dræberlastbiler. Men nogle af de mest effektive antagonister i genren viser sig ofte at være noget så velkendt som dyr. Fra klassikere som Cujo til nyere film som Crawl har dyr i rollen som trussel vist sig at fungere overraskende godt. Den tradition fører Johannes Roberts videre i Primate, hvor en gruppe teenagere må kæmpe for livet mod en rabiesinficeret chimpanse. Det er den slags film, der kan få én til at se anderledes på dyrene i zoologisk have næste gang.
Billedet er ikke et screen shot fra blu-ray
Hlistorien følger Lucy Pinborough, der vender hjem til Hawaii og genforenes med sin far Adam, en døv og verdensberømt forfatter. Samtidig mødes hun igen med sin gamle veninde Kate og en lille gruppe venner, heriblandt Nick, som hun har et godt øje til. Familien passer også chimpansen Ben, som har lært at kommunikere på et basalt niveau via en tablet. Men idyllen brister hurtigt. Da Ben dræber sin dyrepasser og slipper fri, udvikler situationen sig til et mareridt. Den ellers tamme chimpanse bliver voldelig og angriber både familie og venner. Pludselig er de fanget og uden mange muligheder. Deres eneste håb er en swimmingpool ved kanten af en klippe, et sted, hvor de måske kan holde sig i sikkerhed, fordi chimpanser normalt undgår vand. Resten handler om ren overlevelse: Kan de stoppe Ben, flygte eller få hjælp i tide?
Filmens styrke ligger i dens enkle, men effektive præmis: Det er ikke det ukendte, der skræmmer mest, men det velkendte, der pludselig viser tænder. De fleste har set en chimpanse før, på tv eller i en zoo og forbinder den med noget legesygt og næsten menneskeligt. Netop derfor bliver kontrasten så ubehagelig, når dyret viser sin brutale side. Roberts udnytter denne dobbelthed godt. Allerede fra filmens chokerende åbning, hvor Ben går til angreb med voldsom kraft, er tonen sat. Det er en mørk og blodig oplevelse, både visuelt og stemningsmæssigt, med en række intense scener og regulære chok, der vil tilfredsstille både splatterfans og dem, der foretrækker en mere trykkende uhygge.
En afgørende faktor for, at filmen fungerer, er, at Ben føles troværdig. I stedet for at være skabt med computeranimation er chimpansen spillet fysisk af en performer i kostume. Det giver en helt anden tyngde og realisme i bevægelserne, som gør angrebene mere nærværende og ubehagelige. Den fysiske tilstedeværelse løfter filmen markant og giver skuespillerne noget konkret at reagere på.
Desværre halter det lidt med de menneskelige karakterer. De fremstår til tider som lidt flade og forudsigelige, hvilket gør det sværere at engagere sig følelsesmæssigt i deres skæbne. Det er filmens klare svaghed. Primate en ok gyser, der leverer både spænding og ubehag, især takket være sin centrale idé og en overbevisende, skræmmende antagonist.

Primate udkommer lidt pudsigt, ihvertfald her første gang, kun på Blu-ray, men det begrænser bestemt ikke billedkvaliteten. Tværtimod leverer udgivelsen en imponerende skarp og detaljeret præsentation, der virkelig udnytter 1080p-formatet til fulde. Især i de veloplyste scener står detaljerne knivskarpt, men også i de mørkere sekvenser ved poolen om natten holder billedet et højt niveau. Små nuancer træder tydeligt frem, fra vanddråber på huden til strukturen i Bens pels og det hele gengives med flot klarhed. Farverne er stabile og velafbalancerede, med fine kontraster mellem det mørke og det oplyste, særligt i natscenerne. Sortniveauet er solidt, hudtoner ser naturlige ud, og der er stort set ingen billedstøj. Alt i alt en virkelig stærk visual præsentation.

Lydsiden i Primate er lige så kompromisløs som filmens indhold, anført af et stærkt Dolby Atmos lydspor. Når filmen giver den gas, kan det både høres og mærkes. Bassen er tung og slagkraftig og giver de mest brutale scener en fysisk tyngde. Der er dog ikke kun fokus på de voldsomme øjeblikke. Musik og lydeffekter gengives klart og nuanceret, så både de stille passager og de mere ekstreme lydsider står skarpt. De rolige scener får masser af atmosfære med præcis rumfornemmelse, mens surroundkanalerne bruges effektivt til at skabe liv i hele lydbilledet. Dialogen er tydelig og velplaceret hele vejen igennem.
 .
Anmeldelse skrevet maj 2026
Tak til SF Studios / Paramount Pictures
|