Primal Fear UHD 4K blu-ray anmeldelse
Anmeldelse skrevet af Jan VIlhelmsen
(DK udgave)
Spilletid: 2 timer og 10 minutter
Lyd: Dolby TrueHD 5.1
Undertekster: Dansk, Svensk, Norsk, Finsk, Engelsk
Aspect Ration: 4K - 1.78:1
HDR: HDR10, Dolby Vision
UHD Blu-ray udgivelsesdato: 16. juni 2025
Distributør: SF Studios / Paramount Pictures
Antal disk: 1 = 1 x UHD 4K blu-ray
Genre: Psykologisk thriller, drama, krimi
Biograf premiere: 5. juli 1996
Instruktør: Gregory Hoblit
Manuskript: William Diehl, Steve Shagan, Ann Biderman Producere: Patricia Graf, Hawk Koch, Gary Lucchesi
Fotograf: Michael Chapman
Klip: David Rosenbloom
Musik: James Newton Howard
Skuespiller:
Richard Gere som Martin Vail Laura Linney som Janet Venable John Mahoney som Shaughnessy Alfre Woodard som Shoat Frances McDormand som Molly Edward Norton som Aaron/Roy Andre Braugher som Goodman Maura Tierney som Naomi
Beskrivelse: I Primal Fear myrdes den højtstående og magtfulde ærkebiskop i Chicago af den unge mand Aaron, en tidligere alterdreng, som indsmurt i blod flygter fra stedet, men pågribes umiddelbart efter. Den succesfulde og ambitiøse forsvarsadvokat Martin Vail, der er lidt træt af sager, som er sovset ind i det halvkorrupte bystyre, sørger for hurtigt at kontakte Aaron i arresten og blive valgt til hans advokat, for at få en sag der lidt mere interessant og som måske kan booste hans image yderligere. Efter de første samtaler med Aaron får Martin indtrykket af, at en anden person, der kunne være morderen, var til stede på gerningsstedet og Martin og hans assistent Goodman indleder nu eftersøgningen efter denne person. Martin sætter også psykologen Molly til at tale med Aaron og under en samtale, hvor Molly presser Aaron, slår han pludselig over og bliver en anden person, den mere aggressive Roy. Martin må nu gentænke sagsfremstillingen for at få Aaron fra frikendt.

Billedet er ikke et screen shot fra UHD blu-ray

Trods sine snart 30 år på bagen virker Primal Fear stadig som et ’frisk pust’ i den fortærskede retssals/ ’whodunnit’ genre, men de geniale plottwist virker selvfølgelig bedst første gang man ser filmen, lidt ligesom i ’The Sixth Sense’ eller ’Fight Club’. Primal Fear er ikke et klassisk retssalsdrama, men mere en historie der foregår udenfor retssalen med opklaring af hvad der er foregået. Og så er det ikke mindst Edward Norton film, for han leverer en fantastisk og overbevisende præstation i rollen som den personlighedsspaltede Aaron/Roy, som fuldstændigt stjæler billedet. Primal Fear var i øvrigt, og imponerende nok, Nortons spillefilmsdebut. Udover Norton samler Primal Fear en perlerække af periodens store skuespillere, med selvfølgelig Richard Gere i hovedrollen som Martin Vail, men derudover gode præstationer fra Laura Linney, John Mahoney, Alfre Woodard og en ung Frances McDormand. Filmen kunne godt have været strammet op og måske op til 20 minutter kortere og korruptionssagen med ulovligt opkøb af grunde virker lidt som en unødvendig sidehistorie, men det er selvfølgelig med til at sætte scenen med en by i både i fysisk og moralsk forfald.

Billedet på denne restaurerede 4K UHD 2160p udgave af Primal Fear i formatet 1.78:1 og opgraderet med både Dolby Vision og HDR10 fremstår overordnet set naturligt og detaljeret med tydelige hud- og tekstilteksturer samt detaljer i gademiljøet. Der er bevaret en smule filmisk grain i billedet, som ellers står skarpt med nogle få undtagelser med scener, hvor der mangler lidt fokus. Dog synes jeg at billedsiden er skæmmet af en kedelig farveskala med blandt andet udendørsbilleder fra en grå vinter-/efterårsudgave af Chicago og en lyssætning uden megen kontrast mellem lys og mørke. Indendørsscener i retssalen og fængslet følger desværre samme farveskala og det bliver lidt kedeligt at se på i længden, selvom Dolby Vision bidrager med at forbedre billedet en hel del.

Primal Fear leveres på den nordiske UHD med et Dolby TrueHD 5.1 lossless lydspor og forhold til at originalmaterialet blev skabt for snart 30 år siden, fungerer dette 5.1 kanals lydspor ganske glimrende og udnytter formatet ganske fint med god dybde i lydbilledet med overbevisende baggrundslyde fra bylivet i Chicago og menneskemængden ved retsbygningen, mens surroundkanalerne kommer også til god anvendelse f.eks. i togscenen i starten eller når nyhedshelikopterne svæver henover retssalen eller gerningsstedet. Musikken får god fylde i lydbilledet mens dialogen, som er det bærende element i lydsporet, overalt fremstår klart, tydeligt og centreret i lydbilledet.
Ingen ekstramateriale på denne udgivelse
Tak til SF Studios / Paramount Pictures
Anmeldelse skrevet juli 2025
Tilbage til UHD Blu-ray anmeldelser
|