Pale Rider UHD 4K blu ray anmeldelse
Anmeldelse skrevet af Morten Stjernholm
(DK udgave)
Spilletid: 1 time og 56 minutter
Lyd: Dolby Atmos
Undertekster: Dansk, Svensk, Norsk, Finsk, Engelsk
Aspect Ration: 4K - 2.39:1
HDR: HDR10
UHD Blu-ray udgivelsesdato: 12. maj 2025
Distributør: SF Studios / Warner Bros
Antal disk: 1 = 1 x UHD 4K blu-ray
Genre: Drama, Western
Biograf premiere: 20. september 1985
Instruktør: Clint Eastwood
Manuskript: Michael Butler, Dennis Shryack Producere: Clint Eastwood, Fritz Manes, David Valdes
Fotograf: Bruce Surtees
Klip: Joel Cox
Musik: Lennie Niehaus
Skuespiller:
Clint Eastwood som Preacher Michael Moriarty som Hull Barret Carrie Snodgress som Sarah Wheeler Chris Penn som Josh LaHood(as Christopher Penn) Richard Dysart som Coy LaHood Sydney Penny som Megan Wheeler
Beskrivelse: Clint Eastwood reddede western-genren med denne film – og nu er den klar til at genopleve i 4K!.
Billedet er ikke et screen shot fra UHD blu-ray
Der var engang, hvor western-genren var Hollywoods rygrad. Men i begyndelsen af 80’erne havde den fået skrumpelever. Publikum var videre, studierne ligeglade, og efter Michael Ciminos økonomiske megaflop Heaven’s Gate (1980) var der stort set ingen producenter, der turde røre en cowboyfilm med en ildtang.
Men “Clinten” gjorde!
Han vidste, hvad genren havde givet ham – og han nægtede at lade den dø uden modstand. Med Pale Rider fra 1985 red han én gang for alle tilbage i sadlen og leverede ikke bare den mest indtjenende western i hele 80’erne – han gav genren sin sjæl tilbage. Og i dag – med denne nye 4K UHD-udgivelse – får filmen den behandling, den fortjener. Lyd og billede er i top, og det er præcis sådan her, Pale Rider skal lagres i vores kollektive western-DNA.
Eastwood spiller “The Preacher” – en tavs, mytisk figur, der trækker spor tilbage til hans tidligere roller i Leones Dollars-trilogi (A Fistful of Dollars, For a Few Dollars More, The Good, the Bad and the Ugly) og High Plains Drifter. Men hvor disse figurer var kyniske hævnere med kolde øjne og hurtige hænder, er Pale Rider’s prædikant noget andet. Han er mere skyggeskikkelse end revolvermand, og han griber først til våben langt henne i filmen. Det er stadig Eastwood, stoisk og ordknap – men med en moralsk tyngde, der signalerer forandring.
Manuskriptet, skrevet af Michael Butler og Dennis Shryack, bygger tydeligt videre på den klassiske western Shane fra 1953 – men snarere som en respektfuld revision end et plagiat. En fremmed kommer til en lille mineby og tager stilling i konflikten mellem de magtesløse småguldgravere og den kyniske, grådige mine baron Coy LaHood (spillet af Richard Dysart).
Eastwood er omgivet af et solidt cast: Michael Moriarty som idealistisk guldgraver, Carrie Snodgress som kvinden med fortid og længsel, Sydney Penny som hendes datter Megan – og ikke mindst den isnende John Russell som Marshal Stockburn. Han får kun få scener, men hans næsten døde blik og kolde stemme er et af filmens stærkeste indtryk. Hans ankomst til byen er isnende og understøttes af Lennie Niehaus’ underspillede, urovækkende musikscore.
Og så er der selvfølgelig Richard Kiel – ja, Jaws fra Bond-filmene – som “Club”, LaHoods tavse kæmpe. Sjov detalje: den første hest man satte ham på, kollapsede. Han måtte få en særlig stærk model – og i én scene kan man se ham tage et trin op på en platform for at komme i sadlen.
Men Pale Rider er ikke bare et stærkt kapitel i Eastwoods western-katalog – det er også et vendepunkt. Forud var kommet film som Two Mules for Sister Sara, Joe Kidd, The Outlaw Josey Wales, og den overnaturligt ladede High Plains Drifter – men Pale Rider er mere moden, mere melankolsk, mere et testamente. Den føles som en afslutning, men blev i virkeligheden en ny begyndelse. Den banede vejen for Unforgiven syv år senere – og uden Pale Rider, ingen Unforgiven.
Produktionen bød på sine egne legendariske øjeblikke: Clint Eastwood fik sin skulder delvist revet af led, da hans hest gik gennem isen og kastede ham forover. I en senere scene trækker han revolveren med venstre hånd – ikke som stilistisk valg, men fordi han var tvunget til det.
Scenografien er dybt stemningsfuld. De mørke, tågede bjerglandskaber fra Idaho og Sierra Nevada er fotograferet med en næsten religiøs andagt. Midten af billedrammen er ofte domineret af en ensom bjergtop, og lyset skaber en følelse af både håb og død. Det er det beskidte, nådesløse vesten – men også et sted, hvor forandring og oprejsning kan vokse ud af støvet.
Pale Rider redder måske ikke genren alene – men den beviser, hvad westerns stadig kunne. Den blev et fyrtårn midt i glemslen og inspirerede senere værker som Dances with Wolves, Tombstone, Open Range og The Assassination of Jesse James.
Denne udgivelse er en nødvendighed. Ikke bare fordi den ser fantastisk ud – men fordi Pale Rider er den slags film, der minder os om, hvad film kan, når én mand tør tage sin hat af for historien – og samtidig forme den på ny.
Warner brothers har ikke sparet på noget med denne mesterlige release, der tydeligvis er en perfekt transfer af det originale negativ. Alt er i perfekt balance. Vi får et meget naturligt, cinematisk billede, med tilpas meget filmkorn, og total respekt for filmens originale look. Der er ikke skyggen af encodings artefakter at spore.
Cinematografien er naturligt belyst for det meste, og selvom at der ER filmens naturlige look, så kunne denne anmelder godt bruge at nogle af de mørkeste dele lige var løftet lidt mere i skygge detaljerne. Men overall - Dette er teknisk perfektion.
Igen brillerer Warner Brothers med et nyt Dolby Atmos mix, der er skabt ud fra det 5.1 remix der blev lavet for år tilbage. Der er intet at udsætte, og det hele er gjort så dygtigt og med så meget respekt for kildematerialet, at det blot giver en endnu mere cinematisk oplevelse.
Warner har også lyttet til filmnørdernes ønske om, altid at inkludere filmenes originale lydmix, så det får vi skam også i et stereo DTS HD MA format. Genialt.
Her kan man så studere forskellen.
Den nordiske 40-års jubilæumsudgave af Pale Rider på 4K Ultra HD Blu-ray, indeholder følgende forrygende bonusmateriale:
- The Diary of Sydney Penny: Lessons from the Set – et nyt interview, hvor skuespillerinden deler sine oplevelser fra optagelserne og samarbejdet med Clint Eastwood.
- Painting the Preacher: The Cinematography of Pale Rider – en ny featurette, der udforsker filmens visuelle stil og fotograf Bruce Surtees’ arbejde.
- Clint Eastwood: A Cinematic Legacy – Reinventing Westerns – en dokumentar, der undersøger Eastwoods indflydelse på western-genren.
- Eastwood Directs: The Untold Story – en dokumentar, der giver indsigt i Eastwoods tilgang til instruktion.
- The Eastwood Factor – en dokumentar, der ser på Eastwoods karriere og bidrag til filmverdenen
.
Alt i alt er dette bare en perfekte 4K UHD Bluray udgivelse til filmelskeren!
Set/hørt på: Billede: LG CX serie OLED 77” i Dolby Vision Lyd: M&K S-300 system, Lyngdorf SDA-2400, NAD M27, Lyngdorf MP60 2.1 surround processor. Afspiller: Oppo UHD 205, lydspor: Dolby Atmos
Tak til SF Studios / Warner Bros
Anmeldelse skrevet maj 2025
Tilbage til UHD Blu-ray anmeldelser
|