| Nomadland blu-ray anmeldelse Anmeldelse skrevet af Jan Vilhelmsen
 
 
 Zone A-B-C = kodefri (Nordisk udgave)
 Spilletid: 1 time & 48 minutter
 Lyd: DTS HD-MA 5.1
 Undertekster: Dansk, Svensk, Norsk, Finsk Aspect Ration: 2.39:1
 Blu-ray udgivelsesdato: 28. juni 2021
 Distributør: The Walt Disney Company Nordic.Antal disk: 1 = Blu-ray
 
 Genre: Drama
 Biografpremiere: 30. april 2021
 
 Instruktør: Chloé Zhao
 Manuskript: Chloé Zhao, Jessica Bruder
 Producer: Mollye Asher, Jessica Bruder, Emily Jade Foley
 Fotograf: Ludovico Einaudi Klip: Chloé ZhaoMusik: Ludovico Einaudi
   Skuespiller: Frances McDormand som FernDavid Strathairn som Dave
 Charlene Swankie som Swankie
 Linda May som Linda
 Gay DeForest som Gay
 Patricia Grier som Patty
 Angela Reyes som Angela
 Carl R. Hughes som Carl
   Beskrivelse: I den 3-dobbelt oscarvindende film Nomadland følger vi Fern, som kort sagt har mistet alt. Hendes mand er død, hendes by er forladt og postnummeret er endda nedlagt, da hovedbeskæftigelsen i området, som var produktionen af gips, er lukket ned. Hun pakker sine vigtigste ejendele i sin lille minibus, opmagasinerer det sidste og drager ud på landevejen. Her møder hun venner fra tidligere og får også nye venner, der ligesom Fern rejser rundt som nomader i autocampere, mens de arbejder sig fra hånden til munden i ufaglærte jobs på fabrikker, i landbruget, på burgerbarer mv. Det er et helt samfund uden for samfundet, der jævnligt mødes, deler og hjælper hinanden. Fern møder også kærligheden i form af den stilfærdige Dave, som senere i filmen flytter ind hos sin søn og dennes familie. Spørgsmålet er om Fern også er klar til at slå sig ned igen.       Nomadland er en stilfærdig roadmovie, som i nærmest dokumentarisk stil, følger Fern og dem hun møder på sin vej i stort og småt i hverdagens gøremål. Forvent ikke den store dramatik, men mere et underspillet drama med store skuespilpræstationer, hvor vi kommer helt ind under huden på Fern og hendes nærmeste. Nomadland beskriver fremragende hvordan mennesker, der på forskellig vis er faldet ud af samfundet, klarer sig ved at flytte rundt fra job til job i deres autocampere, og opnår et nyt fællesskab i hinanden og hvordan de efterhånden får svært ved at tilpasse sig det ’normale’ samfunds regler og normer. På en måde udlever de den rigtige amerikanske drøm med masser af frihed, men også udenfor samfundet og familiens sikkerhedsnet. Frances McDormand yder i rollen som Fern en pragtpræstation, hvor hendes blik siger mere end hundrede ord og man føler instinktivt hendes smerte og ensomhed. De fleste af de øvrige medvirkende er også nomader i det virkelige liv og de fremgår af rollelisten med samme navn, som den person de spiller i filmen, og i en film som denne fungerer det godt og giver filmen troværdighed.
   En stor del af oplevelsen af Nomadland er den smukke billedskildring af det øde og vidtstrakte landskab fra det amerikanske midtvesten. Billedsiden på denne Blu-ray udgivelse fremstår skarpt og detaljeret, og detaljer i de furede ansigter og teksturer gengives ned til mindste detalje i nærbilleder. Farveskalaen er naturlig, nærmest som var det en dokumentarfilm, men måske med et lidt afbleget look. Sortniveauet i de udendørs aftenscener er dybt, skumringsscenerne utroligt smukke og jeg oplevede ingen komprimeringsfejl, så alt i alt en flot udgivelse fra Disney.     Nomadland’s 5.1 DTS-HD MA lydspor er meget afdæmpet og overvejende dialogdrevet, hvilket naturligvis sætter grænser for hvor dynamisk det kan blive som helhed, men det fungerer og lyder realistisk f.eks. i de få støjende scener i Amazon fabrikken eller når biler passerer på den nærliggende landevej. Den smukke og stemningsfulde klavermusik komponeret af Ludovico Einaudi akkompagnerer enkelte scener og er med til at løfte dem til noget særligt. Dialogen fremstår i alle scener klart, tydeligt og centreret i lydbilledet.    •The Forgotten America (HD; 13:35) •Telluride Q & A with Frances McDormand and Chloé Zhao (HD; 14:48)
 •Deleted Scenes (HD; 2:54)
   Anmeldelse skrevet juli 2021.
 |