| Nobody UHD 4K blu-ray anmeldelse
 Anmeldelse skrevet af Jan Vilhelmsen
 
  (DK udgave) Spilletid: 1 time og 32 minutterLyd: Dolby Atmos
 Undertekster: Dansk, Svensk, Norsk, Finsk. Aspect Ration: 4K - 2.39:1   UHD Blu-ray udgivelsesdato: 18. oktober 2021 Distributør: SF Studios / Universal Antal disk: 2  = UHD 4K blu-ray +  Blu-ray 
 Genre: Action, Thriller, mørk humor
 Biograf premiere: 20. maj 2021   Instruktør: Ilya Naishuller Manuskript: Derek KolstadProducere: Braden Aftergood, Marc S. Fischer, Derek Kolstad
 Fotograf: Pawel Pogorzelski Klip: Evan Schiff, William Yeh Musik: David Buckley  Skuespiller: 
 Bob Odenkirk som Hutch MansellAleksey Serebryakov som Yulian Kuznetsov
 Connie Nielsen som Becca Mansell
 Christopher Lloyd som David Mansell
 Michael Ironside som Eddie Williams
 Colin Salmon som The Barber
 RZA som Harry Mansell
 Billy MacLellan som Charlie Williams
 Araya Mengesha som Pavel
 Gage Munroe som Blake Mansell
   Beskrivelse: I Nobody møder vi den midaldrende Hutch, som apatisk lever sit kedelige liv i hamsterhjulet, som de fleste af os nok kender til. Han arbejder som værkfører på svigerfars fabrik, som han håber på at købe på sigt, han pendler til arbejde i bus og småskændes med konen osv. Alt imens han æder sine frustrationer uden brok, indtil en nat, hvor et par indbrudstyve forvilder sig ind i familiens hus. De slipper kun afsted med nogle håndører, samt, som det viser sig senere, datterens elskede Kitty armbånd. Det får Hutch til at se rødt og han bruger hans ellers godt skjulte agentevner, samt trækker på et par kontakter, for at finde frem til indbrudstyvene, som viser sig at være et par fattige migrant stakler og Hutch forlader slukøret stedet. På vejen hjem i bussen bliver den invaderet af en flok fulde russiske bøller og nu ser Hutch muligheder for at få afløb for sin indespærrede vrede og uden at sige for meget, så slipper bøllerne ikke helskindede ud af bussen. Det viser sig senere at en af bøllerne, som Hutch har haft under kærlig behandling er sønnen til en hensynsløs russisk storgangster, og gangsteren indleder nu en jagt på at finde gerningsmanden for at udslette ham og hans familie.
     Nobody er en effektiv actionfilm skrevet af Derek Kolstad, der også står bag manuskriptet til John Wick serien og den samme stil med rå og udpenslet vold er videreført. I forhold til John Wick er voldscenerne i Nobody generelt mere nedskalerede og forholdsvis realistiske, men indimellem udvikler det sig desværre også til overdreven ’voldsballet’, som i John Wick. Dog har Nobody fået tilført en god portion kulsort humor, som i den grad klæder filmgenren, blandt andet i form af et herligt gensyn med Christopher Lloyd fra ’Tilbage til fremtiden’- filmene i rollen som Hutchs far.
 Bob Odenkirk kendt fra Better Call Saul serien ses i hovedrollen som den pensionerede agent, som stadig er en habil dræbermaskine, når han provokeres tilstrækkeligt. Han spiller rollen sammenbidt, underspillet og ganske troværdigt. De øvrige roller i Nobody er besat med kendte skuespillere som Connie Nielsen, RZA og Michael Ironside og selvfølgelig også med mere ukendte kræfter, men fælles for dem alle er, at de udfylder deres roller ganske overbevisende.
 
 Trods manglende originalitet virker Nobody til at være en fed start på en ny filmserie med masser af action, gode karakterer og bipersoner, især hvis man fremover formår at begrænse mængden af unødvendige voldsscener samt skruer op for humoren.
     Billedsiden på denne blu-ray udgivelse af Nobody fremstår med et lettere grainy look, som et bevidst stilmæssigt valg. Alligevel står billedet skarpt og nuanceret og de mindste detaljer i ansigter og teksturer i tøj og omgivelser fremstår tydeligt. Farveskalaen er farvemættet og naturlig, mens sortniveauet er forbilledligt dybt i de mørkere scener. Ingen komprimeringsfejl blev bemærket, så alt i alt en førsteklasses udgivelse fra Universal.   Nobody leveres i denne blu-ray udgave med et fremragende Dolby Atmos lydspor, som på én gang er både præcist og hårdtslående, men samtidigt detaljeret i forbindelse med biljagter og kampscener. Der er gode retningspanoreringer i skudduellerne, der udnytter samtlige surround kanaler maksimalt og trækker os ind i handlingen, mens dialogen i alle scener fremstår klart og tydeligt i det øvrige lydbillede.   • Deleted Scenes (1080p, 4:58)• Hutch Hits Hard (1080p, 3:52)
 • Breaking Down the Action (1080p): Bus Fight (5:31), Home Invasion (4:19), Car Chase (3:13), Tool and Die (6:02).
 • Just a Nobody (1080p, 12:53):
 • Audio Commentary: Bob Odenkirk og Ilya Naishuller.
 • Audio Commentary: Ilya Naishuller
   Tak til SF Studios / Universal
 Anmeldelse skrevet oktober 2021
 Tilbage til UHD Blu-ray anmeldelser |