|
Naked Gun (2025) UHD 4K blu ray anmeldelse
Anmeldelse skrevet af Jan Vilhelmsen
(DK udgave)
Spilletid: 1 time og 25 minutter
Lyd: Dolby Atmos
Undertekster: Dansk, Svensk, Norsk, Finsk, Engelsk
Aspect Ration: 4K - 2.39:1
HDR: HDR10, Dolby Vision
UHD Blu-ray udgivelsesdato: 10. november 2025
Distributør: SF Studios / Paramount Pictures
Antal disk: 1 = 1 x UHD 4K blu-ray
Genre: Komedie
Biograf premiere: 31. juli 2025
Instruktør: Akiva Schaffer
Manuskript: Dan Gregor, Doug Mand, Akiva Schaffer Producere: Danny Bonacci, Pete Chiappetta, Dan Gregor
Fotograf: Brandon Trost
Klip: Brian Scott Olds
Musik: Lorne Balfe
Skuespiller:
Liam Neeson som Frank Drebin Jr. Pamela Anderson som Beth Davenport Paul Walter Hauser som Ed Hocken Jr. Danny Huston som Richard Cane CCH Pounder som Chief Davis Kevin Durand som Sig Gustafson Liza Koshy som Detective Barnes Moses Jones som Not Nordberg Jr.
Beskrivelse: I The Naked Gun er Frank Drebin Jr., spillet af Liam Neeson en lige så stor omvandrende katastrofe som hans afdøde far. Han får dog på egen hånd nedkæmpet et stort bankkup, som viser sig at have tråde til et mystisk selvmord. Han introduceres her til offerets søster Beth, spillet af Pamela Anderson og de indleder inden længe et romantisk forhold. Beth’s bror var ansat i tech milliardæren Ricard Canes firma og da Drebin fornemmer at der er ugler i mosen, indleder han og Beth en undercover undersøgelse af Canes firma og det går selvfølgeligt langt fra stille af sig.
Billedet er ikke et screen shot fra UHD blu-ray

Da jeg hørte at der ville komme ny udgave af komedieklassikeren fra 1988 The Naked Gun eller Høj Pistolføring, som originalen hed på dansk, frygtede jeg det værste: Endnu et uinspireret remake med den ikke-sjove Liam Neeson i hovedrollen, men resultatet er heldigvis blevet langt bedre. Især første halvdel af 2025 udgaven, er virkelig sjov og da denne film trods titlen heller ikke er et remake, men en fortsættelse af de gamle film med Drebins søn og for den sags skyld også sønnerne til Drebins kollegaer i hovedrollerne, skal vi ikke forholde os til om den nye eller gamle udgave var bedst. Denne film har samme tone og indeholder tonsvis af referencer og opdaterede gags fra de gamle film, og det gør det kun endnu sjovere, hvis man kender de gamle film, mens nye seere måske kan finde en del jokes platte. Jeg var i hvert fald godt underholdt i de 85 minutter filmen varede og tænker filmen kalder på adskillige gensyn for at spotte flere sjove referencer til de gamle film.
Filmen er instrueret af Akiva Schaffer, der mest har været instruktør på comedy-programmet Saturday Night Live, men det er måske heller ikke det værste sted at øve sig når man skal instruere en komedie og det lykkes her til fulde. Actionscenerne er som i de gamle film over the top urealistiske, men sjove og opfindsomme, så alt er som det skal være. Liam Neesons stenansigt fungerer overraskende godt som Frank Drebin Jr. og man fornemmer fint slægtskabet til Leslie Nielsens figur. Pamela Anderson er også velvalgt som filmens femme fatale Beth Davenport og udviser blandt andet skjulte evner i scat sang. Paul Walter Hauser har desværre ikke fået så mange sjove replikker i rollen som Drebins kollega, men gør det ellers udmærket, mens Danny Huston som altid er god som superskurken Cane.
Trods titelforvirringen kan The Naked Gun anno 2025 helt klart anbefales, for her er man sikret forrygende sjov og skør underholdning, som spiller fint op imod de gamle film og Liam Neeson fungerer overraskende fint i et af hans første forsøg med komediegenren.
Billedsiden af The Naked Gun set på UHD disk er en stor fornøjelse, for filmen er et festfyrværkeri af farver fra de solbeskinnede omgivelser i L.A. 2160p opløsning på UHD disken giver billedsiden af The Naked Gun en høj klarhed og detaljerigdom, som giver en flot dybde i billedet og som udnyttes til fulde, da detaljer på ansigter, biler og omgivelser mv. fremstår knivskarpt. Dolby Vision eller HDR10 bidrager med at udvide farvespektret, så det både føles mere dynamisk og naturligt mens sortniveauet i de mørkere scener indendørs på Cane’s jazzklub eller i boksearenaen er billedligt dybt og uden synlige komprimeringsfejl, så en virkelig flot udgivelse fra Paramount.

På lydsiden skuffer The Naked Gun på UHD disk desværre lidt, da Dolby Atmos soundtracket er meget front orienteret, så man får ikke så meget glæde af sine Dolby Atmos eller bagkanaler, hvilket ellers ville være oplagt med de mange ting, der flyver hen over hovedet på en. Alligevel fremstår soundtracket både detaljeret og dynamisk, og der er dog også nogle scener, hvor de ekstra kanaler er med til at give lyden lidt rumlig fylde fra baggrundlyde i f.eks. boksearenaen eller fra jazzklubben. Dialogen er velprioriteret og går klart i gennem, endda i de intense actionscener.
Et fint udvalg af ekstra materiale er inkluderet på denne udgivelse med masser af referencer til de gamle film, behind the scenes og interviews med de medvirkende samt slettede scener:
• A legacy of Laughter (9 min) • The Funny Femme Fatale (4 min) • Son of a (Naked) Gun (6 min) • The Really Unusual Suspects (4 min) • On the set of a set within a set that’s in a set (4 min) • Dropping the balls (3 min) • Outtakes (12 min) • Deleted, Extended and Alternate scenes (16 min)
Tak til SF Studios / Paramount Pictures
Anmeldelse skrevet november 2025
Tilbage til UHD Blu-ray anmeldelser
|