|
Mortal Kombat 2 UHD 4K blu-ray anmeldelse
Anmeldelse skrevet af Rasmus Jensen
(DK udgave)
Spilletid: 1 timer og 56 minutter
Lyd: Dolby Atmos
Undertekster: Dansk, Svensk, Norsk, Finsk
Aspect Ration: 4K - 2.39:1
HDR: HDR10, Dolby Vision
UHD Blu-ray udgivelsesdato: 3. august 2026
Distributør: SF Studios / Warner Bros
Antal disk: 1 = 1 x UHD 4K blu-ray
Genre: Action
Biograf premiere: 1. maj 2026
Instruktør: Simon McQuoid
Manuskript: Jeremy Slater Producere: bl.a. James Wan, Todd Garner, Simon McQuoid Fotograf: Stephen F. Windon
Klip: Stuart Levy
Musik: Benjamin Wallfisch
Skuespiller:
Lewis Tan som Cole Young Hiroyuki Sanada som Scorpion Karl Urban som Johnny Cage Martyn Ford som Shao Kahn Jessica McNamee som Sonya Blade Josh Lawson som Kano
Beskrivelse: Mortal Kombat II fortsætter direkte, hvor filmen fra 2021 slap. Earthrealm står endnu en gang over for Outworld, og Shao Khan (Martyn Ford) gør alt for at sikre sig sejren i den tiende Mortal Kombat turnering. Cole Young (Lewis Tan), Sonya Blade (Jessica McNamee) og den nu robotarmede Jax (Mehcad Brooks) er tilbage under Lord Raidens (Tadanobu Asano) vejledning, men holdet mangler en sidste kæmper. Ind træder Johnny Cage (Karl Urban), en falleret actionstjerne fra 90'erne, som hurtigt opdager, at der ikke findes stuntmænd, når kampene faktisk går ud på at slå hinanden ihjel.
Billedet er ikke et screen shot fra UHD blu-ray
Fortsættelsen introducerer fanfavoritter som Kitana (Adeline Rudolph), Jade (Tati Gabrielle) og den onde Shao Khan, mens Kitanas tragiske familiehistorie og konflikten med hendes mor, dronning Sindel (Ana Thu Nguyen), fylder en stor del af fortællingen. Hvis man kommer for historien, bliver man nok skuffet. Plottet føles i høj grad som et nødvendigt transportmiddel mellem de forskellige kampe, og de fleste udfald kan ses komme på lang afstand. Der er også et unødvendigt subplot omkring en magisk amulet, som mest af alt står i vejen for det, vi egentlig er kommet for: Turneringen.
For her leverer Mortal Kombat II til gengæld varen. Kampene er større, mere brutale og langt mere underholdende end i forgængeren, og filmen har en langt tydeligere visuel identitet. Den forsøger ikke at skjule, hvor absurd dens univers er, men omfavner i stedet den kitschede stemning og de groteske fatalities, som fans forventer. Samtidig er der heldigvis langt mindre af den mærkværdige "arcana" forklaring, som i 2021-filmen skulle retfærdiggøre, hvordan figurerne fik deres kræfter.
Karl Urban er et af filmens største plusser. Han virker som om, han har forstået præcis, hvilken film han er med i, og hans Johnny Cage tilfører både energi og humor. Josh Lawson er også tilbage som Kano, og samspillet mellem Cage og Kano giver filmen nogle af dens sjovere øjeblikke.
Mortal Kombat II er altså ikke nogen stor film, og den kommer ikke i nærheden af at være sofistikeret. Men den er bedre end filmen fra 2021. Den leverer større spektakel, mere blod, bedre kampe og masser af fanservice – præcis det, man bør forvente af en Mortal Kombat-film.
Jeg havde det sjovt med den. Men selv om Mortal Kombat II er en underholdende omgang videospilsaction, er der næppe tale om en film, jeg får lyst til at se igen lige foreløbig. Og med en billetindtjening, der ikke ligefrem har sat verden i brand, er det langt fra sikkert, at vi nogensinde får en Mortal Kombat III.
Mortal Kombat II leverer en imponerende 4K transfer med Dolby Vision. Kombinationen af omfattende CGI og masser af praktiske effekter, kulisser og makeup fungerer rigtig godt og giver billedet et overbevisende og detaljeret udtryk. Shao Khan ser fantastisk ud, mens Barakas omfattende makeuparbejde får de digitale effekter til at falde naturligt ind. Kun turen til helvede afslører lidt for tydeligt de digitale kulisser. Farverne står flot og levende, mens især de blodrøde nuancer får lov at dominere. Sortniveauet er dybt og præcist, og billedet har masser af kontrast og dybde.

Dolby Atmos sporet er endnu en stærk og slagkraftig oplevelse. Lydsiden leger lidt mere med udtrykket denne gang, ikke mindst i de bevidst overdrevne actionscener fra Johnny Cages film, hvor det nærmest karikerede lyddesign er svært ikke at trække på smilebåndet af. Når kampene for alvor går løs, bliver lydmixet både intenst og imponerende. Næver, spark, klinger, kæder og Raidens lyn fylder rummet, mens surround kanalerne er flittigt i brug. Den dybe bas leverer samtidig masser af tyngde, når slag og hammerslag rammer.
Tak til SF Studios / Warner Bros
Anmeldelse skrevet august 2026
Tilbage til UHD Blu-ray anmeldelser
|