Mad Max Beyond Thunderdome UHD 4K blu-ray anmeldelse
Anmeldelse skrevet af Jan Vilhelmsen
(DK udgave)
Spilletid: 1 timer og 47 minutter Lyd: Dolby Atmos
Undertekster: Dansk, Svensk, Norsk, Finsk.
Aspect Ration: 4K - 2.39:1
UHD Blu-ray udgivelsesdato: 15. november 2021
Distributør: SF Studios / Warner
Antal disk: 2 = UHD 4K blu-ray + Blu-ray
Genre: Action, Sci-fi
Biograf premiere: 15. november 1985
Instruktør: George Miller, George Ogilvie
Manuskript: Terry Hayes, George Miller Producere: Steve Amezdroz, Marcus D'Arcy, Terry Hayes
Fotograf: Dean Semler
Klip: Richard Francis-Bruce
Musik: Maurice Jarre
Skuespiller:
Mel Gibson som Mad Max Bruce Spence som Jedediah Adam Cockburn som Jedediah Jnr. Tina Turner som Aunty Entity Frank Thring som The Collector Angelo Rossitto som The Master
Beskrivelse: Mad Max Beyond Thunderdome forgår i en nær fremtid i en post apokalyptisk verden og her møder vi antihelten Max, da han på vej gennem ørkenen bliver frarøvet sit ’køretøj’ og samtlige ejendele. Han følger tyvens spor til Bartertown, som er hjemsted for alverdens forbrydere og skumle typer. Bartertown ledes på overfladen af Aunty Entity, men da Bartertown er dybt afhængig af energien fra den metanproduktion byen får fra den underliggende svinefarm, er det reelt lederen af svinefarmen, Masterblaster, der bestemmer over Bartertown. Masterblaster viser sig at være to personer der arbejder sammen: Master har hjernen, men er kun en lille dværg, mens Blaster er muskelbundet, som beskytter Master. Aunty vil af med Blaster men beholde Master, da hun har brug for hans viden til at udvikle sin by, og hun laver derfor en aftale med Max at han skal hjælpe hende med Masterblaster, mod at hun skaffer ham hans køretøj tilbage. Max tager derfor arbejde på svinefarmen for at komme tæt nok på, så han kan dræbe Blaster, men det mislykkes og i stedet skal de mødes i arenaen Thunderdome til en tvekamp på liv og død.
Screenshot er ikke fra UHD 4K blu-ray udgivelsen
Mad Max Beyond Thunderdome er et nostalgisk gensyn med en af 80’ernes mest populære filmfranchises Mad Max. Tidens tand har desværre ikke været så venlig ved Mad Max Beyond Thunderdome, som ved andre film fra perioden. Dengang var det en genredefinerende topfilm med datidens stjerner Tina Turner og Mel Gibson i hovedrollerne og en film med fantastiske special effekts. I dag virker den som en mindre god B-film med karikerede skuespillerpræstationer, især fra Angelo Rossitto der spiller Master og et overdøvende soundtrack, der tager fokus væk fra handlingen, som i forvejen er noget rodet. Tog- / biljagten i filmens sidste 1/2 time fungerer til gengæld rigtigt godt og er vel det der minder mest om den seneste Mad Max: Fury Road. Desuden kan man ikke lade være med at blive imponeret over de mange stuntscener, der er lavet helt uden computeranimationer, samt de flotte og opfindsomme kostumer og kulisser.
Screenshot er ikke fra UHD 4K blu-ray udgivelsen
Billedsiden på denne 4K udgivelse af Mad Max Beyond Thunderdome har helt klart fået et løft i forhold til de tidligere Blu-ray udgaver, som forekommer meget outdatede til sammenligning. Der er en god skarphed og dybde i den nyrestaurede billedside, som nyder godt af det nye HDR 10+ farvespektrum, hvor både de farvemæssigt intense eller de mere afdæmpede scener fremstår optimalt, nyd f.eks. det elegante blålige skær i Aunty’s gemakker. Til gengæld er nogle af de forvejen mørke scener fra underverdenen i Bartertown blevet endnu mørkere og det kan til tider være svært at se hvad der foregår. Sortniveauet er til gengæld forbilledligt dybt og billedsiden uden synlige komprimeringsfejl.
Soundtracket til denne UHD udgivelse af Mad Max Beyond Thunderdome er også blevet opgraderet til Dolby Atmos, og drager god nytte heraf med retningspanoreringer i scener med flyvemaskinen, i den store afsluttende forfølgelsesscene samt med masser af atmosfæreskabende baggrundslyde fra f.eks. svinefarmen eller tilråb fra tilskuerne, der hænger udenpå Thunderdome arenaen. Til gengæld trækker en lidt flad gengivelse af skud og eksplosioner ned på helhedsindtrykket. Personligt synes jeg også den overdøvende underlægningsmusik ødelægger spændingen i mange scener, men det er nok smag og behag. Dialogen er velprioriteret og fremstår klart og centreret i lydbilledet.
• Theatrical Trailer
Tak til SF Studios / Warner
Anmeldelse skrevet november 2021
Tilbage til UHD Blu-ray anmeldelser
|