M3GAN 2.0 UHD 4K blu-ray anmeldelse

 
M3GAN 2.0 UHD 4K blu-ray anmeldelse

Anmeldelse skrevet af Rasmus Jensen
M3GAN 2.0 UHD 4K blu-ray anmeldelse
 
(DK udgave)
Spilletid: 2 timer
Lyd: Dolby Atmos
Undertekster: Dansk, Svensk, Norsk, Finsk, Engelsk
Aspect Ration: 4K - 2.39:1
HDR: HDR10, Dolby Vision

UHD Blu-ray udgivelsesdato: 9 oktober 2025
Distributør: SF Studios / Universal Studios
Antal disk:  1 = 1 x UHD 4K blu-ray

Genre: Action, sci-fi
Biograf premiere: 26. juni 2025
 
Instruktør: Gerard Johnstone
Manuskript: Gerard Johnstone
Producere: bl.a. Gerard Johnstone, Jason Blum, James Wan
Fotograf: Toby Oliver
Klip: Jeff McEvoy
Musik: Chris Bacon
 
Skuespiller:
Allison Williams som Gemma
Violet McGraw som Cady
Amie Donald som M3gan
Brian Jordan Alvarez som Cole
Jen Van Epps som Tess
Ivanna Sakhno som Amelia
 
Beskrivelse: 
Fra gysermesteren Blumhouse og Atomic Monster kommer M3GAN 2.0. Den nyeste film i franchisen om den kunstige intelligens, der fik verden til at gyse. Udgivelsen fra Universal byder på flot 4K-billede, både biografversion og en lidt længere Unrated Cut, samt en håndfuld ekstramaterialer. Instruktør Gerard Johnstone og hovedrollerne Allison Williams (Gemma) og Violet McGraw (Cady) vender tilbage, mens Amie Donald og Jenna Davis igen giver liv og stemme til M3GAN.
 
M3GAN 2.0 UHD 4K blu-ray anmeldelse
Billedet er ikke et screen shot fra UHD blu-ray

Filmen åbner dramatisk nær grænsen mellem Tyrkiet og Iran, hvor en kvinde bliver holdt fanget af en væbnet gruppe, indtil det viser sig, at hun selv er våbnet. Kvinden er nemlig Amelia, en hyperavanceret maskine skabt ud fra M3GANs oprindelige design. Samtidig kæmper Gemma og hendes niece Cady med at komme videre efter rædslerne fra den første film, men da FBI afslører, at Amelia stammer fra M3GANs teknologi, må Gemma endnu engang tage kampen op, denne gang mod en trussel, der kan udslette hele menneskeheden.

Det mest overraskende ved M3GAN 2.0 er, at Johnstone og medforfatter Akela Cooper ikke bare gentager succesen fra etteren. I stedet skifter de kurs og bevæger sig væk fra den letbenede PG-13-gyser og over i rendyrket science fiction. Det er et modigt valg, for hvor den første film indtjente imponerende 182 millioner dollars, har denne efterfølger kun hentet en brøkdel. Alligevel giver genreskiftet mening: med sin tematik om kunstig intelligens og teknologisk kontrol føles M3GAN mere hjemme i sci-fi-universet end i gyserens blodsprøjt.

Filmen fungerer bedst, når den læner sig op ad klassikere som Terminator og The Matrix og udforsker frygten for, hvad der sker, når maskinerne tænker selv. Johnstone får meget ud af sit beskedne budget, og det er forfriskende at se en film, hvor fire kvinder bærer de vigtigste roller. Amelia er her den egentlige skurk, et koldt og effektivt AI-væsen, mens M3GAN selv bliver en mere tvetydig figur. Hun har lært af sine fejl og viser tegn på selvstændig tanke, hvilket giver en interessant moralsk gråzone: Er hun stadig et program, eller noget mere?

Denne udvikling åbner spændende perspektiver for fremtidige film. Hvor gyserikoner som Freddy og Jason altid forbliver skurke, er M3GAN måske på vej til at blive noget helt andet, en antihelt i en verden, hvor grænsen mellem menneske og maskine udviskes.

Selvom filmen tager sig selv alvorligt, er der heldigvis også plads til humor. Timm Sharp som den kejtede oberst Sattler og Jermaine Clement som selvoptaget tech-milliardær sørger for flere grin, mens M3GAN selv leverer sarkastiske bemærkninger, der giver hende en menneskelig kant. Johnstone strør desuden om sig med små nik til filmhistorien, fra Metropolis til Knight Rider, og det giver filmen charme og selvironi.

M3GAN 2.0 er måske ikke lige så stramt fortalt som sin forgænger, men den tør udvikle sin egen mytologi. Resultatet er en underholdende, veldesignet og klogere efterfølger, der udvider universet i stedet for blot at gentage det.
 
M3GAN 2.0 tager sig imponerende ud på 4K UHD med Dolby Vision. Billedet er skarpt, detaljerigt og præsenteret i filmens originale 2.39:1-format. Farverne er velafbalancerede, fra de dæmpede, varme toner i begyndelsen til de mere kraftige og kølige nuancer, når handlingen og teknologien tager fart. Sortniveauet er dybt uden at sluge detaljer, og hudtonerne fremstår naturlige. Man fornemmer tydeligt teksturer i tøj, rekvisitter og omgivelser, helt ned til murværk og træstruktur. Den skarpe gengivelse afslører også forskellen mellem Amelia og M3GAN: hvor Amelia virker menneskelig, fremstår M3GAN nærmest uhyggeligt perfekt, for glat, for fejlfri, et effektivt visuelt ekko af filmens tema om teknologi, der overskrider det menneskelige.
 
M3GAN 2.0 leveres med et Dolby Atmos-lydspor, der måske ikke er prangende, men effektivt og velafbalanceret. Lydbilledet er primært frontfokuseret, men byder ofte på en flot, omsluttende oplevelse. I roligere scener nøjes lydsporet med diskrete atmosfæriske effekter og stemningsfuld underlægningsmusik, mens det for alvor folder sig ud, når M3GAN gør sin tilstedeværelse mærkbar, hendes stemme fylder rummet og omslutter seeren med truende nærvær. Den dybe bas giver vægt til skud, slag og eksplosioner, og små lyde som fodtrin og døre får ekstra realisme. Musikken er klart gengivet og velafbalanceret med solid bund, og retningsfornemmelsen er præcis, både stemmer, projektiler og effekter bevæger sig naturligt i rummet. Dialogen står skarp og tydelig. En solid og troværdig lydpræstation.
 
 

Tak til SF Studios / Universal Studios

Anmeldelse skrevet oktober 2025

Tilbage til UHD Blu-ray anmeldelser