Le mans `66 UHD 4K blu-ray anmeldelse
Anmeldelse skrevet af Morten Stjernholm
(DK udgave)
Spilletid: 1 time og 32 minutter Lyd: Dolby ATMOS på UHD disk, DTS HD MA 7.1 på Blu Ray, 5.1 beskrivende audio, dubs på flere sprog i 5.1 DTS.
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk, engelsk, fransk, m.fl
Aspect Ration: 2.39:1 (original aspect ratio)
UHD Blu-ray udgivelsesdato: 30. marts 2020
Distributør: FOX Paramount Warner Home Entertainment
Antal disk: 2 = UHD 4K blu-ray + Blu-ray
Genre: Action/drama
Biograf premiere: 14. november 2019
Instruktør: James Mangold
Manuskript: Jez & John-Henry Butterworth, Jason Keller Producere:bl.a. Dani Bernfeld,Peter Chernin,Anthony Dixon,Aaron Downing
Fotograf: Phedon Papamichael Klip: Andrew Buckland, Michael McCusker, Dirk Westervelt Musik: Marco Beltrami, Buck Sanders
Skuespiller:
Matt Damon som Carroll Shelby Christian Bale som Ken Miles Jon Bernthal som Lee Iacocca Caitriona Balfe som Mollie Miles Josh Lucas som Leo Beebe Noah Jupe som Peter Miles
Beskrivelse: En frit fortalt udgave af den fantastiske historie om, da det lykkedes ford at slå ferrari ved lemans. Når Hollywood er bedst!
I europa lanceres filmen med titlen Le Mans 66`, hvor den i USA har fået den mere poppede titel “Ford vs. Ferrari”. Le mans 66` er den fantastiske historie om hvordan ford besluttede sig for at vinde le mans, og hvad der skulle til for at nå dertil.
Kernen i filmen de fantastiske personligheds historier om konstruktør legenden Caroll Shelby og racerkøreren Ken Miles, det storpolitiske spil i ford motor company, hvor den store maskine hele tiden kommer i vejen for Carroll Shelby. Det er en film om entrepreneurskab, venskab, loyalitet, integritet, mod, visioner og big business, altsammen iscenesat helt fantastisk i midten af tresserne. Det er hollywood når det er allerbedst, og fremragende filmmaking.
Hovedrollerne som Caroll Shelby og Ken Miles spilles eminent af Matt Damon og Christian Bale, der viser en helt anderledes side af sig selv som briten Ken Miles. Hvis man f.eks lige har set filmen “Vice” hvor Bale spiller Dick Cheney, forstår man denne skuespillers talent. Den underskønne Caitriona Balfe spiller Ken Miles seje og empatiske hustru Mollie Miles med stor dybde og spændvidde. Dynamikken mellem Damon og Bale er herlig, og kommer smukt til udtryk en en sjov scene, hvor deres karakterer får ny dybde under en “kællinge” slåskamp på en græsplæne, iskoldt observeret af Ken Miles hustru, Mollie.
Filmen formår at holde en flot balance mellem karakterudvikling og drive plottet fremad. Der er masser af sjove scener og aldrig en scene der virker uden formål og intention. Tonen, feelingen og dispositionen af manuskriptet er virkelig gennemarbejdet, og vi hænger aldrig for længe i noget der er ligegyldigt.
Så er der hele det bilnørdede perspektiv. Filmen er en fest af periode korrekte biler, teknik og miljø. For dem der kender lidt til biler, så krævede racerbilerne fra den periode en racerkører med ekstremt store boller. Ting som sikkerhedssystemer, kulfiber abs bremser, esp, airbags, sikkerhedsseler og computer udviklet aerodynamik var ikke lige noget man var kommet til. Til gengæld kunne man lave enorme motorer og ret lette biler. Kombinationen er naturligvis en ren dødsfælde der udelukkende holdes på asfalten af køreren.
Lyden af de forskellige modeller, møjsommeligt indsamlet, perfekte eksemplarer af de historiske biler, udsmykning og “attention to detail” er helt fantastisk, og bidrager til en film der ikke lider under at ligne et stort CG show.
Lemans 66` kan ses af alle for dramaet, bilnørder og racing interesserede i alle aldre, og film om personlig ambition og vision er altid inspirerende.
Hollywood når de er bedst - gør Le mans 66` til en UHD disk man bare må have i samlingen!
Da der benyttes primært praktiske effekter i Le Mans 66`, er diskene baseret på en 4K immediate. Blu Ray disken kommer i et AVC encode og er et pragteksemplar af en BluRay billedmæssigt. Der er ikke skyggen af blocking eller andre kompressions artefakter. UHD disken har tydeligvis glæde af den ekstra opløsning, men det er HDR graden der gør den store forskel. Jeg kæmper lidt med at UHD disken fremstår en tand for mørk i dagslys på mit LG OLED TV, selv med dynamisk tone mapping slået til. Det betyder at sortniveauet virker en lille smule for trykket. På mit TV skal den ganske enkelt ses uden for meget lys i rummet eller i mørke for at få alle sort detaljerne med. Her er den mindre dynamik på Blu Ray disken en fordel, så længe man ikke har en 4000 nits skærm. UHD disken er på ingen måde dårlig, og er en signifikant upgrade fra Blu Ray disken. Farver er varme og naturlige, filmens look skriger bare old school cinematisk kvalitet, og blev for mig en bedre, mere detaljeret oplevelse end den jeg fik da jeg så den i biografen.
Le Mans 66` er endnu et eksempel på at snyde det disk købende publikum for Dolby Atmos lydsporet på Blu Ray disken, der er udstyret med et DTS HD MA 7.1 lydspor. En mærkelig måde at tænke på, jeg ikke kan begribe. I tilfældet Le Mans 66` gør det imidlertid ikke det store, da brugen af top kanalerne ikke er så udtalt, på trods af at der er tale om en film der er mixet i Dolby Atmos fra starten af.
Begge diske skal roses for at inkludere et 2.0 mix (DTS HD MA på UHD disken og Dolby digital på Blu Ray disken). Dette er genialt hvis du ser filmen på et stereo tv med begrænset dynamisk formåen. Desværre har man kørt dolby digital bit-raten så langt ned på Blu Ray udgaven af 2.0 mixet at der er tydelige kompressions artefakter og masking i lyden. Med alt ekstramaterialet på Blu Ray disken og syv lydspor incl et 5.1 lydspor med beskrivende audio er det fair nok for at bevare en ordentlig bitrate til filmen.
Lyd designet er ekstremt vellykket, med omhyggelig “attention to detail”, fremragende dialog, veldisponeret, kontrolleret dynamik og brug af alle kanaler. Masser af panorering der suger dig lige ind i fortællingen i alle perspektiver. Jeg så filmen i biografen, og var da lidt ked af den raspende, hårde lyd i imperial, og mangel på brug af top kanalerne. Det kan ærgre lidt, at man ikke har brugt top kanalerne mere aktivt, for der er masser af muligheder for det. Det er dog ikke noget der kan trække en ellers gennemført lydside synderligt ned. Køre scenerne er klart demo materiale, og lydmixet generelt - er hollywood når de gør det bedst anno 2020.
Blu Ray disken indeholder masser af ekstramateriale med interviews med alle hovedrollerne, instruktør, behind the scenes features om designet af filmen, bilerne, lidt fra lydarbejdet, kameraarbejdet og meget mere. To thumps op for dette pragtfulde materiale!
Set/hørt på: Billede:JVC X7900 projektor (directors cut) LG 65” OLED (dolby vision) Lyd: M&K S-300 (LCR) S-300T (LSRS) MP300 (SBL-SBR), IW150 (4xHEIGHT).
Genelec 7071subwooder (LFE) NAD M27 forstærkere, Lyngdorf MP60 surround Pre.
Afspiller: Oppo UHD 205, lydspor: Dolby ATMOS, DTS HD MA 7.1 uden upmix.
Tak til FOX Paramount Warner Home Entertainment / PR Nordic
Anmeldelse skrevet marts 2020.
Tilbage til UHD Blu-ray anmeldelser
|