How to Train Your Dragon UHD 4K blu-ray anmeldelse

 
How to Train Your Dragon UHD 4K blu-ray anmeldelse

Anmeldelse skrevet af Rasmus Jensen
How to Train Your Dragon UHD 4K blu-ray anmeldelse
 
(DK udgave)
Spilletid: 2 timer og 5 minutter
Lyd: DTS HD Master Audio 5.1
Undertekster: Dansk, Svensk, Norsk, Finsk, Engelsk
Aspect Ration: 4K - 2.40:1 & 1.90:1
HDR: HDR10, Dolby Vision

UHD Blu-ray udgivelsesdato: 25 september 2025
Distributør: SF Studios / Universal Studios
Antal disk:  1 = 1 x UHD 4K blu-ray

Genre: Action, Familie, Eventyr
Biograf premiere: 12. juni 2013
 
Instruktør: Dean DeBlois
Manuskript: Dean DeBlois
Producere: bl.a. Dean DeBlois, David Cain, Michael A. Connolly
Fotograf: Bill Pope
Klip: Kirk Wyatt Smith
Musik: John Powell
 
Skuespiller:
Mason Thames som Hiccup
Nico Parker som Astrid
Gerard Butler som Stoick
Nick Frost som Gobber
Gabriel Howell som Snotlout
Julian Dennison som Fishlegs
 
Beskrivelse: 
Instruktør Dean DeBlois, der stod bag animationsfilmen fra 2010, vender tilbage til Berk med en ny version, der næsten føles som et spejlbillede af den oprindelige. Kulisser, locations og et menneskeligt cast sætter rammen, mens dragerne lever gennem imponerende fotorealistisk CGI. Og ja – Tandløs ser stadig fantastisk ud, selvom han kun eksisterer på computeren.
 
How to Train Your Dragon UHD 4K blu-ray anmeldelse
Billedet er ikke et screen shot fra UHD blu-ray

Live-action-remakes af animerede klassikere er efterhånden blevet en fast del af Hollywoods repertoire. Disney har længe tjent styrtende på at genfortælle sine største titler med ægte skuespillere, fotorealistisk CGI og overdådige kulisser, ofte med blandede resultater. Derfor kan det virke næsten utænkeligt, at en remake faktisk kan måle sig med originalen. Alligevel lykkes det med Sådan træner du din drage.

Plottet er praktisk talt identisk: Den unge Hikke, spillet overbevisende af Mason Thames, er stadig den kejtede vikingedreng, der bliver ven med en drage i stedet for at slå den ihjel. Nico Parker indtager rollen som Astrid, mens Nick Frost leverer komisk overskud som smeden Gobber. Gerard Butler vender tilbage som den barske Stoick og giver figuren en tyngde, der fungerer overraskende godt i live-action.
 
Det mest bemærkelsesværdige er, hvor lidt der er ændret. Mange tidligere remakes er faldet i fælden med at tilføje unødige sideplots, ekstra sange eller drastiske karakterændringer, som har gjort helheden tung og uinspireret. Her er alt skåret ind til benet: historien, karaktererne og de følelsesmæssige højdepunkter står urørt. Resultatet er en film, der bevarer den charme og styrke, der gjorde originalen elsket, men nu i en ny, fysisk virkelighed.

De store øjeblikke fungerer stadig. Hikkes første flyvetur med Tandløs er lige så magisk som for 15 år siden, måske endda mere, fordi det ser ud, som om det kunne ske i virkeligheden. Opgøret i filmens finale er intenst, dramatisk og følelsesmæssigt tilfredsstillende. Og selvom vi kender hvert et slag, virker det stadig friskt, fordi skuespillerne sælger oplevelsen med ægte nærvær.

Filmen er ikke uden små justeringer. Der er leget en smule med vikingesamfundets struktur, og dynamikken i Berks krigerklan har fået en moderne kant. Men ændringerne er så diskrete, at de aldrig distraherer. Tværtimod føles de som naturlige nuanceringer, der styrker universets troværdighed.

Det er i virkeligheden filmens største styrke: den lader være med at overforklare, modernisere eller “opdatere” en historie, der i forvejen fungerede perfekt. Hvor Disneys remakes ofte mister gnisten i jagten på nyt, beviser Sådan træner du din drage (2025), at respekt for originalen kan være vejen til succes.

Er det nødvendigt at genskabe en film, der allerede var en moderne klassiker? Måske ikke. Men når resultatet er så respektfuldt, medrivende og visuelt betagende som her, er det svært at klage. Sådan træner du din drage anno 2025 er en af de sjældne remakes, der faktisk kan stå side om side med originalen og stadig føles lige så magisk.
 
Sådan træner du din drage tager sig imponerende ud i 2160p Dolby Vision med et dynamisk skift mellem 2.39:1 og 1.90:1, som virkelig kommer til sin ret i de store actionsekvenser. Billedet er knivskarpt, og detaljeniveauet er fremragende, fra vikinger med vilde skæg og pelsklædte rustninger til landsbyens både, huse og ikke mindst dragerne. Tandløs står klart som aldrig før, med synlige skæl og teksturvariationer, men stadig med sit katteagtige udtryk. Farverne er levende og mættede, især Berks grønne bakker og dragegalleriets farvespil, mens hudtoner forbliver naturlige. Sortniveauet er dybt med flot skyggeadskillelse, hvilket giver billedet en markant dybde. Denne 4K Dolby Vision-version er en visuel fornøjelse.
 
Dolby Atmos lydsporet lever fuldt op til billedsiden og giver en forrygende lydoplevelse. Fra drager, der brøler og spyder ild hen over hovederne, til Tandløs’ karakteristiske skrig og panikken i Berks gader, lyden trækker én direkte ind i universet. John Powells ikoniske score er stadig rigt og medrivende, selv i denne let reorkestrerede udgave. Bassen leverer masser af tyngde, når kampene raser, og højdekanalerne udnyttes effektivt, når ildkugler regner ned fra himlen. Dialog står altid klart, også midt i kaosset, mens side- og bagkanaler konstant er i spil under de store scener. Selv i de mere stille øjeblikke formår lyden at holde atmosfæren levende. Et gennemført Atmos-mix, der skaber en virkelig omsluttende oplevelse.
 
 

Tak til SF Studios / Universal Studios

Anmeldelse skrevet oktober 2025

Tilbage til UHD Blu-ray anmeldelser