Dirty Harry UHD 4K blu-ray anmeldelse

 
Dirty Harry UHD 4K blu-ray anmeldelse

Anmeldelse skrevet af Rasmus Jensen
Dirty Harry UHD 4K blu-ray anmeldelse
 
(DK udgave)
Spilletid: 1 time og 42 minutter
Lyd: Dolby Atmos
Undertekster: Dansk, Svensk, Norsk, Finsk, Engelsk
Aspect Ration: 4K - 2.39:1
HDR: HDR10

UHD Blu-ray udgivelsesdato: 12. maj 2025
Distributør: SF Studios / Warner Bros
Antal disk:  1 = 1 x UHD 4K blu-ray

Genre: Krimi, Thriller
Biograf premiere: 7. april 1972
 
Instruktør: Don Siegel
Manuskript: Dean Riesner, Rita M. Fink, Harry Julian Fink
Producere: Don Siegel, Robert Daley, Carl Pingitore
Fotograf: Bruce Surtees
Klip: Carl Pingitore
Musik: Lalo Schifrin
 
Skuespiller:
Clint Eastwood som Harry
Harry Guardino som Bressler
Reni Santoni som Chico
John Vernon som The Mayor
Andrew Robinson som Killer(as Andy Robinson)
John Larch som Chief
 
Beskrivelse: 
Filmen åbner med, at en snigskytte dræber en kvinde og efterlader en kryptisk besked signeret “Scorpio.” San Francisco er fanget i en galnings jerngreb, og den eneste, der kan stoppe ham, er kriminalbetjent “Dirty” Harry Callahan (Eastwood). Bevæbnet med sin .44 Magnum og en kompromisløs tilgang til retfærdighed, jager Harry morderen gennem byen. Som forbrydelserne eskalerer, må han balancere mellem loven og sin egen moralske kode.
 
Dirty Harry UHD 4K blu-ray anmeldelse
Billedet er ikke et screen shot fra UHD blu-ray

Når man ser på en legende som Clint Eastwood, kan det være svært at vælge blandt hans mange ikoniske film. Ud over rollen som “The Man With No Name” står “Dirty” Harry Callahan som en af hans mest uforglemmelige karakterer. Fordelt over fem film sætter han sit præg på cop thriller-genren og det hele begynder med Dirty Harry fra 1971, instrueret af Don Siegel.

Dirty Harry blev lavet under Zodiac mordene og reflekterer datidens frygt og frustration over stigende kriminalitet og politiets magtesløshed. Harry Callahan bliver portrætteret som en antihelt: En betjent, der er villig til at bruge dødelig magt for at beskytte uskyldige. Filmen sætter spørgsmålstegn ved retssystemet, især i scenen hvor Harry torturerer Scorpio for at finde en kidnappet pige. Publikum konfronteres med dilemmaet: Er det retfærdigt, hvis loven ikke er effektiv?

Filmen udfordrer vores opfattelse af heltemod og lovens grænser og antyder, at Harrys version af retfærdighed måske overgår lovens begrænsninger, et synspunkt som senere film i serien, især Magnum Force, delvist trækker i land. Spørgsmålet er, om filmen blot er action underholdning, eller om den rummer en dybere samfundskommentar, svaret afhænger af ens personlige holdning.

Clint Eastwood har selv beskrevet Dirty Harry filmene som sine versioner af tegneseriefilm. Han takkede nej til rollen som Superman, men fandt sit superhelteunivers i Harry Callahan. En figur større end livet med sine egne regler og store action scener.

Eastwood føles som det oplagte valg til rollen, selvom navne som John Wayne, Burt Lancaster og Frank Sinatra blev overvejet. Andy Robinson er mindeværdig som Scorpio, en psykopat uden navn, der dræber for fornøjelsen. Reni Santoni er stærk som makker Chico, en idealist med tro på systemet. Filmen byder også på biroller af John Vernon, John Larch, Harry Guardino, John Mitchum og Josef Sommer. Albert Popwell dukker op som bankrøver og vender tilbage i forskellige roller i seriens efterfølgere.

Dirty Harry står stadig som en milepæl i action genren og en af Eastwoods mest ikoniske præstationer. En gritty, moralsk kompleks film, der blander hårdtslående action med samfundskritik.
 
I 2008 udkom Dirty Harry på Blu-ray i 1080p, men den udgivelse var kun middelmådig, bedre end DVD’en, men med tydelige problemer. Nu, 17 år senere, får vi en markant opgradering med en ny 2160p HDR10-transfer. Filmgrain er langt bedre defineret og ser naturligt ud, uden at være overbehandlet. Ansigtstræk, hår og detaljer som Harrys jakke fremstår klart og skarpt, fri for den støj og de pletter, der plagede den gamle version. Selvom enkelte billeder stadig er lidt bløde i kanten, er det noget, der altid har været til stede i filmens tidligere formater. HDR10-farvegraderingen er subtil, men effektiv. Farverne popper naturligt, og hudtoner ser sundere og mere realistiske ud. Den nye udgivelse er en betydelig forbedring, der virkelig løfter Bruce Surtees’ rå og stemningsfulde fotografering til nye højder. En klar anbefaling for fans og samlere.
 
Den nye udgivelse af Dirty Harry tilbyder to lydspor: Et nyt Dolby Atmos mix og den originale biograflyd i DTS-HD MA 2.0. 2.0 sporet lyder tro mod den oprindelige mono mix og indeholder de autentiske lydeffekter, bl.a. mere karakteristiske skudlyde end i tidligere udgaver. Det lyder mindre bearbejdet og mere naturligt, tættere på filmens oprindelige udtryk. Atmos mixet bygger videre på det gamle Dolby TrueHD 5.1 lydspor, men tilføjer lidt mere definition i surround lyden. Lydeffekterne er stadig moderniserede, men ikke overdrevent forstyrrende. Det mest markante løft ligger i Lalo Schifrins ikoniske musik, som nu fremstår mere balanceret og kraftfuld med god brug af bas. Særligt i intense scener, som når Scorpio forbereder et angreb, leverer lyden ekstra stemning. Alt i alt er 2.0 lydsporet det mest autentiske valg, hvorimod Atmos versionen giver en solid, opdateret oplevelse for moderne hjemmebiografer.
 
 

Tak til SF Studios / Warner Bros

Anmeldelse skrevet maj 2025

Tilbage til UHD Blu-ray anmeldelser