We steal secrets – The story of Wikileaks blu-ray anmeldelse

 
We steal secrets – The story of Wikileaks blu-ray anmeldelse
 
We steal secrets – The story of Wikileaks blu-ray anmeldelse

Anmeldelse skrevet af Rasmus Krarup

We steal secrets – The story of Wikileaks blu-ray anmeldelse
Zone A-B-C = kodefri (DK udgave
Spilletid: 129 minutter
Lyd: DTS HD Master Audio 5,1 : Engelsk
Dolby Digital 5.1, Tysk 
Undertekster: Dansk, Svensk, Norsk, Finsk, Engelsk,Tysk og Islandsk
Aspect Ration: MPEG-4 AVC 1.85:1 High Definition 1080/24p

Blu-ray udgivelsesdato: 23 januar 2014
Distributør: Universal Sony Pictures Home Entertainment 
Antal disk: 1 = blu-ray

Genre: Dokumentar

Crew:     
Instruktør: Alex Gibney
Manuskript: Alex Gibney
Producere: bl.a. Sam Black og Alexis Bloom

Fotograf: Maryse Alberti
Klip: Andy Grieve
Musik: Will Bates


Skuespiller:
Julian Assange som Julian Assange 
 
Beskrivelse: 
Julian Assange var grundlæggeren af WikiLeaks tilbage i 2006 – en organisation som den dag i dag er aktiv med at afsløre og offentliggøre hemmelige dokumenter til offentligheden. Hemmeligheder som folk har gjort alt for at skjule, men hvor Assange i stedet mener, at befolkningen har ret til at have kendskab til tingene. Denne film beskæftiger sig med hele organisationens historie, og går i dybden med Julian Assanges livshistorie – fra en ukendt hacker til en verdensberømt karakter i etiske dilemmaer i vores hverdag.  
 
We steal secrets – The story of Wikileaks blu-ray anmeldelse
 
Filmen følger starten af Julian Assange karriere som ukendt hacker til en verdensberømt anarkistisk idealist. Den bevæger sig videre til en masse bi-historier, som fortæller, hvordan WikiLeaks blev grundlagt og hvilke folk som i sidste ende blev grundstenen i hele organisationens fundament. Filmen giver et meget interessant indblik i aspekter af Assange liv og karriere, som man aldrig har kendt til før.

Handlingen er dybdegående og får alle detaljerne med i historien. Den bliver dog i længden en smule kedeligt og langtrukkent, da der er så voldsom meget information at kapere på utrolig kort tid. Det hele går faktisk alt for hurtigt, da man har svært ved at holde fokusset hele vejen igennem. Det gør det en smule forvirrende, at filmen fylder så mange forskellige informationer på bordet på én gang – den følger som sådan den klassiske opbygning med et udgangspunkt, der efterhånden bliver suppleret med mere information, men på visse punkter bliver der nævnt lidt for mange navne og detaljer til, at man kan følge med. Dog indhenter filmen et roligt tempo 30-40 minutter inde i filmen, hvor man går i dybden med flere fokuserede detaljer. Hele dokumentaren er bygget op som en detektivhistorie såvel som oprindelseshistorie, hvilket giver en fed dynamik mellem informationerne.

Handlingen giver et skræmmende indblik i alle de ting, der sker rundt omkring i verden, som vi slet ikke kender til. Man føler lidt at man skal tage stilling til Assanges mission – er han gal eller er han en frihedskæmper? Desuden giver filmen et interessant indblik i forskellige menneskers livsmeninger og plads i livet, som alle har en brik i spillet i denne utroligt interessante affære om hacking og teknologi i nyere tid. Filmen leverer nogle solide portrætter af meget karismatiske personer, og man får virkelig et indblik i en verden, man både kan relatere til, men samtidig bliver overrasket over.

Meget af filmen er optaget i et slags datasprog, som egentlig giver mere dybde i forhold til emnet, men virker i sidste ende lidt kedeligt. Der er mange detaljer, som bliver gentaget eller udpenslet langt ud over nødvendig information, og man føler på visse punkter, at så lang behøvede dokumentaren nu heller ikke at være. Heldigvis har filmen en god dynamik i opsætningen, da den fungerer som en overordnet sammenklipning af forskellige virkemidler – reklamer, tv-spots, private billeder og interviews. Alle disse elementer spiller fornemt sammen og kreerer en fortælling ud fra flere års materiale.

På visse punkter virker filmen mere som et skulderklap til Assange, frem for en reel objektiv beskrivelse af hans liv. Den fungerer desuden også som en promovering af WikiLeaks gennem professionelle billedredigeringer og dygtige koreografier i opsætningen. Men den giver også flere sider af WikiLeaks, hvor de måske ikke er så usårlige, troværdige og uovervindelige, som man har troet. Men man bliver generelt meget overbevist om deres troværdighed og retfærdighedssøgen, og man får virkelig svar på de fleste spørgsmål i gennem denne gennemgående velstrukturerede dokumentar.
 We steal secrets – The story of Wikileaks blu-ray anmeldelse

Den visuelle del er en blanding af formidable højopløsningsoptagelser og grynede hjemmeoptagelser, som faktisk har en god virkning sammen. De grynede optagelser gør det hele mere realistisk og skildrer verden, som den er, mens de mere kvalitetsprægede optagelser afspejler en professionalisme i hele produktionen. Hele billedopsætningen minder om et forlænget afsnit af Station 2-special, hvilket er typisk kendetegnet for visse former for dokumentarfilm. Billedredigeringerne og sammenklipningen af optagelserne fungerer helt formidabelt og skifter videre i programmet uden at miste forbindelsen eller bryde den glidende billedside. Samlet set en overraskende velklippet og flot billedside. 
 
Den lydmæssige del af udgivelsen er lidt en blandet fornøjelse. Der er stort fokus på dialoger og interviews i denne opbygning, hvilket sætter sin lid til nogle dygtige redigeringer. Det fungerer helt optimalt og giver en glasklar og interferensfri lyd hele vejen i gennem. Den meget alsidige blanding af forskellige dokumentarklips og hjemmevideoer giver en lydkvalitet, som skifter lidt for mange gange kvalitetsniveauet. Filmen er også præget af underlægningsmusik, som er med til at skabe stemningen for det, der sker i filmen. Det fungerer på sin vis meget godt, men bliver ofte lidt for overdrevet og dramatisk end nødvendigt. Samlet set ligger lydsiden lige over midten af karakterskalaen. 

Samlet set er denne dokumentar en sikker vinder, hvis man er interesseret i at få hele historien bag WikiLeaks. Den leverer alle baggrundhistorier, detaljer og hændelser indenfor denne historiske begivenhed, og det skal filmen have ros for. Dog har man set bedre dokumentaropbygninger og kreationer førhen, og hvis man kigger på den objektivt, virker den ikke lige så stærk, som man kunne forvente. Dokumentaren er generelt set meget underholdende og leverer en fascinerende historie.  

Anmeldelse skrevet den 9 februar 2014.

Tak til Universal Sony Pictures Home Entertainment

Tilbage til blu-ray anmeldelser