Flight blu-ray anmeldelse

Flight Blu-ray anmeldelse

Flight blu-ray anmeldelse

Anmeldelse skrevet af Rasmus Krarup


Flight Blu-ray anmeldelse

Zone A-B-C = kodefri (DK udgave)
Spilletid: 2 time og 18 minutter
Lyd:
DTS-HD Master Audio 5,1: Engelsk
Dolby Digital 5.1: Fransk & Italiensk
Undertekster:
Dansk, Svensk, Norsk, Fransk, Finsk, Engelsk, Spansk, Italiensk.
Aspect Ration: MPEG-4 AVC 2.40:1 High Definition 1080/24p

Blu-ray udgivelsesdato: 27 juni 2013
Distributør: Paramount Home Entertainment.
Antal disk: 1 = Blu-ray.

Genre: Drama/Komedie.
Biograf premiere: 28 februar 2013.

Crew: 
Instruktør: Robert Zemeckis
Manuskript: John Gatins
Producere: bla. Heather Kelton, Laurie MacDonald, Walter F. Parkes og Robert Zemeckis
Fotograf: Don Burgess
Klip: Jeremiah O’Driscoll
Musik: Alan Silvestri

Skuespiller:
Denzel Washington som Whip Whitaker
Nadine Velazquez som Katerina Marquez
Bruce Greenwood som Charlie Anderson
John Goodman som Harling Mays
Don Cheadle som Hugh Lang
 

Beskrivelse:
Denzel Washington har for alvor gjort sig bemærket på det store lærred i alle mulige forskellige filmgenre såsom gangsterfilm og actionfilm. Nu prøver han igen kræfter med dramagenren og hans uforlignelige talent indenfor skuespil rammer endnu en gang plet. Filmen handler om piloten Whip som på trods af sit enorme alkoholmisbrug fortsætter sit ansvarsfulde job – Da flyet en dag styrter ned mod jorden formår piloten på mirakuløs vis at redde næsten hele besætningen fra den visse død. Han bliver hyldet som en helt, men da de tekniske undersøgelser fra styrtet påviser alkohol i blodet på piloten, bliver hans hyldest til en ren menneskejagt.

Flight Blu-ray anmeldelse
 

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Anmeldelse:
Denzel Washington gør det fantastisk i rollen som den alkoholiserede Whip, og hans indlevelse i rollen giver nærmest kuldegysninger i flere scener i løbet af filmen. Han giver et perfekt portræt af en rigtig alkoholiker blandet med en tankevækkende personlighed, hvilket gør filmen yderst seværdig blot på baggrund af hans talentfulde evner. Handlingen balancerer på en knivspids af, hvad der er etisk korrekt i livet. Ville flystyrtet have sket uden alkohol i blodet, og skal helten jagtes på grund af noget, som muligvis ledte til redningen af 98 mennesker? Handlingen er yderst interessant og sætter virkelig denne problematiske tematik i et lys, som fanger seeren.

Filmen følger hans rejse fra det alkoholiserede liv og videre til de medie-påvirkede eftertanker af ulykken, hvilket virkelig fortæller en anderledes og nyskabende historie. Handlingen er mættet med virkemidler, spændende indgangsvinkler og en masse dybdegående drama, hvilket får en til at huske Washingtons præstation langt ud i fremtiden. Instruktøren Robert Zemeckis er tidligere kendt for klassikere og uforglemmelige film såsom Cast Away og Forrest Gump, og Flight er uden tvivl ingen undtagelse. Den rummer en fantastisk gnist i handlingen, som virkelig sætter spændingen i højsædet. På trods af at filmen kører i et roligt dramatempo, sidder man nærmest ude på kanten af sædet, mens man følger med i hans utilregnelige rejse gennem livet.

Filmen får mange af sine positive sider fra de karismatiske biroller i handlingens forløb – specielt John Goodman i rollen som den frisindede drug-dealer og selvfølgelig Nadine Velazquez bidrager med sit følsomme væsen og fornemme skuespil. Hele filmen summer af professionalitet og gennemarbejdede virkemidler, hvilket virkelig gør Flight til en film, som man husker for altid. Med skuespillere i topform, interessante dramaelementer og ikke mindst en fantastisk spændende handling ligger karakteren af den nyeste film med Washington helt i toppen. Jeg vil på det varmeste anbefale folk at se filmen, da den virkelig fanger seeren med sin originalitet og fantastisk veludførte atmosfære.

Film: 5 af 6

Flight Blu-ray anmeldelse

Billede:
Billedsiden er helt i top og giver virkelig en fantastisk dybde i filmen. Filmen rummer det hele – visuelle effekter under flystyrtet, fornemme detaljeringer i personernes udseende og en masse flotte landskabsbilleder. Redigeringen virker utrolig professionel og giver en glidende rytme i billedernes sammensætning. Farvevalget og de knivskarpe detaljer giver en fantastisk filmoplevelse, og man lægger ekstra meget mærke til detaljerne i filmen. Billedsiden overrasker utroligt meget, da den virkelig sætter filmen i et specielt lys og giver meget mere fornøjelse til udgivelsen. Sammenklipningen giver dramaet et boost af spænding, som sætter gang i sagerne og holder filmen fra at blive langtrukkent. Samlet set er billedsiden værdig til topkarakter.

Billede: 6 af 6

Lyd:
Lyden fungerer også helt optimalt på denne udgivelse, og stemmer fornemt overens med den overlegne billedside. Lyden er redigeret rigtig godt og leverer nogle solide lydeffekter i alle tonelejer. Dialogerne er knivskarpe og giver skuespillerne frit lejde til at udfolde deres talenter gennem deres ytringer. Underlægningsmusikken er desuden velkomponeret og passer perfekt til filmens forskellige scener. Stemningen skabes desuden også af disse musikalske inputs, og der er ikke på noget tidspunkt et snært af forvrængning eller interferens på linjen. Samlet set har lydsiden også gjort sig fortjent til en topkarakter, da den både leverer dybe baslyde, krystalklare diskantredigeringer og ikke mindst en stemningsskabende atmosfære i filmen.

Lyd: 6 af 6

Ekstramateriale:
Bonusområdet går i dybden med instruktøren og folkene bag filmens tanker omkring projektet – her får man et indblik i, hvordan de fandt på denne idé og hvordan de lavede filmen. Derudover kommer man også tæt på ideen om et flystyrt, og finder en dokumentar, som viser, hvor filmholdet fik deres inspiration til flystyrtet i filmen. Samlet set en lidt kort omgang bonusguf, men alligevel meget underholdende.

Bonus: 3 af 6

Samlet vurdering:
Flight er en af årets store overraskelser takket være Denzel Washingtons fornemme skuespil, handlingens uforudsigelighed samt hele filmens fantastiske, opslugende univers. Sammen med en fornem billed- og lydside er udgivelsen helt igennem positiv og bonusmaterialet formår at afrunde udgivelsen meget godt. 

Samlet karakter: 5 af 6


Anmeldelse skrevet den 28 juni 2013 af Rasmus Krarup

Tak til Paramount Home Entertainment / PR Nordic

Tilbage til Blu-ray anmeldelser