The Lost City UHD 4K blu-ray anmeldelse

 
The Lost City UHD 4K blu-ray anmeldelse

Anmeldelse skrevet af Rasmus Jensen
The Lost City UHD 4K blu-ray anmeldelse
 
(DK udgave)
Spilletid: 1 time og 52 minutter
Lyd: Dolby Atmos
Undertekster: Dansk, Svensk, Norsk, Finsk
Aspect Ration: 2.39:1
HDR: HDR10

UHD Blu-ray udgivelsesdato: 25. juli 2022
Distributør: SF Studios / Paramount
Antal disk: 2  = UHD 4K blu-ray +  Blu-ray 

Genre: Action, Eventyr
Biograf premiere: 28. april 2022
 
Instruktør: Aaron Nee, Adam Nee
Manuskript: Aaron Nee, Adam Nee, Oren Uziel, Dana Fox
Producere: bl.a. Seth Gordon, Sandra Bullock, Margaret Chernin
Fotograf: Jonathan Sela
Klip: Craig Alpert
Musik: Pinar Toprak
 
Skuespiller:
Sandra Bullock som Loretta Sage / Angela
Channing Tatum som Alan / Dash
Daniel Radcliffe som Abigail Fairfax
Da'Vine Joy Randolph som Beth Hatten
Brad Pitt som Jack Trainer
 
Beskrivelse: 
Da hun bliver bortført for at finde en fortabt by, bliver eventyrforfatteren Loretta og hendes hjælpeløse forsidemodel Alan kastet ud i et episk jungleeventyr. Det umage par må samarbejde, hvis de vil finde skatten, før den går tabt for evigt.
 
The Lost City UHD 4K blu-ray anmeldelse
 
Tilbage i 1981 udkom Raiders of the Lost Ark som hurtigt blev den helt store eventyrfilm med en meget karakteristisk helt oftest fuldt af en kvinde som han kunne redde i tide og utide, men som også kunne redde ham. Tre år senere fik vi i 1984 Romancing the Stone (på dansk Nu går den vilde skattejagt) som absolut ikke lagde skjul på at være en rip-off af Indiana Jones, men en film der virkelig var værd at se. Michael Douglas spillede Jack Colton som var denne films svar på Indiana Jones, en eventyrer der søgte genvejen til hurtige penge. Han blev parret op med Kathleen Turner som Joan Wilder, en håbløs romantisk forfatter som selvfølgelig havde brug for Coltons hjælp. Filmen blev så stort et hit at den året efter fik fortsættelsen The Jewel of the Nile som gjorde det næsten lige så godt. Det som de to film gjorde anderledes i forhold til Indiana Jones, var at de satsede endnu mere på humor mens de stadig beholdte eventyret og så var filmen spækket med dygtige skuespillere. Og hvorfor bruger jeg så, så meget tid på at snakke om disse film? Det gør jeg fordi The Lost City i opbygning, karakterer, eventyret, skurken og så meget andet minder utrolig meget om Romancing the Stone og The Jewel of the Nile. Så hvis man kan lide The Lost City og ikke har set disse to klassikere vil jeg absolut give dem en anbefaling, de kan blandt andet findes på Disney+.

For bedre at forstå sammenligningen må jeg hellere lige kort fortælle hvad The Lost City handler om. Sandra Bullock spiller Loretta Sage som er en succesfuld, men umådelig trist forfatter. Arbejdet med hendes romantiske bøger om helten Dash tilfredsstiller ikke længere den intelligente akademiker, og efter sin mands død føler hun sig også ensom. For at gøre ondt værre skal Loretta på bogturné med Alan (Channing Tatum), den velmenende, men uheldige og entusiastiske forsidemodel, der har gjort en karriere ud af at spille Dash. På bogturnéens første stop bortføres Loretta imidlertid af den excentriske milliardær Abigail Fairfax spillet af en yderst entusiastisk Daniel Radcliffe. Han mener, at hun kan lede ham på sporet af en forsvunden skat. Alan indleder straks jagten efter Loretta for at redde hende og bevise, at han også kan være en helt. I junglen må det umage par lære at arbejde sammen, hvis de vil redde sig selv, hinanden og få en chance for at finde den forsvundne by.

Eventyret er instrueret af Nee-brødrene, der står til at skulle lave Masters of the Universe, mens manuskriptforfatterne tidligere har fået publikum til at grine med komedien 22 Jump Street. Der er bestemt ingen åbenbaringer i denne films skuespil. Hvad, ‘The Lost City’ leverer, er til gengæld et ensemble, der ved, hvad de kan og får lov til at gøre lige netop det. Både Sandra Bullock og Channing Tatum spiller karaktertyper, vi har set dem spille før, men det gør intet. Deres kemi sidder i skabet, og deres fysiske komik fungerer formfuldendt sammen. Daniel Radcliffe er som altid en fornøjelse. Han formår uden rysten på hånden at levere en skurk, der på en og samme tid er frygtindgydende og patetisk. Og så skal det selvfølgelig også lige nævnes at Brad Pitt er med og han har utroligt lækkert hår.

Det er næppe en film, der bliver en klassiker, men mindre kan også gøre det. Det er efter min mening en rigtig underholdende film der overraskede mig positivt. Bevares, den er på ingen måder original som det også burde fremstå klart af min anmeldelse, men humoren er hjertevarm selv om den er en anelse plat til tider og så er kemien mellem de to hovedrolleindehavere bare lige i skabet.
 
The Lost City UHD 4K blu-ray anmeldelse
 
Filmen bliver leveret i et 2.39:1 4K transfer, som er fremragende behandlet på denne udgivelse. Der er ikke en finger at sætte på den visuelle del. Farverne er dejlig varme og forstærket i de fleste scener for virkelig at fremhæve alt hvad de tropiske øer har at tilbyde. I det hele taget er alle farverne meget klare og tydelige hvor den sorte også får lov til at have en god dybde. Detajlegraden er også god hvor der tydelig ses både skægstubbe og ar, og de mange små detaljer der konstant sniger sig ind i billedet, fremstår også klart og tydeligt. Også filmens mange CGI effekter fremstår godt og uden pixelfejl, det er virkelig visuelt flot. Det er i det hele taget en rigtig flot billedside hvor selvfølgelig især UHD formatets HDR bidrager til førnævnte detaljer så man virkelig føler man får valuta for pengene.
 
The Lost City kommer med et lækkert Dolby Atmos lydspor der sætter pris på samtlige højtalere du skulle have sat til dit system. Alle kanalerne bliver brugt både for og bag og subwooferen får virkelig lov til at sparke fra sig. Der er selvfølgelig meget action i denne film, men alligevel formår udgivelsen at gøre plads til både tale og baggrundsmusik også uden den ene går ud over den anden. Jeg hørte ikke nogen forvrængninger eller overstyringer af lyden udover den tiltænkte selv ved en høj lydstyrke som jeg bestemt vil anbefale til denne film.
 
 

Tak til SF Studios / Paramount

Anmeldelse skrevet juli 2022

Tilbage til UHD Blu-ray anmeldelser