Turning Red blu-ray anmeldelse

 
Turning Red blu-ray anmeldelse

Anmeldelse skrevet af Jan Vilhelmsen

Turning Red blu-ray anmeldelse

Zone A-B-C = kodefri (Nordisk udgave) 
Spilletid: 1 time & 40 minutter 
Lyd: DTS HD-MA 7.1: Engelsk, Dolby digital 5.1: Dansk, norsk, finsk, svensk
Undertekster: Dansk, Svensk, Norsk, Finsk, Engelsk
Aspect Ration: 1.85:1

Blu-ray udgivelsesdato: 2. maj 2022
Distributør: The Walt Disney Company Nordic.
Antal disk: 1 = Blu-ray

Genre: Animation, Komedie
Biografpremiere: ikke vist i de danske biografer, kun på Disney+

Instruktør: Domee Shi
Manuskript: Domee Shi, Julia Cho, Sarah Streicher
Producer: Lindsey Collins, Pete Doctor, Sabine O'Sullivan
Klip: Steve Bloom, Nicholas C. Smith
Musik: Ludwig Göransson

Stemmer (danske i parentes):
Rosalie Chiang som Meilin / Panda Meilin (Nora Balck Sørensen)
Sandra Oh som Ming / Panda Ming / Young Ming (Sandra Yi Sencindiver)
Ava Morse som Miriam (Fanny Leander Bornedal)
Hyein Park som Abby (Silan Maria Budak Rasch)
Maitreyi Ramakrishnan som Priya (Stran Ezgi Benli)
Orion Lee som Jin (Thomas Chaanhing)
Wai Ching Ho som Grandma / Grandma Panda (Birthe Neumann)
Lori Tan Chinn som Auntie Chen (Ulla Jessen)
Mia Tagano som Lily (Vicki Berlin)
 
Beskrivelse:
I Turning Red møder vi den nørdede og kloge 13-årige teenagepige Meilin, som nyder livet i Toronto sammen med sine lille pigevenner, som alle er store fans af boybandet 4*Town. Meilin bor sammen med sin mor og far af kinesisk afstamning, er dygtig i skolen og hjælper hendes mor i det familieejede tempel når hun har fri. Kort sagt er hun en artig pige, der har styr på tingene indtil en dag, hvor hendes overbeskyttende mor får hende ud i en max pinlig situation og hun dagen efter vågner op som … en kæmpestor rød panda. Hun finder hurtigst ud af at pandaen ’bryder ud’ når hun bliver rasende, pinlig eller begejstret og forsvinder når hun falder til ro igen. Selvom Meilin forsøger at holde pandaen skjult, finder hendes mor hurtigt ud af hvad der er sket og det viser sig at den røde panda er en familieforbandelse, som er gået i arv. En hellig mand hidkaldes for at uddrive og indkapsle panda-forbandelsen i en amulet. Problemet er bare det er samme dag som 4*Town giver koncert, en koncert som pigerne selvfølgelig frygtelig gerne vil med til.
 
Turning Red blu-ray anmeldelse
 
Turning Red er en ny sjov animationsfilm fra Disney Pixar med gode temaer omkring den forvirrende periode, hvor man er på vej til at blive voksen, og blandt andet må bryde med forventninger om, at kun det perfekte er godt nok og om at få sine egne interesser, herunder drenge og andet som forældrene ikke nødvendigvis forstår. Turning Red har masser af sjove relaterbare scener med den overbeskyttende mor og de pinlige situationer hun får Meilin ud i. Animationsstilen er streetsmart, hurtig og inspireret af anime, kombineret med den bløde pelsede panda, hvilket fungerer ganske godt.

Skuespillerne der ligger stemme til figurerne er, udover Sandra Oh, lidt for asiatiske til det er nogle jeg kender, mens de danske stemmer leveres af blandt andet Birthe Neumann, Vicky Berlin og Ulla Jessen. Fælles for både de originale stemmer og de danske, er dog nogle gode og livagtige stemmepræstationer, der giver masser af liv til figurerne.
 Turning Red blu-ray anmeldelse

Turning Red på blu-ray er endnu en utrolig flot animationsfilm fra Disney Pixar, hvor animationerne er helt i top, med en fortryllende farveskala og god klarhed i billedet. Billedsiden leveres med en fremragende skarphed og detaljerigdom i billedet, som gengiver pels, hår, tekstiler og andre teksturer yderst livagtigt. Sortniveauet er dejligt dybt, og der var ingen synlige komprimeringsfejl i denne førsteklasses udgivelse fra Disney Pixar.
 
 
Turning Red udkommer på blu-ray med engelsk DTS HD-MA 7.1 lossless og et dansk Dolby Digital 5.1 soundtrack, som generelt er gennemført med en flot dynamik i actionsekvenserne, hvor lydeffekterne effektivt panoreres rundt i samtlige surroundhøjttalerne, eller med atmosfæreskabende baggrundsstøj fra f.eks. folkemængden til koncerten. Til gengæld kunne der som sædvanligt på Disneys udgivelser godt ønskes lidt mere power i det dybe LFE-register og dermed bedre udnyttelse af subwooferen, for det virker lidt forkert når voldsomme aktiviteter på skærmen ikke resulterer i tilsvarende buldrende lydeffekter. Dialogen og musikken fremstår i hele filmen tydeligt og velprioriteret og både de originale og de danske stemmer leveres med stor indlevelse.
 
Bonusmaterialet til Turning Red findes både på disken med filmen og på en separate bonus disk. På trods af at det er længe siden Disney har leveret 2 disks med deres udgivelser, er der dog samlet set ikke voldsomt meget ekstramateriale og det kunne formentligt godt have været klemt ind på hoveddisken.
 
• Audio Commentary: Director Domee Shi, Producer Lindsey Collins, and Director of Photography Mahyar Abousaeedi
• Life of a Shot (1080p, 14:36)
• Build Your Own Boy Band (1080p, 8:38)
• Ani-Mei-Tion (1080p, 9:38):
• Deleted Scenes (1080p, 23:40)
• Trailers
 

Anmeldelse skrevet maj 2022

Tak til The Walt Disney Company Nordic.

Tilbage til Disney oversigten eller blu-ray anmeldelser