Escape Room: No Way Out blu-ray anmeldelse

 
Escape Room: No Way Out blu-ray anmeldelse
 
Anmeldelse skrevet af Rasmus Jensen

Escape Room: No Way Out blu-ray anmeldelse

Zone B
Spilletid: 1 time og 36 minutter
Lyd: DTS HD Master Audio 5.1
Undertekster: Dansk, Svensk, Norsk, Finsk
Aspect Ration: MPEG-4 AVC 2.39:1

Blu-ray udgivelsesdato: 17. januar 2022
Distributør: SF Studios / Columbia Pictures / Sony Pictures
Antal disk: 1 = Blu-ray

Genre: Gyser, Thriller
Biografpremiere: 2. september 2021

Instruktør: Adam Robitel
Manuskript: bl.a. Will Honley, Maria Melnik, Daniel Tuch
Producer: bl.a. Philip Waley, Adam Robitel, Oren Uziel
Fotograf: Marc Spicer
Klip: Steve Mirkovich, Peter Pav
Musik: John Carey, Brian Tyler
 
Skuespiller:
Taylor Russell som Zoey Davis
Logan Miller som Ben Miller
Deborah Ann Woll som Amanda Harper
Thomas Cocquerel som Nathan
Holland Roden som Rachel Ellis
 
Beskrivelse:
Escape Room: No Way Out er en fortsættelse til Escape Room fra 2019, hvor man første gang stødte på de dødsensfarlige escape rooms. I denne opfølger finder man endnu engang de dødelige fælder, der truer med at slå dem ihjel, som befinder sig i rummene, og hvor man må træde varsomt, hvis man skal overleve.
 
Escape Room: No Way Out blu-ray anmeldelse
 
I 2004 udgav Toshimitsu Tagaki pc-spillet Crimson Room. I spillet befinder man sig i et nogenlunde almindeligt rum, og skal så samle genstande og løse simple opgaver for at slippe ud. Det blev en stor succes. og i 2007 transformerede det japanske firma SCRAP konceptet til det første live escape room. Grundlæggeren Takao Kato ønskede at spillerne skulle indleve sig i spillet og derfor have fysiske rammer. Escape Rooms er blevet enormt populært. Ikke bare i Danmark, men i hele verden. Et Escape Room er et fysisk rum, hvor et hold deltagere skal samarbejde om at løse en mission bestående af en række gåder og opgaver på begrænset tid, typisk 60 minutter. Slutmålet kan være at finde en nøgle eller kode til udgangsdøren, deraf navnet Escape Room.

Med sådan en bragende succes er en filmatisering af konceptet nærmest uundgåeligt og i 2019 udkom filmen Escape Room. Selve gåderne minder meget om noget man kunne have set i SAW og deltagerne skulle løser gåderne med livet som indsats for at slippe ud. Da rulleteksterne kørte over skærmer var man egentlig ikke så meget klogere på hvorfor og den egentlig Game Master var også ukendt, men den lagde bestemt op til en fortsættelse. Filmen må være blevet en økonomisk succes for den har fået en fortsættelse ved navn Escape Room: No Way Out, men har også gået under den mere sigende titel Escape Room: Tournament of Champions.

Som de eneste overlevende fra forrige omgang er Zoey og Ben glade for at være sluppet med livet i behold. Men også frustreret over, at bagmændene i det mystiske firma bag de brutale lege, Minos, ikke er blevet fanget. Sporene fører dem til New York, men bedst som de tror, at de har styr på det hele, befinder de sig i en metrovogn sammen med fire fremmede. Vognen bliver adskilt fra resten af toget, og da den ruller ind på en forladt station, starter det livsfarlige spil igen.

Det er netop tidligere undslupne ”mestre” der i denne fortsættelse bliver samlet og sammen skal overleve en række Escape Rooms. Hvorfor netop de er valgt bliver langsomt afsløret, men hvad det egentlig mål med denne runde er, er nok op til diskussion selv om der kommer visse afsløringer. Hvad jeg dog synes er interessant er at filmen kommer både i biografversionen og en udvidet udgave og der er faktisk rigtig stor forskel på disse to versioner. F.eks. bliver spillets Game Master afsløret stort set med det samme, hvorfor visse personer er valgt samt et muligt mål bliver også mere indlysende. Jeg vil derfor anbefale at man ser den udvidede udgave hvis man er interesseret i filmen.

Der ligges ikke skjul på at Escape Room er forholdsvis uoriginal. Inspirationen fra tidligere film som Cube og SAW er som nævnt indlysende. Jeg var egentlig underholdt undervejs, men hvis man hverken har set Cube eller SAW og heller ikke Escape Room, vil jeg klart anbefale de andre titler over denne.
 Escape Room: No Way Out blu-ray anmeldelse

Filmen bliver leveret i et 2.39:1 MPEG-4 AVC transfer med en god dybde og detaljegrad der igennem hele filmen bliver holdt meget stilren. Detaljegraden i filmen er for det meste utrolig god og der kan både anes uren hud, forandrende skægvækst samt en masse detaljer i tøjet. Og så er der naturligvis de mere makabre scener, hvor man i close-up billeder får lov til at se alle de grufulde detaljer hvor der ikke bliver lagt fingre imellem. I det hele taget en billedside som er meget venlig for øjet hvor farvepaletten er holdt med en overdimensionering som man er forvent med gyserfilm.
 
Escape Room: No Way kommer med et DTS-HD Master 5.1 lydspor. På denne udgivelse bliver der gjort brug af alle de højttalere som skulle være sat til ens system, også uden at det kommer til at fremstå ensformigt som det ellers tit kan i gyserfilm. Alle kanalerne bliver brugt både for og bag og subwooferen brummer fra sit skjul. Der er selvsagt en del gyser elementer i denne film, men alligevel formår udgivelsen at gøre plads til både tale og baggrundsmusik også uden den ene går ud over den anden. Jeg hørte ikke nogen forvrængninger eller overstyringer af lyden selv ved en høj lydstyrke som gyserfilm jo skal høres på. Det er en udmærket lydside som fint supplerer det pæne billede præcis som forventet.
 
 

Anmeldelse skrevet januar 2022.

Tak til SF Studios / Columbia Pictures / Sony Pictures

Tilbage til blu-ray anmeldelser