Gemini Man UHD 4K blu-ray anmeldelse

 
Gemini Man UHD 4K blu-ray anmeldelse

Gemini Man UHD 4K blu-ray anmeldelse

Anmeldelse skrevet af Morten Stjernholm
 
 
Gemini Man UHD 4K blu-ray anmeldelse
 
(DK udgave)
Spilletid: 1 time og 57 minutter
Lyd: Dolby Atmos (TrueHD 7.1)
Undertekster: Dansk, Svensk, Norsk, Finsk, Engelsk
Aspect Ration: 1.85:1 / UHD Disc: UHD, HDR10, 60fps HEVC encode / BD: 24fps

UHD Blu-ray udgivelsesdato: 24. februar 2020
Distributør: FOX Paramount Warner Home Entertainment
Antal disk: 2  = UHD 4K blu-ray +  Blu-ray

Genre: Action / Sci-Fi
Biograf premiere: 10. oktober 2019

Instruktør: Ang Lee
Manuskript: Darren Lemke, David Benioff
Producere:bl.a. Jerry Bruckheimer, Brian Bell
Fotograf: Dion Beebe
Klip: Tim Squyres
Musik: Lorne Balfe
 
Skuespiller:
Will Smith som Henry Brogan / Junior
Mary Elizabeth Winstead som Danny Zakarweski
Clive Owen som Clay Verris
Benedict Wong som Baron
Douglas Hodge som Jack Willis
Ralph Brown som Del Patterson
 
Beskrivelse: 
Gemini Man insisterer på at levere blockbuster next-level film teknisk innovation i 2020 `erne, - og gør det tilmed med følelsesmæssig substans. Bravo!
 
Gemini Man UHD 4K blu-ray anmeldelse
 
Filmens instruktør Ang Lee ( Life of Pi, Billy Lynn's Halftime Walk, Crouching Tiger, Hidden Dragon) har stærkt fokus på at skubbe til vores forestillinger om hvordan film præsenteres.
Man kan derfor ikke anmelde Gemini Man fra 20th century Fox uden at skrive om den banebrydende teknik og visuelle effekter der er blevet brugt. Det flytter imidlertid fokus fra filmen til teknikken, så jeg har valgt at anmelde og diskutere teknik delen i afsnittet om “video” for at give selve filmen den anmeldelse den fortjener.

I Gemini Man spiller Will Smith super snigskytte lejemorderen Henry Brogan, der misbruges til at udføre drab på baggrund af forfalskede fakta, der snyder ham til at tro at han gør en god gerning for staten, mens han i virkeligheden udfører drab for en korrupt del af staten. Da det går op for ham at han er blevet udnyttet til at slå folk ihjel der ikke fortjener det, prøver hans overordnede at skaffe ham af vejen, hvilket naturligvis ikke går godt når at man prøver at dræbe sin bedste lejemorder nogensinde....

Netop fordi han er deres bedste mand, har man tidligere slået ham ihjel (!) og klonet hans DNA i et tophemmeligt og ulovligt program, for at udvikle flere perfekte dræbermaskiner som Henry. Da det mislykkedes at slå Henry ihjel, sender de hans klon “junior” for at afslutte jobbet.

Der er altså tale om en klassisk “staten er korrupt” action/thriller scenarie med hovedpersonen på flugt mens han prøver at opklare hvad der foregår. Langsomt, men sikkert afsløres den ene ubehagelige sandhed efter den anden i et orgie af action, der er filmet som kun Ang Lee kan gøre det. Jeg elsker hans visuelle stil, hvor man kan mærke den asiatiske indflydelse og at han er helt sin egen. Ang Lee innoverer og prøver ikke at kopiere. Derfor får du en ny, anderledes og frisk version af noget du har set før, men alligevel ikke.

Hvad ville du sige til dit 20 år yngre selv som du kun kender alt for godt?

Selve grund plottet har vi set masser af gange før (korrupt stat dræber sine egne, der hævner sig) den interessante vinkel at det er en ung kopi af Henry der forsøger at gøre det af med ham. Det rejser nogle følelsesmæssige virkeligt interessante aspekter, og det er i dette rum at Ang Lee giver filmen en helt fantastisk ekstra dimension, der underbygges af intenst skuespil af Will Smith der skildres med en utrolig ekstra intimitet i HFR, hvor hver eneste nuance formidles nådesløst til stor fryd for din anmelder.

Selvom du er ligeglad med dramaet i fortællingen og egentlig helst vil se en fed Sci-Fi actionfilm med blæs på, bliver du heller ikke snydt. Der er en veldoseret mængde af eksplosioner, ild, motorcykel jagter, skyderi og slå på næven der vil tilfredsstille enhver action freak.
 
Jeg synes at filmen gør et godt forsøg på at bringe filmmediet som vi kender det, et skridt videre. Det gøres med en historie der ikke kan skræmme nogen, der dog rummer en original vinkel, god dybde og rimelig god karakterudvikling. Det er Will Smith der egenhændigt bærer filmen med hans blændende skuespil i en intens dobbeltrolle, men det gør han også så godt at jeg giver filmen 4 diske uden at blinke for sit tekniske mod og visuelle originalitet.
 
Gemini Man UHD 4K blu-ray anmeldelse
 

Alt det den kan trække, hvis dit udstyr ellers kan følge med!

Lad mig starte med at sige: Denne film er et must for alle der interesserer sig for AV kvalitet. Den er ganske enkelt noget af det bedste jeg nogensinde har set fra et kvalitetsmæssigt standpunkt. Det er unødvendigt at gå i detaljer om kvalitet, encoding, farver, støj, grain... for denne UHD disk kan kun beskrives med et ord: perfekt.

HDR, HFR, 60p UHD disk

Innovatører som Ang Lee bliver altid kritiseret hårdt når de prøver noget nyt, da 80% af alle mennesker jo grundlæggende HADER nyt. Da vi fik HDTV, var der folk der klagede over at det var for skarpt, i dag er det jo fuldstændig glemt. Flere af Ang Lee`s film var blandt de første til at udkomme på UHD disk, og hans seneste to film har især udforsket mulighederne i HFR (High Frame Rate) Cinema. Gemini Man er totalt NEXT LEVEL hvad dette angår, da han insisterede på at skyde filmen i 120 frames pr sekund OG i 3D. Det må have givet helt enorme udfordringer i efter produktionen, hvor de visuelle effekter har skulle behandles med hele 240 frames pr sekund og tilmed i 4K. For at sætte det produktionstekniske i perspektiv, har visual effects holdet altså skulle arbejde med 10 gange flere frames end i en almindelig 2D 24 fps film PLUS håndtere godt 8 gange flere pixels i hver frame, da man i 3D har to fulde billeder (et til hvert øje) og de her er produceret i 4K. Med lidt god vilje kan man sige at filmen således har krævet 80 gange mere data throughput end en almindelig 24fps VFX film med en 2K produktions pipeline. Det er ualmindeligt hardcore, og filmen har kun i de bedste Dolby biografer kunnet vises i 120 fps i 3D, men i 2K opløsning når vist i 3D. De fleste andre biografer hvor filmen har haft premiere, har haft teknik til at kunne vise den i 4K eller 2K 60fps.

UHD disken jeg sidder med, præsenterer filmen i den den højeste framerate der er mulig på UHD Bluray, nemlig 60 frames pr sekund og samtidig præsenteres den også i en HDR grade. UHD diskens mulige 100 Mbps udnyttes til fulde på Gemini Man UHD disken, der leverer en visuel oplevelse der fik mig til at sidde med åben, let savlende mund det meste af filmen. I nogle af de mest intense closeups har jeg aldrig set billeder med den grad af detalje og dybde på mit OLED TV. Dybden i billedet er i en klasse for sig.

HFR vs 24 fps er kontroversielt, her er mit syn på sagen!

Jeg har personligt længe rystet på hovedet over elektronikbranchens ensidige satsning på højere og højere opløsning, hvilket i filmverdenen ikke har meget at sige, hvis filmene produceres i 2K og 24 fps. 24 billeder pr sekund er jo utrolig lidt bevægelses information. For at undgå at billedet opleves MEGET hakkende, viser vi groft sagt hvert billede to gange og får på den måde en “motion blur” effekt der tager det værste af hakkeriet, der dog alligevel ikke kan undgås når kameraet panorerer. Denne effekt er igennem de sidste 70 år ganske enkelt blevet forbundet med hvordan film ser ud, det er blevet et “look” der samtidig har den virkning at den kan skjule alskens ondskab så snart noget er i bevægelse. Det gør også at det føles som om man betragter noget uvirkeligt, og på den måde bliver man MINDRE involveret i filmen.

Vi er så vant til 24 fps, at TV og projektor producenterne har alle mulige funktioner til at mangedoble billedfrekvensen for at tage toppen af blur effekten, fordi mange faktisk finder det distraherende i øjet. Motion enhancer, de-blur, Clear Motion Drive og mange andre funktioner som disse er udtryk for forsøg på at minimere eller fjerne motion blur. Resultatet er som regel et kunstigt og klamt billede der ligner teater.

Der er nu en ny generation af filmseere, lad os kalde dem “gamer-generationen”. De er vant til at opleve action i deres spil, - ikke i et stort blur, men i knivskarp HFR kvalitet. De relaterer sig på en anden måde til HFR action end ældre filmnørder som mig.

Action scenerne i Gemini Man kommer da også let til at ligne et computerspil, for i 60 fps er der ingen nåde. Alt kan ses og alle digitale effekter skal derfor være MEGET bedre end normalt. Det stiller rigtig store krav til niveauet af VFX arbejdet og animationerne.

Til gengæld, så bliver vi også involveret mere ind i filmen. Jeg noterer mig især den følelsesmæssige formidling i skuespillernes ansigter, hvor hver eneste lille detalje sidder lige i øjeæblet, som var det en person lige foran dig. 4K opløsningen i 60 fps fjerner ethvert spor af at dette ikke er virkeligt.

Blu-ray disken: 24 fps, AVC encode

Det er interessant at opleve begge versioner af filmen back-to-back. Med de 24 fps forsvinder dybden i billedet, og der er en markant forskel i opløsning til UHD disken, som man ellers sjældent oplever så voldsom (p.g.a de fleste UHD film er baseret på 2K masters). Det var i denne direkte sammenligning, at jeg totalt forstår Ang Lee`s vision med HFR, der i sammenligningen også hjælpes på vej af en fin HDR grading der får BD disken til at blegne.

Dit udstyr skal kunne være med!

For at kunne se UHD disken udfolde sig helt perfekt, skal dit udstyr naturligvis kunne vise 60p OG HDR. Det stiller krav til afspiller, kabler og TV/projektor såvel som til AVR eller soundbar hvis der er en sådan en i mellem. Jeg havde problemer med min JVC X-7900 projektor der kæmpede med 4K60p og HDR. Resultatet blev, at jeg så filmen på projektoren i 1080p60 med HDR, hvilket var ok, da det ikke er en native 4K projektor, men derimod en pixel-shift (e-shift) model.

Heldigvis havde jeg en Lyngdorf MP60 surround processor til test (kommer snart her på siden) der understøtter 18Gbps HDMI så jeg så efterfølgende filmen igen i sin fulde, helt fantastiske opløsning på mit elskede LG OLED TV.

Uanset om du er til filmen eller ej, er det en disc der er værd at have i samlingen, ALENE på grund af billedkvaliteten og muligheden for at sammenligne med dødelig Blu-ray i 24fps.

Gemini Man viser hvad UHD Blu-ray kan, tak for det - og lad os håbe at studierne vil lade sig inspirere til at stræbe lidt højere på mange flere produktioner.
 
 
Både UHD og BD disken kommer med det samme Dolby Atmos (TrueHD 7.1) lydspor. Man bliver altså ikke snydt for Dolby Atmos bare fordi man ser Blu-ray versionen. Alle kanalerne får masser af motion, lydmixet er meget velkontrolleret (næsten for meget efter min smag, med tendens til måske at være lidt sterilt hvis jeg er i det krakilske hjørne) Man kan tydeligt høre at det er erfarne folk på lydmixet, men at man med vilje har valgt en mere realistisk stil i lyden. Her er ikke knytnæve slag med giga punch eller håndvåben der lyder som 100mm kanoner, og det er blot med til at understrege realismen. Lydmixet er veldisponeret, dialog står knivskarpt, og det eneste kritik jeg rigtig kan komme med er at jeg savnede lidt mere action i LFE kanalen. Så meget, at jeg lige måtte hen og tjekke om “the judge” (som vi kalder Genelec 7071 subwooferen her i huset) var blevet skruet ned! Vildskaben understreges således ikke i LFE kanalen på niveau med de allerbedste, hvilket er ærgerligt når filmen nu er så intens. Soundstage er kæmpestor, og følelsen af total immersion er til stede. Vi er på niveau med film som Blade Runner 2049 lyd kvalitetsmæssigt, og den slags får også 5 diske hos Morten Stjernholm :-)
 
Blu-Ray disken indeholder 6 små behind the scenes hvor diverse emner berøres. Samt et segment med deleted scenes og en alternativ start på filmen. UHD disken har en unik ekstra, der er en rigtig fin Visual FX gennemgang præsenteret af Weta der gennemgår alle de mange VFX lag der indgår i scenerne.
 
Set/hørt på:
Billede: LG OLED 65” og JVC X7900 projektor begge i film mode/custom kalibreret.
Lyd: M&K S-300 (LCR) S-300T (LSRS) MP300 (SBL-SBR), IW150 (4xHEIGHT). Genelec 7071 subwooder (LFE) NAD M27 forstærkere, Lyngdorf MP60 surround Pre.
Afspiller: Oppo UHD 205, lydspor: Dolby Atmos TrueHD 7.1
 
 

Tak til FOX Paramount Warner Home Entertainment / PR Nordic 

Anmeldelse skrevet februar 2020. 

Tilbage til UHD Blu-ray anmeldelser