Captain Marvel UHD 4K blu-ray anmeldelse

  
Captain Marvel UHD 4K blu-ray anmeldelse

Anmeldelse skrevet af Rasmus Jensen
 
Captain Marvel UHD 4K blu-ray anmeldelse
 
(DK udgave)
Spilletid: 2 timer og 4 minutter
Lyd: Dolby Atmos
Undertekster: Svensk, Norsk, Engelsk
Aspect Ration: 4K  - 2.39:1

UHD Blu-ray udgivelsesdato: 18. juli 2019
Distributør: The Walt Disney Company Nordic.
Antal disk: 2  = UHD 4K blu-ray +  Blu-ray

Genre: Action, Eventyr
Biograf premiere: 6. marts 2019

Instruktør: Anna Boden, Ryan Fleck
Manuskript: Anna Boden, Ryan Fleck, Geneva Robertson-Dworet
Producere: bl.a. Stan Lee, Jonathan Schwartz, Patricia Whitcher
Fotograf: Ben Davis
Klip: Debbie Berman, Elliot Graham
Musik: Pinar Toprak
 
Skuespiller:
Brie Larson som Carol Danvers / Vers / Captain Marvel
Samuel L. Jackson som Nick Fury
Ben Mendelsohn som Talos / Keller
Jude Law som Yon-Rogg
Annette Bening som Supreme Intelligence /Dr. Wendy Lawson
 
Beskrivelse: 
I Marvel Studios Captain Marvel kommer vi ud på et spektakulært eventyr, der udspiller sig i 1990’erne, hvor Carol Danvers bliver en af universets mægtigste helte. Da Jorden havner midt i en galaktisk krig møder hun den unge agent Nick Fury, hvilket fører til hendes ultimative skæbne som en Avenger!
 
Captain Marvel UHD 4K blu-ray anmeldelse
 
Før jeg går i gang med min anmeldelse af Captain Marvel set på UHD, må jeg hellere lige fortælle at selv om jeg er en stor Marvel fan og har læst mange tegneserier, så har jeg aldrig begivet mig ud i Captain Marvel universet. Min mening om filmen er altså udelukkende dannet på baggrund af hvad jeg har set og ikke ved en sammenligning med tegneserierne. For en sådan sammenligning må i kigge andetsteds på nettet. Jeg har dog som alle andre fans af filmatiseringerne set alle filmene op til denne og var meget interesseret i afsløringen af figuren i slutningen af Infinity War. Som mange desværre også ved udgiver Disney ikke Marvel filmene i Danmark med danske tekster så den er set uden danske tekster.

Enhver superhelt skal have sin såkaldte origin historie og Captain Marvels historie starter med en kvindelig kriger på planeten Kree, der lider af hukommelsestab. Hun er pilot i Starforce-alliancen og kæmper i en kosmisk krig mod den onde formskiftende Skrull-race, der ønsker at overtage galaksen. Under en redningsmission bliver hun taget til fange af Skrull-lederen Talos (Ben Mendelsohn), men det lykkes hende at flygte i en escape-pod, der har kurs mod planeten C-25 aka Jorden.

Her møder Vers S.H.I.E.L.D.-agenten Nick Fury, og da handlingen foregår i 90’erne, er han en del yngre end vi er vant til og har tilmed stadig begge sine øjne. Han bliver introduceret for den formskiftende Skrull-race og bliver samtidig beskudt med avancerede laserkanoner hvilket beviser for ham at vi ikke just er alene i universet og at truslen mod jordens befolkning ikke kun er intern, men i særdeles grad også ekstern. Vers må også sande, at ikke alt er som hun troede, og at Jorden gemmer på ledetråde til en identitet hun ikke hidtil kendte til.

Der er en god kemi mellem Brie Larson og Samuel L. Jackson, og filmens humor fungerer først rigtigt, da de møder hinanden. En anden vigtig birolle, der næsten skal nævnes, er katten Goose, hvis navn er en herlig reference til Top Gun og hvis rolle bestemt ikke er ubetydelig. Da filmen som tidligere nævnt foregår i 90’erne er der et hav af referencer som især det mere voksne publikum vil kunne more sig over.
Til gengæld hæmmer det filmen, at den så tydeligt er et mellemlægspapir, der varmer op til den helt store Marvel-film, den fjerde Avengers-film, 'Endgame', hvor det kraftigt antydes at Captain Marvel vil få en mere afgørende rolle. Det havde været smukkere at give 'Captain Marvel' sit eget univers, sin egen personlige historie, i stedet for hele tiden at flette Marvel-filmene på kryds og tværs.

Når det er sagt efterlader Brie Larson ikke nogen tvivl om, at hun virkelig har gjort Captain Marvel til sin superhelt i samtlige farvenuancer og jeg ville personligt gerne se mere til hende i en mere selvstændig film hvor fokus lå på en mere autonom historie, da hun har meget mere at byde på end hvad vi ser her.
 
Captain Marvel UHD 4K blu-ray anmeldelse
 
Ligesom med sine Marvel-forgængere bliver Captain Marvel leveret i et 2.39:1 4K transfer med en fornem dybde og detaljegrad der igennem hele filmen bliver holdt meget stilren og konsekvent. Detaljegraden i filmen er for det meste utrolig god og der kan både anes uren hud og dårlige barberinger. CGI effekterne er utrolig flot lavet og står skarpt, det eneste man lige ligger mærke til er at Fury og Coulson som sagt er gjort yngre og det kan sagtens ses at det er sket ved hjælp af computereffekter, men det virker som en fremstormende tendens så det må vi jo nok bare affinde os med. Farvepaletten er af den helt opskruede slags og der er virkelig brag på farverne, men alligevel fremstår de naturtro og omgivelserne fremstår levende. I det hele taget er alle farverne meget klare og tydelige hvor den meget brugte sorte også får lov til at have en god dybde især pga. HDR.

 
Filmen kommer med et Dolby Atmos der sætter pris på samtlige højtalere du skulle have sat til dit system. På denne udgivelse bliver der virkelig gjort brug af alle de højttalere som skulle være sat til ens system, der er virkelig kælet for øregangene. Alle kanalerne bliver brugt både for og bag og subwooferen får virkelig lov til at sparke fra sig i de eksplosive kampscener når filmens fjender folder sig ud. Der er meget action i denne film, men alligevel formår udgivelsen at gøre plads til både tale og baggrundsmusik også uden den ene går ud over den anden. Jeg hørte ikke nogen forvrængninger eller overstyringer af lyden selv ved en høj lydstyrke som film som denne jo skal høres på, det hele virker yderst kontrolleret og tilpas.
 

Tak til The Walt Disney Company Nordic.

Anmeldelse skrevet august 2019. 

Tilbage til UHD Blu-ray anmeldelser