The Favourite blu-ray anmeldelse

 
The Favourite blu-ray anmeldelse

The Favourite blu-ray anmeldelse

Anmeldelse skrevet af Jan Vilhelmsen
 
The Favourite blu-ray anmeldelse
 
Zone A-B-C = kodefri (Nordisk udgave)
Spilletid: 1 time og 59 minutter
Lyd: DTS HD Master Audio 5,1
Undertekster: Dansk, Svensk, Norsk, Finsk
Aspect Ration: 1.85:1

Blu-ray udgivelsesdato: 10.juni 2019
Distributør: FOX
Antal disk: 1 x blu-ray

Genre: Historisk drama, komedie
Biograf premiere: 24. januar 209

Instruktør: Yorgos Lanthimos
Manuskript: Deborah Davis, Tony McNamara
Producere: Daniel Battsek, Cait Collins, Deborah Davis
Fotograf: Rob Hardy
Klip: Robbie Ryan
Musik: Yorgos Mavropsaridis
 
Skuespiller:
Olivia Colman som Dronning Anne
Rachel Weisz som Lady Sarah
Emma Stone som Abigail
James Smith som Godolphin
Mark Gatiss som Lord Marlborough
Edward Aczel som Earl of Stratford
Nicholas Hoult som Harley
 
Beskrivelse: 
Det historiske drama 'The Favourite' foregår i 1708 i en periode i Englands historie, hvor landet var i en udmagrende krig mod Frankrig. På tronen sidder den sygdomsplagede, ulykkelige og småtbegavede Dronning Anne, som hader at regere og derfor lader sig manipulere og styre af Lady Sarah af Marlborough, som på en gang både agerer dronnings fortrolige, hendes personlige assistent samt hendes hemmelige elskerinde. Lady Sarah kæmper politisk på sin mands og de andre krigsvenlige adeliges vegne mod ’paryk’ partiet, der ikke vil hæve skatterne for at finansiere mere krig. Midt i denne interne kamp træder Lady Sarahs charmerende og ambitiøse kusine Abigail ind på slottet, som grundet hendes fars selvmord har mistet alle titler og må kæmpe sig vej til toppen igen. Hun starter i slotskøkkenet, men får snart vundet Dronningens gunst og endda en plads i dobbeltsengen og nu starter en brutal rivalisering på liv og død mellem Abigail og Lady Sarah, som nægter frivilligt at afgive sin plads som dronningens favorit.
 
The Favourite blu-ray anmeldelse
 
Selvom handlingen i ’The Favourite’ måske ikke er gengivet 100% historisk korrekt, så er den dog alligevel overraskende nok baseret på de historiske fakta om denne Dronning Anne, som ellers ikke har fået den store plads i historiebøgerne. Det giver instruktøren Yorgos Lanthimos mulighed for at gengive sin egen version at det intrigante trekantdrama mellem de tre kvinder: Den brutalt ærlige Sarah, spillet af Rachel Weisz, den sleske Abigail, spillet af Emma Stone og deres kamp om gunsten fra den infantile Dronning Annes, spillet af Olivia Colman, og dermed om rigdom og magt. I modsætning til andre historiske dramaer er ’The Favourite’ fyldt med kulsort humor og det talte sprog er moderne og i høj grad vittigt. Så hvis man ellers spidser øre, så er der virkeligt mange guldkorn at hente. Samtidigt falder filmen heller ikke i en grøft af plat humor, men bevarer dramaet, så vi føler med filmens hovedpersoner og ønsker at finde ud af hvem der vinder opgøret i den sidste ende.

’The Favourite’ var ved Oscars uddelingen i 2019 nomineret til en bunke Oscars, bl.a. for bedste film og instruktør, men vandt dog kun for bedste kvindelige hovedrolle, der berettiget gik til Olivia Colman. Filmen er derudover castet med gode og kendte skuespillere i hovedrollerne, hvor især Rachel Weisz og Emma Stones præstationer, bør fremhæves. Instruktøren Yorgos Lanthimos stod også bag den uhyggelige ‘The Killing of a Sacred Deer’ og efter min mening bliver hans film kun bedre og bedre.
 
The Favourite blu-ray anmeldelse
 
Billedsiden i ’The Favourite’ er fremragende, for filmen leveres i et tæt på fuldskærms format med et fantastisk højt detaljerings- og sortniveau, hvor fotografen formår at få kostumer, slottets gobeliner, guldbelagte lofter og andet interiør til at fremstå utroligt flot på skærmen. En udpræget brug af fiskeøjelinse forvrænger billedet og giver en sjov effekt, som bidrager til fornemmelsen af surrealisme og vanvid og er også medvirkende til at dramaet følges nutidigt og interessant for øjet. En anden fed effekt opnås hvor enkelte scener kun oplyses af stearinlys.
 
The Favourite er udstyret med et afdæmpet DTS-HD Master Audio 5.1 soundtrack, hvor dialogen, som er det bærende element i filmen, i alle scener fremstår perfekt integreret, højtopløst og centreret i lydbilledet. Enkelte surround effekter fra f.eks. dueskydningen fungerer også udmærket, ligesom musikken med enkle virkemidler skaber uhygge i andre scener. Overordnet set et soundtrack der absolut er godkendt, men som ikke imponerer på effektsiden.
 
• Deleted Scenes (1080p; 2:47)
• The Favourite : Unstitching the Costume Drama (1080p; 22:19)
• Theatrical Trailer (1080p; 2:10)
 
 
Tak til FOX Paramount Warner Home Entertainment / PR Nordic 


Anmeldelse skrevet juni 2019. 

Tilbage til Blu-ray anmeldelser