The Florida Project blu-ray anmeldelse

 
The Florida Project blu-ray anmeldelse
 
The Florida Project blu-ray anmeldelse

Anmeldelse skrevet af Michael Sørensen

The Florida Project blu-ray anmeldelse
 
Zone: A-B-C kodefri
Spilletid: 1 time og 51 minutter
Lyd: DTS HD Master Audio 5.1 
Undertekster: Dansk, Svensk, Norsk, Finsk
Aspect Ration: MPEG-4 AVC 2.35:1 High Definition 1080/24p

Blu-ray udgivelsesdato: 12. juli 2018
Distributør: 
Universal Sony Pictures Home Entertainment / Scanbox
Antal disc: 1 = blu-ray

Genre: Drama
Biograf premiere: 1. marts 2018
 
Instruktør: Sean Baker
Manuskript: Sean Baker, Chris Bergoch
Producere: B.la. Sean Baker,Chris Bergoch,Kevin Chinoy
Fotograf: Alexis Zabe
Klip: Sean Baker
Musik: Lorne Balfe

Skuespiller:
Brooklynn Prince som Moonee (as Brooklynn Kimberly Prince)
Christopher Rivera som Scooty
Aiden Malik som Dicky
Josie Olivo som Grandma Stacy
Valeria Cotto som Jancey
 
Beskrivelse: 
Halley bor sammen med sin seksårige datter Moonee på det farvestrålende motel, The Magic Castle, lige udenfor Disney World.

Mens Halley prøver at hustle sig til penge til næste uges husleje, formår Moonee og de andre børn at gøre hverdagen til et eventyr. Hotelbestyreren Bobby har hænderne fulde med at holde styr på motellets frække unger, men han er også deres beskytter når der er fare på færde.

For Moonee er livet fuld af fest og farver og Halley vil gøre alt for, at Moonee skal blive ved med at tro, at deres liv på motellet er magisk.
 
The Florida Project blu-ray anmeldelse
 
Der er ikke nok film om USA på vrangen. Der er ikke nok film om de amerikanere, der er faldet gennem livets revner i den beton, der udgør fundamentet i det kapitalistiske USA, hvor hver enkelt er ansvarlig for egen succes og rigdom. Der er naturligvis en hel del indiefilm, men alt for få af dem når vore breddegrader. Nu er der dog endelig en film, der tager det hele lidt mere alvorligt. En film, der har noget på hjerte og tør sige det højt! Det hele set fra et seksårigt perspektiv i The Florida Project.

Instruktør Sean Baker sætter det hele på spidsen fra filmens begyndelse. Historien udspiller sig i skyggen af symbolet på uendelig rigdom, fantasi og glæde – Disney World. Motellerne i farvestrålende pastelfarver, der skal tiltrække rige turister med hang til mus og ænder gemmer i virkeligheden på fattige skæbner, børn på gaden og en hotelbestyrer, der kæmper for at få virkeligheden til at hænge sammen. Kontrasterne er til at få øje på og man skal ikke mange minutter ind i filmen, før det hele virker underligt bizart og meget realistisk på samme tid.

Mellem de uendelige rækker af moteller, souvenirbutikker og fastfood paladser udspiller et hverdagsdrama sig, der minut for minut udfolder sig i en mere og mere tragisk retning, hvor end ikke den sure anmelder kan undgå at blive påvirket. De legende børn, som filmen udspiller sig omkring er umulige og uartige, men de overlever på deres måde en verden, hvor ansvarlige forældre, gode forbilleder og almindelig tryghed er lige så utopisk en forestilling, som alt det man kan opleve i det magiske kongerige få kilometer nede ad vejen.

The Florida Project arbejder derfor også i børnehøjde, hvor hovedpersonen Halley fungerer som omdrejningspunkt for alt det, som vi med voksne øjne oplever gennem hendes barnlige tilgang til verden. Det er en barsk omgang, der samtidig er vidunderlig livsbekræftende og slet ikke så tung, som man sagtens kunne forestille sig i gennemgangen af livets forfærdeligheder. Derfor har socialrealismen en knap så løftet pegefinger til alle os, der har vores på det tørre i livet. For midt i fattigdom, tyveri og de voksnes uansvarlige opførsel fortæller filmen også en historie, der sagtens kan tolkes som positiv.
 
Skuespillet er vidunderligt. Willem Dafoe gør sig fortjent til sin Oscar igen og igen – og især børnene virker ualmindeligt realistiske og ærlige. Det er fantastisk instrueret og godt set, at man lader børnene fungere som børn, hvilket med sandsynlighed har været et mareridt at instruere, men fungerer fantastisk på skærmen.

Elskede du virkeligheden i Winter’s Bone eller Boy’s Don’t Cry, så vil du elske The Florida Project, der fungerer lidt på samme måde. Jeg kan sagtens leve med, at der ikke kommer nok film om USA på vrangen, hvis Florida Project er hvad man må vente på.
 
The Florida Project blu-ray anmeldelse
 
Florida Project er rent faktisk skudt på rigtig film, hvilket er en god ting, for det giver filmens tema et ekstra niveau. Farverne er smukke men afdæmpede, hvilket understreger en del af de scener, der på en og samme tid er farverige og tematisk dystre. Her er lidt småproblemer med sortniveauet, der driller voldsomt i filmens sidste fjerdedel. Det stod ikke rigtig til at redde med mit ellers fine setup, så jeg formoder at det er en fejl i mastering, for de første 80 minutter havde meget få problemer. Ellers er der intet at klage over, for det er en smuk film med et smukt billede det meste af tiden.
 
Vi får på denne bluray et fint 5.1 DTS HD MA lydspor, der kun meget sjældent kommer til sit rette. Da filmen meget foregår på gadeplan med et meget begrænset soundtrack, mangler der simpelthen lyd i højtalerne, der giver mere end man ellers ville opleve ud af normalt tv. Når der så er musik eller liv i lydbilledet generelt, fungerer lydsporet glimrende men det er meget sporadisk. Til gengæld er der ingen problemer med dialogen, der i hovedparten af filmen står helt alene.
 
  • Featurette: Making of
  • Bloopers
  • Outtake
 

Tak til Universal Sony Pictures Home Entertainment.

Anmeldelse skrevet august 2018.

Tilbage til Blu-ray anmeldelser